Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Præmieafdeling med et problem

Snævre rammer. Sygeplejerskerne i afdeling O1, Frederiksberg Hospital, har tilfredse patienter, faglig udvikling og et godt forhold til kolleger, læger og terapeuter. Hvad de mangler, er badeværelser med ordentlig plads, samtalerum og bedre kontorlokaler.

Sygeplejersken 2005 nr. 5, s. 13-15

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2005-05-14-01Birthe Madsen ligger med smertepumpe og overvågningselektroder og, som hun selv siger, et spritnyt knæ. Som helt nyopereret må hun have hjælp til vask og påklædning, og det er småt med pladsen, når sygeplejerskerne Helle Jensen og Jane Refer skal rundt. Et sengeforhæng gør det ud for privatliv.

Men Birthe Madsen, gammel lægesekretær, har kun godt at sige om Frederiksberg Hospital, selv om hun ligger på en firesengs stue i en ældre bygning. Det er anden gang, hun er indlagt i Ortopædkirurgisk Klinik, hvor hun fik en ny hofte for to måneder siden, og det er efter eget valg. 

Hun bor i Roskilde Amt, men en narkoselæge af hendes bekendtskab anbefalede Frederiksberg Hospital. 

Klemt på sygeplejekontoret

Ortopædkirurgisk Klinik O1 er en del af Elektivt Kirurgisk Center på Frederiksberg Hospital. Afdelingen har et aktivt fagligt miljø med et veludbygget kontaktlægesystem, accelererede forløb for knæpatienter og nye informationsmetoder som patientdagbøger og en interaktiv hjemmeside.

O1 henter fine resultater i sine tilfredshedsundersøgelser, og der er stor søgning fra patienter, der skal have en planlagt ortopædkirurgisk operation. Så stor, at klinikken tjener 40 millioner kroner ind om året til H:S på patienter fra andre amter. Men den store aktivitet giver også problemer. O1 har fortrinsvis tosengs- og firesengsstuer uden bad og toilet, og overalt mangler der plads.

Helt galt står det til på afdelingens sygeplejekontor, der også fungerer som fast arbejdsplads for afdelingens sekretær, som frokoststue for personalet og som reception for henvendelser fra nye patienter, pårørende osv. 

Det er omkring 25 kvadratmeter og virker stort og lyst, når der kun er få personer i det. Men omkring stuegangstid myldrer op til 30 sygeplejersker, læger, fysioterapeuter m.fl. ud og ind, og så er det ikke sjovt at være sekretær og sidde lige inden for døren med en ringende telefon og skrivearbejde.  

Gamle badeværelser

”Det værste for sygeplejerskerne er de trange forhold på toiletter og badeværelser. Der er kun to badeværelser, hvor vi kan være mere end én om at hjælpe patienten,” siger sygeplejerske Helle Jensen.

Hun har været i afdelingen i over fire år og er rigtig glad for patienterne og det kollegiale sammenhold. Det vejer tungere end de knap så gode fysiske rammer.”Sygeplejekontoret kan man sige meget om. Men der er også en fordel ved, at alle faggrupper er her. Og problemerne ved stuegang skyldes bl.a., at vi har et kontaktlægesystem, som fungerer,” forklarer hun.

Side 14

”Alle læger kommer og tilser de patienter, de selv har forundersøgt og opereret. Så i en gruppe på otte patienter har vi f.eks. fem læger at gå stuegang med, og vi har i alt ti læger tilknyttet.”

Afdelingen er ikke præget af tunge plejeopgaver, men de første dage efter operationen skal patienterne have hjælp, tilføjer klinisk udviklingssygeplejerske Jane Refer.

”Og når vi kun har to ordentlige badeværelser til 23 patienter, betyder det, at patienterne og vi somme tider må vente på, at de bliver ledige. De små kan til nød bruges, hvis patienten kan klare sig med en let hånd til støtte.”

Mange patienter har faktisk glæde af at dele stue med nogen, de kan snakke med. Men sygeplejerskerne må ofte flytte rundt på borde, gangvogne og andre hjælpemidler for at komme til. 

Til gengæld er det et fælles problem for personale og patienter, at afdelingen mangler tidssvarende træningsfaciliteter og et sted at tale med patienter og pårørende uden at blive forstyrret. 

”Hvis man har brug for at gå i enrum, må man bruge depotet eller finde et hjørne på gangen. For der er også mange patienter i dagligstuen,” siger Jane Refer. 

Foreløbig løsning

Efter et tilsynsbesøg i januar 2004 stillede Arbejdstilsynet krav om forsvarlige arbejdsforhold på sygeplejekontoret, specielt for sekretæren. Toilet- og baderum

Side 15

fik ingen anmærkninger, men både klinik- og centerledelse har længe ønsket at få bedre forhold, og en flytning af hele afdelingen var planlagt i løbet af 2004, oplyser centerchef Torben Pedersen.

”Men det endte med, at en anden afdeling blev prioriteret. Foreløbig må vi forbedre forholdene inden for de nuværende rammer.”

I løbet af foråret skal der rokeres rundt på en række funktioner, og nogle skal flyttes helt uden for sengeafdelingen. Oversygeplejersken flytter f.eks. fra det kontor, hun deler med afdelingssygeplejersken, så sekretæren kan komme ud af sygeplejekontoret.

”Men det er udelukket at indrette badeværelser i forbindelse med sengestuerne, som vi ønsker. Det ville give færre senge,” siger Torben Pedersen. Og der er tværtimod brug for flere. Der er allerede oprettet to ortopædkirurgiske senge i den urologiske afdeling, og to mere er planlagt. 

”Ortopædkirurgisk Klinik er den afdeling i Elektivt Center, der producerer mest og tjener flest penge,” konstaterer centerchefen.