Boganmeldelser

Videnbaseret forslag til konkrete mentorordninger

Carola Aili, Håkon Persson, Kerstin Persson

Mentorskab

At organisere skolens møde med nye lærere

Oversat fra svensk af Alf Andersen
Århus: Forlaget Klim 2004
171 sider, 219 kr.

Mentorordninger er et redskab til fremme af nye underviseres kompetencer i praktisk lærerarbejde. Aili, Persson og Persson giver et bud på organisering af kollegiale mentorordninger, som adskiller sig fra mange andre beskrivelser, fordi de har en socialkonstruktivistisk og interaktionel synsvinkel. Derved handler det ikke kun om den enkelte udvikling, men om hele organisationens udvikling og om forholdet til lærerteam. 

Formålet med bogen er at være til støtte for nyansatte lærere og potentielle mentorer, skoleledere og udviklingsansvarlige, kursusledere og kursister, som beskæftiger sig med mentorskab. 

De første seks kapitler er en omfattende indføring i socialkonstruktivistisk og interaktionel tænkning og i det socialpsykologiske og handlingsteoretiske grundlag. Indføringen tjener som argumentation for forfatternes forslag til organisering af konkrete mentorordninger. Det er værkets styrke, at der er tale om et forslag, der er videnbaseret i den forstand, at det bygger på både et beskrevet teoretisk grundlag og erfaringer fra forfatternes eget arbejde. Den teoritunge gennemgang er imidlertid også værkets akilleshæl, fordi den nedtoner den handlingsvejledende del, som ellers må have målgruppens primære interesse. Hvis forslaget skal føre til konkrete mentorordninger, kræver det derfor en væsentlig indsats fra de ansvarlige. Udgangspunktet er svenske skoleforhold, men der synes ikke at være nogen hindring for at implementere tilsvarende mentorordninger i danske sygeplejeskoler. 

De socialkonstruktivistisk og interaktionelt inspirerede mentorordninger kan imidlertid også supplere andre metoder til introduktion og kompetenceudvikling i sygeplejen. Læring gennem individuelle vejledningssamtaler er en veludviklet strategi hos mange sygeplejersker. Det kan mentorskaber bygge videre på til gavn for både den nyansatte sygeplejerske og for arbejdspladsen. 

Af Lone Hougaard, vicerektor, cand.cur., Sygeplejeskolen i Vejle Amt. 

Tallene som redskaber

Hans Lund, Henrik Røglind

Statistik i ord

København: Munksgaard 2004
128 sider, 158 kr.

En ny type statistikbog har set dagens lys. Den henvender sig til de læsere, der skal have statistikken listet lidt ind ad bagdøren. Nogle statistiske begreber og problemstillinger præsenteres gennem tekst i højere grad end gennem formler, skønt tal og formler ikke helt kan undgås. Hensigten med bogen er, at læseren senere vil kunne kaste sig over de mere traditionelle statistikbøger med en forhåndskundskab, der letter læsningen. Idéen er god, da der ofte mangler mellemregninger i traditionelle tekster. Jeg ser bogen som et godt supplement til andre lærebøger i statistik. 

Forfatterne begrunder bogens relevans ved at påpege, at videnskabelig dokumentation er en forudsætning for evidensbaseret praksis. Heri er jeg enig, men det kan måske få nogle faggrupper i sundhedsvæsenet til at stejle, hvis det antydes, at statistik er lig videnskabelighed eller vice versa.  

Allerede i de indledende kapitler omtales data som værende kvantitative og generaliserbare, som om der ikke findes andre typer data. Det er derfor nødvendigt at sætte sig ud over denne tilsyneladende videnskabsteoretiske snæversynethed, hvis man skal kunne få udbytte af bogen. Selvom videnskabelighed anskues ud fra en kvantitativ vinkel, kommer forfatterne dog ind på statistikkens begrænsninger og fremhæver, at tallene aldrig må stå alene. Tallene er redskaber, ikke konklusionen. 

Forfatterne bruger ikke alene sundhedsvidenskabelige problemstillinger, men også situationer fra hverdagen for at lette forståelsen af stoffet. De statistiske begreber, der tages med, er relevante, da de giver en bred indføring i statistikkens verden. Der er en udmærket ordforklaring på de væsentligste begreber. 

Det vil ikke være muligt selvstændigt at udføre statistiske undersøgelser efter denne bog, men det vil nok være muligt at få en bedre forståelse for andres undersøgelser. Bogen kan således anbefales enten som introduktion til traditionelle statistikkurser eller som introduktion til læsning af videnskabelige artikler, der støtter sig til statistiske argumenter.

Af Ingrid Egerod, sygeplejerske, cand.cur., ph.d., seniorforsker, UCSF. 

Samtaler fjernt fra hjemlandet

Inger-Marie Corfitz Lilledal

Fortællinger om forældreskab - på tværs af kultur og etnicitet

Åbenrå:  Udviklings- og formidlingscenter for børn og unge 2004 
254 sider, 160 kr.

Seks forældre med anden etnisk baggrund, tre kvinder og tre mænd, fortæller om, hvordan forældreskabet former sig ud fra de erfaringer, de har med fra deres hjemland og fra deres tid i Danmark. Forældrene kommer fra Sri Lanka, Somalia, Burundi, Iran, Libanon og Afghanistan.  

Samtalerne er ført efter den narrative metode, som giver forældrene mulighed for at give deres egen fortolkning af sig selv, uden at andres fortolkning indblandes. Metoden giver læserne mulighed for at møde forældre med anden etnisk baggrund og få dybere forståelse for deres tanker om at være forældre, overvejelser, som ellers let bliver usynlige. Den narrative metode beskrives letforståeligt og giver både kendskab til en anden forskningsmetode og indføling i de seks menneskers forældreskab. 

Efter en kort introduktion til personen før hver samtale, beskriver forælderen sit livsforløb fra barndommen og til i dag. Fortællingerne er spændende og giver indblik i forældrenes overvejelser. Det giver indblik i deres dilemma ved at være forældre i et andet land med en anden religion og kultur, end de selv er opvokset i. 

Efter hver fortælling analyseres fortællingen, som relateres til teori om etniske minoriteter og deres baggrund. Forældrefortællingerne kan sagtens læses som smukke historier, uden at man behøver at forholde sig til den efterfølgende analyse. Find en god lænestol, for det er svært at slippe bogen, når man først er kommet i gang. Som optakt til hver fortælling er der et smukt maleri af Vibeke Fonnesberg.  

Samtalerne er kommet i stand som følge af regeringens ønske om bedre integration, og midlerne kommer fra ”Forældreuddannelse for socialt udsatte forældre med anden etnisk baggrund.”  

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

Et langstrakt måltid

Gitte Jagtmann  

”Jeg gør en forskel” - en dag med ernæringsassistenten
København: Millimeter Produktion for Bispebjerg Hospital 2004

43 minutter, 150 kr.

Stillingen som ernæringsassistent blev oprettet i 2000 som noget nyt. Ernæringsassistenten skal hjælpe småtspisende patienter med at få dækket deres behov for energi og protein under indlæggelsen. Videoen viser, hvordan ernæringsassistenten arbejder i løbet af en dag på ortopædkirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Der er konkrete anvisninger på, hvordan maden kan anrettes delikat, og eksempler på kommunikation med patienterne om deres kost, men der gives også eksempler på god køkkenhygiejne og bagning af brød til eftermiddagskaffen. Videoen favner således meget bredt i sine budskaber.

Film kan på en række områder formidle budskaber mere præcist og lettere rejse debat end det skrevne ord, så det er en god idé at producere en video om netop ernæring. Men det forudsætter en klar formidling af budskaberne og præcis viden om målgruppens behov. Desværre er det ikke angivet, hvem der er målgruppen, så det er svært at vurdere indholdets relevans.

Jeg har set videoen flere gange og synes, den var langstrakt, nærmest kedelig. Da jeg viste den for to hold sygeplejersker, et hold fra primær sektor og et hold fra en hospitalsafdeling, bad alle om at få lov til at slukke efter 20-25 min. De syntes, videoen var kedelig og uvedkommende for deres arbejde. Jeg tror, deres reaktion skyldes, at der har været en for løs styring af de budskaber, der ønskes bragt, og det skyldes manglende øvelse i at formidle budskaber ved hjælp af video. Det er jo synd, for initiativet er godt.

Jeg har ikke vist videoen for social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter.

For mig lægger videoen også op til en meget principiel diskussion om, hvad effekten reelt er hos patienterne ved at indføre en ny personalegruppe, ernæringsassistenterne. Rent pragmatisk kan jeg godt forstå, hvis argumentet er: Der er en række patienter, der sulter under indlæggelsen, det problem skal løses, og kan ernæringsassistenter løse det, så lad det være måden. Altså en form for målet helliger midlet.

Når jeg bedømmer videoen og hele konceptet med ernæringsassistenter, er jeg farvet af, at jeg selv har arbejdet intenst med, at ernæring er et basalt, men også komplekst område inden for sygeplejen. Jeg har beskrevet, hvor stor viden sygeplejerskerne skal være i besiddelse af for at kunne magte patienternes ernæringspleje, hvis det skal gavne patienten i hele patientforløbet.

Min egen forskning viste, at en kort daglig indsats fra sygeplejersken på sygehuset fortsat havde en stor betydning fire måneder efter patientens udskrivelse. Målet med ernæringsplejen var ikke kun at hjælpe patienterne med at få dækket deres behov for energi og protein under indlæggelsen, men også at forberede dem på perioden efter udskrivelsen.

Min faste overbevisning er fortsat, at sygeplejersker er de bedste til at yde sygepleje, og at det ikke tjener patienterne, at deres pleje bliver omsat til opgaver, der kan løses af andre faggrupper. Men jeg bøjer mig gerne, når der foreligger dokumentation for det modsatte.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., seniorforsker, Hjertecentret, Rigshospitalet.