5 faglige minutter: En healer mod søvnløshed

Jeg er i tvivl, om jeg er ved at blive rablende gal, og om min faglige dømmekraft er ved at stige til vejrs.

Jeg er nødt til at fortælle jer en historie, men fortæl den ikke til andre, da jeg nødigt vil ende på forsiden af Ekstra Bladet ved siden af de djævleuddrivende præster og psykiatere. 

Kim, som er kommet sig efter en svær sindslidelse, ringede en dag til mig for at spørge, om vi kunne bruge hans mors hjælp. Han beskrev sin mor som en kvinde, der kan alt muligt, og som har lyst til at hjælpe til i psykiatrien. Jeg er grundlæggende af den holdning, at det er vigtigt at inddrage omverdenen mest muligt i vores arbejde, så jeg var positiv. 

Ugen efter sad jeg over for en venlig og rolig dame. Jeg spurgte hende, hvordan hun havde tænkt sig at hjælpe os. Hun forklarede, at hun var god at snakke med, at hun kunne give zoneterapi, og derudover havde hun nogle særlige evner i forhold til healing. 

Nu hører det med til historien, at healing, planeters placering og Tarotkort normalt ikke er ingredienser, der indgår i min jordnære dagligdag. Jeg har dog læst i flere seriøse bøger om recovery, at det også er nødvendigt at være åben over for den spirituelle verdens hjælpemulighed, hvis det er meningsfyldt for den sindslidende at få hjælp her. Så jeg forsøgte at sidde roligt på skrivebordsstolen, mens min hjerne kørte på højtryk for at finde ud af, hvordan jeg skulle tage imod den udstrakte hånd fra denne venlige dame, alt imens hun fortalte om, at hun blot var et medie for nogle øvre kræfter. 

Det var på dette tidspunkt, at min ellers rationelle faglige hjerne må være begyndt at koge over, for pludselig hørte jeg mig selv sige: ”Der er en, du skal møde.” 

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Jeg havde netop haft besøg af en tidligere beboer, som havde store psykiske problemer. På grund af nogle psykotiske forestillinger var Karin så bange for at sove, at hun stort set ikke havde sovet i tre døgn. Hendes verden var ved at bryde sammen, da hun ikke længere havde det psykiske overskud til at adskille sin psykotiske verden fra den verden, som jeg opfatter som den virkelige. Alle tegn - jeg vil tro selv dem i sol, måne og stjerner - pegede i retning af, at hun i løbet af kort tid ville ende på en lukket psykiatrisk afdeling, da det var det, der normalt skete. 

Der var straks god kontakt mellem de to, og den venlige dame var ikke i tvivl om, at healing ville hjælpe Karin. Hun forklarede, at hvis hun healede Karin, så ville hun mærke en varme stige op igennem sine ben, og hun ville derefter falde i søvn. 

Karin var med på ideen, så inden jeg fik slået hjernen til igen, så jeg Karin gå i retning af togstationen sammen med dette venlige medie. Jeg fik et chok tre timer senere, da Karin stod i min døråbning og lignede en veludhvilet solstråle. 

”Den dame kan noget særligt,” sagde hun. Alt var gået, som healeren havde forudsagt, og Karin havde haft svært ved at vågne efter den første dejlige søvn i ugevis. 

Der sad jeg blot og gloede målløs på Karin, mens jeg ikke kunne begribe, at den sammenkrøllede, angste og energiforladte krop, jeg for få timer siden sendte ud ad døren, nu stod og struttede af energi. 

Efter at Karin var gået, fik jeg fra min trancelignende tilstand øje på et stort antal medarbejdere, der stod i min døråbning med øjne på størrelse med møllehjul, mens de spurgte: ”Hvad er der dog sket med Karin?”  

Jeg fik fremtvunget et: ”Jeg ved det ikke.” Jeg kunne spejle mit måbende ansigt i deres åbenstående øjne, og jeg kunne se, at de tænkte i kor: ”Der er ingen huller i denne mands uvidenhed.” 

Overraskelsernes tid var dog ikke forbi. Da jeg fortalte medarbejderne om healeren, tog de det roligt. Det viste sig, at stort set alle andre end jeg havde prøvet healing, og denne tendens bredte sig ud over min arbejdsplads til naboerne og vennerne. Ja selv min toptunede Gucci-svigerinde havde forsøgt sig med healing. Pludselig følte jeg mig som en del af en minoritetsgruppe, hvilket i sig selv er skræmmende i dagens danske samfund. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men jeg ved, at denne healer forhindrede en indlæggelse, og at Karin har sovet langt bedre og mere end normalt lige side