Sygeplejersken
Dansk sygeplejeforskning skal være i verdensklasse
For få. Der uddannes ikke nok forskere og etableres ikke nok stillinger i forhold til, hvor meget syge-plejen fylder i det danske sundhedsvæsen, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd Aase Langvad. Hun og en gruppe sygeplejeforskere er aktuelle med den nye ”National strategi for sygeplejeforskning.”
Sygeplejersken 2005 nr. 5, s. 16-17
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
”De venter på den derude,” siger Aase Langvad, Dansk Sygeplejeråds næstformand. ”De” er alle interessenterne, lederne i sundhedsvæsenet, uddannelsesinstitutionerne, forskningsmiljøerne, de politiske beslutningstagere og de bevilgende myndigheder.
”Den” er en lille rød-hvid pjece med titlen ”National strategi for sygeplejeforskning 2005-2010,” som Dansk Sygeplejeråd nu sender ud til de relevante aftagere.
Indholdet i pjecen kan få stor betydning for sygeplejeforskningens videre skæbne. Det er nemlig her, der gøres status for, hvor langt man er nået siden 1999, hvor den første strategi blev sendt på gaden, og det er her, man ude omkring i praksis og på uddannelsesinstitutionerne kan hente inspiration til sin egen forskningsvirksomhed.
”Med udsendelsen af strategien vil vi gerne sætte fokus på sygeplejeforskningens vilkår og de områder, vi mener, det er oplagt, at sygeplejersker forsker i,” siger Aase Langvad, der sammen med en gruppe af sygeplejeforskere står bag udarbejdelsen af pjecen. Oplagte områder er f.eks. forebyggelse og sundhedsfremme, hvor målgrupperne er gravide, børn og unge, udsatte voksne, ældre samt langvarigt syge.
Mangler anerkendelse
Ambitionerne er store. Dansk sygeplejeforskning skal være i verdensklasse, hedder det et sted i forskningsstrategien. Konkret betyder det, at danske sygeplejeforskere og dansk sygeplejeforskning skal kunne måle sig med, hvad der produceres på internationalt plan. Det er sygeplejerskerne godt på vej til, mener Aase Langvad, som bl.a. peger på, at meget af den danske sygeplejeforskning i
Side 17
dag finder vej til internationale fagtidsskrifter.
”Vi skal have mange flere sygeplejersker i gang med kliniske forskningsprojekter, ligesom vi skal have uddannet nogle flere sygeplejersker til at forske,” siger hun.
”For selv om vi kan bryste os af at være det land i Europa, som først har fået formuleret en overordnet national strategi for sygeplejeforskning efter Europarådets anbefalinger, og selv om der forskes mange steder af flere og flere veluddannede sygeplejersker, så går udviklingen for langsomt. Der uddannes ikke nok forskere, og der etableres ikke nok stillinger og forskningsmuligheder i forhold til, hvor meget sygeplejen fylder i det samlede danske sundhedsbillede. Der skal simpelthen sættes nogle flere penge af til den fortsatte udvikling,” fastslår hun og tilføjer:
”Det gælder både nationalt og lokalt - fra de statslige forskningsråd og andre bevilgende myndigheder til udviklingsrådene på CVUerne og ikke mindst lederne i praksis. Når der skal lægges budgetter, så bør de i høj grad medtænke sygeplejeforskningen i klinikken.
Næste træk bliver en præsentation af strategien i det internationale sygeplejeråd (ICN), når der holdes verdenskongres i maj på Taiwan.
Den nationale strategi for sygeplejeforskning anbefaler, at flere sygeplejersker får mulighed for at tage en forskeruddannelse i form af en ph.d. Selv om antallet af ph.d.-uddannede sygeplejersker har været støt stigende de senere år - i dag er tallet oppe på godt 45 - så er det ikke nok. Inden for få år vil der ske en kraftig afgang af ph.d.-uddannede sygeplejersker fra arbejdsmarkedet, fordi mange af de første tog deres grad i en forholdsvis moden alder. Erfaringer fra udlandet siger, at godt 25 pct. af en sygeplejerskeårgang skal gå videre med en kandidatgrad eller mastergrad, og at godt 25 pct. af disse bør tage en ph.d.-grad af hensyn til, at ph.d.erne skal uddanne kandidater og mastere, som igen skal uddanne de kommende bachelorer i sygepleje.