Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Rektorernes formand: Tag godt imod dem

Bachelorer. Så er de klar, de første nye sygeplejersker, som har gennemført hele professionsbachelorforløbet. Nu skal de ud i praksis og vise, hvad de dur til. En landsdækkende undersøgelse skal næste år afdække, hvad de kan og måske ikke kan.

Sygeplejersken 2005 nr. 3, s. 12-13

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY-2005-03-12-01Sygeplejeskolen i Silkeborg er blandt de første skoler, der her i januar dimitterer et hold professionsbachelorer, som har gennemført hele studieforløbet. De 13 nye bachelorer fik overrakt deres eksamensbeviser den 20. januar. Foto: Kissen Møller Hansen

”Fra os til jer: Tag godt imod dem.” Sådan lyder budskabet til kollegerne ude i den kliniske virkelighed fra Rektorforsamlingens formand, Aase Holdgaard, som til daglig er rektor for sygeplejeskolen i Randers. 

Landets 21 sygeplejeskoler dimitterer i disse dage de første sygeplejestuderende, som har gennemført hele forløbet efter den nye studieordning, der trådte i kraft i 2001. De kan nu kalde sig professionsbachelorer i sygepleje. Det samme kan de sygeplejersker, som allerede har taget suppleringsuddannelsen eller været på overgangsordning.

Trods mange meninger om det modsatte - ikke mindst fra praksis - er Aase Holdgaard overbevist om, at den nye uddannelse er til gavn for sygeplejen:

”Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at vi har fået en god sygeplejerskeuddannelse med reformen i 2001, og hen ad vejen er jeg blevet bekræftet i, at den også er fremtidssikker i forhold til praksis og efter- og videreuddannelse.”

Aase Holdgaard fremhæver, at de nye professionsbachelorer netop er blevet uddannet til at være opsøgende, undersøgende og kritiske i deres tilgang til sygeplejen.

”Der sker jo noget nyt hele tiden inden for sundhedssektoren. Derfor er det vigtigt, at de har lært at lære,” siger hun.

Vil af med myterne
Rektorforsamlingen har vedtaget at følge de nyuddannede professionsbachelorer på tæt hold og har af Undervisningsministeriet fået penge til et landsdækkende projekt, hvor man med jævne mellemrum vil teste, hvordan det går. Projektet er udformet som en spørgeskemaundersøgelse til dimittender, censorer og aftagere.

”Første gang, vi sender spørgeskemaet ud, bliver om et år. Der er så mange myter om professionsbacheloren. Dem vil vi gerne slippe af med og i stedet indsamle nogle reelle oplysninger om, hvad man er tilfreds med og måske mindre tilfreds med. På den måde har vi mulighed for at evaluere og kvalitetssikre uddannelsen løbende,” siger Aase Holdgaard.

Rektorforsamlingens formand er fortørnet over, at videnskabsminister, Helge Sander (V), har fremsat forslag om en obligatorisk suppleringsuddannelse for de professionsbachelorer, der på et tidspunkt gerne vil i gang med den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, der udbydes ved Aarhus og Syddansk Universitet. Det er ikke det, uddannelsesreformen lægger op til, understreger hun. Reformen skal netop sikre professionsbacheloren adgang til relevante kandidatuddannelser.

”Det bliver ved med at poppe op - disse forhåndsantagelser om, at den nye uddannelse ikke helt er det, man synes, den skal være. Derfor er det vigtigt, at vi nu gennem den landsdækkende undersøgelse får dokumentation for, hvordan professionsbacheloren klarer sig i praksis og i efter- og videreuddannelsessystemet,” siger hun.

Også formanden for de sygeplejestuderedes landssammenslutning (SLS), Pernille Bach, ser frem til, at uddannelsen bliver evalueret:

”Kun på den måde kan man finde ud af, om der er forskel på kvaliteten af den nye

Side 13

og den gamle uddannelse,” siger hun. Selv tror hun, at der hersker stor skepsis over for professionsbacheloren.

”I modsætning til tidligere har vægten i den nye uddannelse ligget på den forskningsbaserede undervisning. Det er et åbent spørgsmål, om klinikken lige efterspørger det. Men det skal vise sig. Som studerende kan vi godt få det indtryk, at vi ikke skal tro, vi er noget. Det kan skabe barrierer. I stedet burde vi jo kunne lære noget af hinanden. Sygeplejerskerne i klinikken har mange kvaliteter, men derfor skal de jo ikke tro, at det kun er dem, der skal lære os noget. Vi kunne måske også lære dem noget.”

Hun glæder sig
Chefsygeplejerske Kirsten Bruun er en af de mange aftagere til de nye professionsbachelorer. Som leder af sygeplejen på en af sundhedsvæsenets største arbejdspladser, det fusionerede Århus Sygehus, glæder hun sig til at få dem ud i praksis.

”Jeg har store forventninger og håber meget, at de virkelig vil tage en tørn i klinikken. Det er her, vi har brug for dem - til at udføre sygepleje og til at være med til at udvikle den. Vi har i mange år haft nogle meget veluddannede og engagerede sygeplejersker, men til forskel fra ”de gamle” kommer professionsbachelorerne ud med nogle nye kompetencer, i og med at deres viden er på et højere teoretisk niveau i kraft af den forskningsbaserede undervisning, de har fået. De vil være gode til at kunne analysere og reflektere, og de kompetencer kan vi bruge i vores sygepleje, der bliver mere og mere evidensbaseret,” siger hun.

Selv har hun været primus motor i et projekt til monitorering og evidensbasering af den sygeplejefaglige kvalitet, hvor hver eneste afdeling på det daværende Århus Kommunehospital har været involveret. Formålet har været at sikre nogle gode patientforløb.

”Som øvelse har vi arbejdet med at udvikle kliniske retningslinjer inden for sygeplejen, og det arbejde fortsætter vi med,” siger hun og peger på, hvor vigtigt det er også at inddrage basissygeplejerskerne i dette arbejde, så det ikke kun er sygeplejespecialisterne, der står for udviklingssiden.

”De nye professionsbachelorer skal lave sygepleje ligesom deres kommende kolleger. Nu skal de først og fremmest have praksiserfaring og blive nogle dygtige klinikere. Mit store håb er så, at de vil blive i klinikken, hvor der også er karrieremuligheder til dem. F.eks. vil de have mulighed for at blive specialeansvarlige og på den måde være med til at udvikle sygeplejen. Siden har nogle af dem måske lyst til at gå videre med en diplomuddannelse eller en kandidat- eller en masteruddannelse. Men for langt den største parts vedkommende håber jeg, at de bliver i klinikken. At de virkelig vil sygeplejen.”  

Tema om professionsbachelorer

Rektorernes formand: Tag godt imod dem             

Jeg brænder for det praktiske