Synspunkt: Praksis uden idealer

Jeg sidder foran min pc og skriver speciale. Jeg bliver bombarderet med og forført af abstrakte teorier om den ideelle sygepleje. Men teorierne og idealerne bliver så uendelig ligegyldige, når mine tanker og følelser forstyrres af min venindes fortvivlede øjne.

Hun er indlagt, fordi hun har ulidelige smerter i højre ben på grund af metastaser til knoglerne. Hun har derfor behov for plejepersonalets forståelse og omsorg.

Klokken 03.30 kalder min veninde på hjælp, fordi hun skal på toilettet. Det kan desværre ikke lade sige gøre, fordi aftenvagterne har fortalt, at der er brug for tre personer ved forflytning, og de er kun to i nattevagt. Derfor henter man et bækken, som hun kan få i sengen.

Min veninde bliver meget overrasket over at høre, at der skal tre personer til at hjælpe hende, da hun kun har fået hjælp af en til to personer tidligere.

Hun prøver at overbevise personalet om, at det er en misforståelse, men uden held. Aftenvagterne og plejeplanen har talt. Hun kan få et bækken i sengen.

Det lykkes hende imidlertid ikke at lade vandet på bækkenet, og efter diskussioner frem og tilbage rigger hjælperne en bækkenstol til. Med hiv og sving og mange smerter i benet bliver hun hjulpet over på bækkenstolen.

Der er ingen forståelse for, at hendes ben med metastaser skal behandles blidt, så forflytningen bliver smertefuld og ubehagelig.

Efter at hun er kommet op på bækkenstolen, beder hun om at blive kørt ud på toilettet. Hjælperne nægter, og hun må derfor besørge på stuen foran medpatienten. En situation, hun føler som nedværdigende, ydmygende og utilgivelig. En oplevelse, som efterlader mig med magtesløshed og mange tanker.

Jeg er flov over at være sygeplejerske, når jeg hører en fortælling som denne. Skulle min veninde straffes, fordi hun ikke ville føje personalet?

Hvorfor har nogle behov for at bruge magt og vold i sygeplejen? Min veninde har brug for, at plejepersonalet lytter til hende, viser hende tillid og tror på det, hun siger.

Hvem svigter? Er det os, der ikke tør tage konfrontationen med kollegaerne? Er det afdelingssygeplejersken, der ikke tør tage konflikten med sine ansatte? Er det afdelingsledelsen, som lader sig styre af knappe økonomiske ressourcer og den teknologiske udvikling? Er sygehusvæsenet blot et stort produktionsapparat, hvor målet er effektivitet, rationalitet og produktivitet? Skal patienterne makke ret for at få en omsorgsfuld og kærlig pleje? Er patientens oplevelser og erfaringer for besværlige at tage hensyn til i sygeplejen? Er dét, der står i plejeplanen, sandheden?

Jeg mener, det er vigtigt, at det er sygeplejersker, der leder sygeplejen, ingen tvivl om det, men det er lige så vigtigt, at ledelsen forholder sig til sygeplejens værdier, så der kan blive sammenhæng mellem det, vi siger om de bløde værdier i sygeplejen, og det, patienten oplever, vi gør.

Jeg håber ikke, at min veninde skal opleve en situation som denne igen, nu hun er afhængig af plejepersonalet.

Det bliver efterhånden klart for mig, hvorfor det er så svært at beskrive, hvad det er, sygeplejersker kan, som andre faggrupper ikke kan.

Else Møller er sygeplejelærer på sygeplejeskolen i Silkeborg.