Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ph.d.-forsvar: Undervisning af KOL-patienter

Patientundervisning som led i rehabilitering ved kronisk obstruktiv lungesygdom belyst gennem litteraturstudie og patientinterview. Masterafhandling forsvaret den 24. august 2004

Sygeplejersken 2005 nr. 5, s. 29

Af:

Karin Birtø, sygeplejerske, forebyggelseskonsulent, master i rehabilitering

Problemformuleringen er: Hvilke karakteristika har formelt planlagte patientundervisningsprogrammer for patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL), der kan påvise en dokumenteret effekt afdækket gennem et systematisk litteraturstudie? Og hvilken effekt måles der på?

Hvilke erfaringer og oplevelser kan en gruppe patienter, der har gennemgået et undervisningsforløb på et dansk sygehus supplere med?

Emnet er valgt på baggrund af det drastisk stigende antal af mennesker med kroniske sygdomme med et stigende behov for en tværfaglig og -sektoriel rehabiliteringsindsats. Patientundervisning ses som et centralt element i inddragelse af menneskers eget ansvar for sygdoms- og sundhedsforløb.

En systematisk litteraturgennemgang afdækker, hvilke undervisningsprogrammer der dokumenterer en effekt. Herefter udførtes et kvalitativt fokusgruppeinterview med patienter i et syvugers rehabiliteringsprogram med gruppeundervisning og fysisk træning.

Diskussionen inddrager sundhedspædagogisk teori og moderne rehabiliteringsteori som grundlag for et fortsat arbejde med patientundervisning.

I litteraturstudiet måles effekten på bl.a. åndenød, forværringer, gangdistance, træthed, kontakt med sundhedsvæsenet, medicinforbrug og -udgifter, fravær fra arbej- de, sundhedsudgifter, egenomsorg, livskvalitet, ”self-efficacy,” viden og patienttilfredshed. Konklusionen er, at selvom struktur, indhold og pædagogisk tilgang er meget forskellig, giver flere af studierne identiske resultater (evidensgrad B).

Patienterne peger på glæde, energi, livskvalitet, tillid til at klare stresssituationer, ændret fysik, øget viden og motivation og efterlyser tid til individuelle spørgsmål og opfølgning med gruppen for at bevare viden og færdigheder.

Karin Birtø er ansat på Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse H:S, Bispebjerg Hospital.

Forsvar. Forsvaret fandt sted på Syddansk Universitet, Odense.

Opponent var Birgit Kirkebæk, dr.pæd., freelanceforsker og foredragsholder.

Vejleder var Helle Johannesen, mag.scient. og ph.d., lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Odense.