Synspunkt: Farvel til Boel-testen

Sundhedsplejerske Karen Marie Olsen påviste i 1999 ved en undersøgelse i Vejle Amt, at Boel-testen ikke er en sikker metode til opsporing af tidligt/medfødt høretab.  

Hun publicerede sine resultater i en afhandling udgivet af Aarhus Universitet (1). Men praksis blev ikke ændret på baggrund af undersøgelsen, og Boel-testen blev ved med at være et redskab i sundhedsplejen i mange kommuner. 

Begrundelsen for ikke at tage undersøgelsen alvorligt var bl.a., at sundhedsplejerskerne i Vejle ikke havde gennemgået Børneklinikkens standardiserede uddannelse og brush-up-kurser (Børneklinikken ligger i Kristianiagade, København, og tager sig af sundhedsplejerskers Boel-uddannelse i Østdanmark). 

Nu har to læger på Hillerød sygehus udarbejdet en ny undersøgelse af Boel-testens validitet som høreprøve (2). Resultatet er nedslående. Døve børn består Boel-testen, og som en konsekvens erkendes deres høretab alt for sent. Forældrene til undersøgelsens døve børn havde slået barnets høreproblemer hen og undladt at søge læge, fordi Boel-testen var normal. Derfor gik der lang tid, inden den rette diagnose blev stillet. Desuden blev nogle børn henvist til speciallæge uden grund, selv om barnets hørelse var normal. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været tale om midlertidigt høretab, fordi nogle børn havde væske i øret på undersøgelsestidspunktet - væske, som efterfølgende er forsvundet spontant. 

Aktuelt er argumentet for ikke at tage den nye undersøgelse alvorligt, at Boel-testen ikke er en høreprøve, men en opmærksomhedsprøve. 

Men at Boel-testen er en høreprøve, understreges af prøvens akustiske elementer, hvor man ringer med klokker og bjælder med forskelligt frekvensområde. Og hvorfor skulle vi henvise til en ørelæge ved uregelmæssigheder, hvis Boel-testen ikke var en høreprøve? 

At Boel-testen ikke skulle være en høreprøve, er et argument uden rod i praksis. Boel-testen er bl.a. en høreprøve. Men desværre en grov og unøjagtig høreprøve. 

Der er andre værdifulde delelementer i Boel-testen end høredelen, og besøget i familien ved ottemånedersalderen er fortsat et meget vigtigt tilbud til familierne. Ved dette besøg vurderes bl.a. barnets motorik, sprog og syn. 

At sundhedsplejersker har fundet børn med hørenedsættelse ved hjælp af Boel-testen, er et faktum. Men desværre for få børn. Vi har ikke været opmærksomme nok på, at helt døve børn udvikler en uhyre fintfølende syns- og følesans, som gør dem i stand til at reagere på bevægelser og luftstrømme i stedet for på lyden. Nogle kommuner er dog ophørt med at bruge Boel-testen som konsekvens af ovenstående. 

Desuden er det kun ca. 1-1,5 promille ud af en årgang, der er helt døve, og derfor vil den enkelte sundhedsplejerske uanset screeningsmetode finde få børn med høretab.  

Sundhedsstyrelsen vil gennemføre hørescreening af alle nyfødte, screeningen er dog ikke trådt i kraft i alle amter endnu. Men selv når denne screening er indført, vil der være børn, der mister hørelsen senere eller har høretab, som ikke opdages ved screeningen. Hvilken metode vil være brugbar til at finde disse børn? Her ligger en stor opgave for fremtidens sundhedspleje. 

Boel-testen har været sundhedsplejerskens redskab i mere end 30 år, og den har været bredt anerkendt af forældrene. Der er elementer i Boel-testen, der er gode og stadigvæk brugbare. Dem kan man bevare. Men det er på tide at sige farvel til Boel-testen i sin nuværende form. 

Ikke al sundhedspleje er evidensbaseret og skal heller ikke være det. Men når der, som i dette tilfælde, foreligger evidens for, at en eksisterende metode ikke fungerer godt, og at den genererer nogle betænkelige problemer, må vi reagere. 

Inger Sølling og Anette Mielche er sundhedsplejersker i Sundby Nord, København. 

Sanne Elkjær er sundhedsplejerske på Amagerbro, København. 

Litteratur

1. Olesen KM. Boel-testens validitet i relation til tidligt/medfødt høretab Master of Public Health. Udgivelse nr. 21 Aarhus: Aarhus Universitet, 1999.
2. Ravn SH, Bjerager M. BOEL testen: en falsk tryghed. Ugesk Læger 2004;166/36:3086-8