Synspunkt: Se kritisk på medicinlisterne

Mere end halvdelen af de borgere, som får hjælp til administration af medicin, er brugere af benzodiazepiner. Nogle har en ordination på ét præparat flere gange om dagen og et andet til natten. Andre har et præparat p.n. Fælles for alle præparaterne er, at de ikke er egnede til at blive brugt mere end højst 14 dage.

Rigtig mange mennesker har brugt disse præparater i en lang årrække. Lige så mange er plaget af de bivirkninger, der følger så sikkert som amen i kirken.

Stærk angst, uro, rast- og søvnløshed, mareridt, depressioner, selvmordstanker, uvirkelighedsfølelse (som at være i en glasklokke), social fobi (svært at gå i forretninger, køre bus eller være i selskab med flere mennesker), hovedpine, mavesmerter, muskelsmerter, kvalme, influenzalignende symptomer, hukommelsesbesvær, rystelser, svimmelhed og kramper er nogle af de bivirkninger, langtidsbehandling leder til.

Sygeplejersken bragte i nr. 28 i 1996 nogle rystende artikler om benzodiazepiner. De vakte min opmærksomhed, og jeg har siden læst om og deltaget i undervisning om præparaterne og om, hvordan man hjælper med nedtrapning. Samtidig har jeg ført samtaler med mange af de berørte borgere. Her har jeg fået bekræftet, at de beskrevne skader af benzodiazepiner ikke er overdrevne. Den tilvænning, som er årsag til kraftig udvikling af afhængighed, kan i nogle tilfælde gå meget hurtigt. Det kan være som at spille russisk roulette at tage sin første sovetablet.

I min hverdag er jeg så heldig at have en leder og kollegaer, som deler min interesse. I de efterfølgende år har vi kigget kritisk på medicinlister, der indeholdt langtidsordinerede benzodiazepiner. En del borgere har gennemført nedtrapning, og flere er fortsat på vej. I nogle tilfælde har vi egen læge - i andre en psykiater - som samarbejdspartner omkring nedtrapningen.

Da en borger efter at have brugt benzodiazepiner i 44 år ønskede at nedtrappe, havde hun brug for en nedtrapning af 4-5 års varighed, fandt vi ud af. Der er gået et halvt år, men borgeren har allerede opnået at have en god nattesøvn og kan nu selv foretage sine indkøb.

Vores store opgave hos borgere under nedtrapning er at opmuntre og huske dem på, hvor plagsom deres hverdag var, inden de begyndte den seje kamp, som det er at komme ud af stoffet. Abstinenserne er slemme til at dominere oplevelsen af nuet og får hverdagen til at virke skræmmende. Det kan give længsel efter flere og ikke færre tabletter. Men når vi nævner de gamle plager - isolationen, ensomheden og fobierne - så er erindringen på plads igen og dermed motivationen til at fortsætte. Remsen bliver gentaget hyppigt i forløbet, ellers ville det være den sikre vej tilbage til fuld benzodiazepinstyrke. Vi må være tålmodige supportere.

Der er interaktion mellem visse former for behandling af luftvejslidelser og benzodiazepiner. I større doser kan åndedrættet påvirkes. Personer med astma eller dårlige lunger får forværret deres vejrtrækning ved også at få benzodiazepiner. Vi har haft en borger, som sad med iltkateter i næsen og gispede efter vejret. Nu, efter at benzodiazepinen er udtrappet, har borgeren sendt iltapparatet retur og lufter selv sin hund.

Mange borgere er bevidste om, hvor invaliderende stoffet har været. Men de fleste er uvidende om, hvilken sammenhæng deres lidelser og handicap kan have med den medicin, de har fået i mange år.

Den viden, sygeplejersker har om benzodiazepinernes skadelige virkning, forpligter. Når vi ser en borger blive behandlet med stoffet ud over de af Sundhedsministeriet foreskrevne 2-4 uger, må vi handle. Det kunne ligne overgreb at lade være.

Christine Frederiksen er primærsygeplejerske i Helsingør Kommune.