Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En strategi er sagen

Lokalt. Det er oplagt at bruge den nationale forskningsstrategi som referenceramme for lokale initiativer. Det viser erfaringer fra Aalborg og Gentofte. Her har man tilpasset de overordnede anbefalinger efter, hvad der kan lade sig gøre lokalt.

Sygeplejersken 2005 nr. 5, s. 16-17

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

”Hun har det bare som blommen i et æg,” siger forsknings- og udviklingssygeplejerske Mette Kjerholt om kollegaen Charlotte Delmar. Begge er drevet af en stor interesse for at udvikle sygeplejeforskningen, og sammen har de et forskningsprojekt om hospitalssygeplejerskers mangfoldighed af opgaver og forskellige fagidentiteter.

Mette Kjerholt er ansat på Københavns Amtssygehus, Gentofte, og Charlotte Delmar er leder af Aalborg Sygehus forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, der kan fejre sin femårs fødselsdag i marts.

De to forskningssygeplejersker har begge taget udgangspunkt i Dansk Sygeplejeråds nationale delstrategi for sygeplejeforskning 1999-2002, da der skulle formuleres en lokalt forankret forskningsstrategi på deres arbejdspladser. Og begge ser frem til den revision af strategien, der nu er på trapperne.

Charlotte Delmar kan glæde sig over, at forskningsenheden i Aalborg meget langt hen ad vejen lever op til anbefalingerne i den nationale strategi for sygeplejeforskning. Det samme kan Mette Kjerholt, men erkender også, at der er et stykke vej endnu, inden sygeplejeforskningen for alvor er etableret på amtssygehuset i Gentofte.

”Vores lokale strategi har hjulpet os et stort skridt videre med etablering af sygeplejeforskningen på sygehuset, men vi ved også, at der er behov for yderligere initiativer, før sygeplejeforskningen får en markant plads og betydning i sygehuset. Derfor har vi i sygeplejeudviklingsudvalget og i sygehusets tværfaglige forskningsudvalg indgående drøftet, hvilke områder i vores strategi vi endnu ikke har nået, samt kommet med anbefalinger til, hvad der skal sættes i gang, for at vi kan nå de opstillede mål,” siger hun.

Fokus på lederne

Mette Kjerholts stilling som forsknings- og udviklingssygeplejerske er den eneste af sin art på amtssygehuset i Gentofte, og det betyder, at hun har hele sygehuset som ”kunde.” Derfor er der grænser for, hvor meget fokus hun kan have på sygeplejeforskningen, selv om der på de fleste afdelinger er ansat kliniske udviklingssygeplejersker, som hun har et tæt samarbejde med. 

Mette Kjerholt deltager i de ugentlige møder i oversygeplejerskerådet, i møderne i det sygeplejefaglige udviklingsudvalg samt i det tværfaglige forskningsudvalg. På den måde sikres en vidensdeling i forhold til forskning og udvikling af sygeplejen. 

Side 17

Det tværfaglige forskningsudvalg på sygehuset arbejder også på at få ansat en lektor i klinisk sygepleje til sygehusets tværfaglige forskningsenhed.

”Det vil være et stort fremskridt,” siger Mette Kjerholt. ”Men det ultimative vil dog være en særlig forskningsenhed, hvor man suverænt kan have fokus på sygeplejeforskningen.”

Hvad Mette Kjerholt kan drømme om, har Charlotte Delmar opnået i Aalborg. Her er der etableret en særlig enhed for klinisk sygeplejeforskning med fem ansatte i alt.

Charlotte Delmar fremhæver især vigtigheden af at være forankret i sygehusets organisation. F.eks. sidder hun med som forskningsleder til møderne i oversygeplejerskerådet, hvor der er et fast punkt, der hedder forskning: "Det er simpelthen noget med at vænne lederne til at medtænke forskning i klinikken,” forklarer hun.

Charlotte Delmar har også månedlige netværksmøder med sygehusets udviklingssygeplejersker for at skabe koordination mellem udviklingsarbejdet og forskningen. Og så har hun efter eget udsagn støtte fra en fantastisk lægefaglig chef.

Nordisk interesse

De to forskningssygeplejersker har begge ventet på den reviderede udgave af Dansk Sygeplejeråds ”National strategi for sygeplejeforskning 2005-2010”:

”Jeg brugte den første strategi som en slags skabelon eller referenceramme til at strukturere arbejdet med opbygningen af forskningsenheden i Aalborg. Hvordan skulle organisationen være? Hvordan med økonomien? Spørgsmål, som der findes anbefalinger for i den nationale strategi,” fortæller Charlotte Delmar.

Både hun og Mette Kjerholt har i et samarbejde med sygehusets forskningsinteresserede sygeplejersker tilpasset de overordnede anbefalinger til de lokale konkrete forhold efter devisen: Hvad kan lade sig gøre her?

”Selv om Aalborg Sygehus er blevet en del af Århus Universitetshospital, skal vi stadig have vores egen lokale forskningsstrategi, fordi vi hele tiden bliver nødt til se på, hvad vi har af ressourcer og konkrete forskningsmuligheder,” forklarer Charlotte Delmar.

Forskningsenheden har vakt interesse hos kolleger i Finland og Norge. ”F.eks. har vi lige haft studiebesøg fra Stavanger, hvor sygehuset er ved at få status som universitetshospital og derfor skal have en ny forskningsenhed for klinisk sygepleje. Vores enhed er nemlig noget ganske atypisk i nordisk sammenhæng. I de andre nordiske lande forbliver de forskeruddannede sygeplejersker på uddannelsesinstitutionerne i stedet for at få ansættelse i klinikken,” fortæller hun.

Mette Kjerholt er cand.cur., MA, MLP, Charlotte Delmar er cand.cur., ph.d. 

Tema: Forskning i sygeplejen