Fanget af jobbet

”Det ser da fint ud. Godt, det har lukket sig, så der ikke er indgangsport for baktusser.” Sygeplejerske Anette Jacobsen tilser én af de indsatte i Vestre Fængsel. Fange nummer 700 (fiktivt nummer af hensyn til anonymiteten, red.) har sukkersyge. Hun kigger på foden, hvor såret breder sig ud over hælen. 

Han er ikke selv helt tilfreds. ”Nu kan jeg ikke engang røre benet mere. Og jeg trænger altså snart til at foretage mig noget,” siger han.

”Du kan da gå i gang med en aktivitet, f.eks. arbejde,” foreslår Anette Jacobsen.

”Det kan jeg ikke. Benene går hver sin vej.”

”Men så kan du jo melde dig til et kreativt fag.”

”Jeg er slagter.” 

”Nå, men noget skolegang da?”

”De kan ikke lære mig noget i skolen. Selv pengesedler kan jeg trykke,” replicerer fange nummer 700.

Klokken er syv en frostklar fredag morgen. Vestre Fængsel er langsomt ved at vågne. Snork og gab afløses af smækkende døre, raslende nøglebundt og lyden af morgen-tv, der strømmer ud fra de ni kvadratmeter store celler. Rullevognen med cornflakes, havregryn og brød føres langsomt fra celle til celle. Søvndrukne ansigter og sovehår dukker op bag dørene. Duften af nylavet kaffe blander sig med en beklumret sovekammerlugt fra cellerne.

Sygeplejerske Anette Jacobsen, 50 år, er for længst krøbet ud af dynerne. Den første opgave på hendes arbejdsplads, Vestre Fængsel, er at dele metadon ud til nogle af fangerne. 30 ud af 135 indsatte i

Side 11

Billede

Side 12

østfløjen. Der bliver ikke udvekslet mange ord så tidligt på morgenen. En enkelt slurk, plasticbeholderen leveres tilbage, og Anette Jacobsen låser døren efter sig. Bag døren skrues der igen op for kendingsmelodien til Gomorgen Danmark.

Det er misbrugerne, Anette Jacobsen interesserer sig særligt for. Lige siden hun blev uddannet på Frederiksberg hospital for 27 år siden, har hun dygtiggjort sig i patienter med misbrug. Blandt andet har hun taget orlov et par gange, hvor hun arbejdede fuld tid på et misbrugscenter. Men hun er altid vendt tilbage til Vestre Fængsel og er nu tilknyttet misbrugscenteret som bestyrelsesmedlem og en gang imellem som lønnet fritidsarbejder.  

Smerter i ryggen

Først efter metadonudleveringen senere på formiddagen har Anette Jacobsen mere tid til de enkelte indsatte. Det er også på det tidspunkt, hun får sig en snak med nummer 700 om såret på hælen. En del af hendes job er nemlig at tilse de fanger, der er syge og dårlige. Nogle skal senere tilses af lægen, andre kan hun klare nu og her: Behandling af vorter, tandsmerter, infektioner, medicinuddeling, smerter.

”Vil du kigge på min ryg. Den skaber sig helt vildt, mand.”

En af de metadonafhængige fanger har tilkaldt Anette Jacobsen. ”Det gør skide ondt, mand. Jeg fik kun én pille af lægen. Det er sgu ikke nok.”

”Ok., jeg sørger for, at lægen kommer forbi under stuegangen,” siger Anette Jacobsen, mens hun undersøger ryggen, og personsøgeren samtidig bipper i lommen. Hendes arbejdskraft er efterspurgt andre steder.

”Jeg har også ondt i tænderne,” skynder den indsatte sig at sige, da Anette Jacobsen er på vej ud ad døren.

Og det er nok i virkeligheden tænderne, der gør allermest ondt, vurderer Anette Jacobsen bagefter, da hun er på vej ned for at besvare opkaldet på personsøgeren. Mange af de indsatte med narko- eller alkoholmisbrug har nemlig dårlige tænder, fordi de ikke passer dem ordentligt.

Videre til celle nummer 780. En betjent har i forbifarten bedt Anette Jacobsen om at kigge på et rødt mærke på benet af en af de indsatte.

”Din hud er meget tør. Det ser ud, som om du har kradset dig,” siger Anette Jacobsen, da hun kigger på benet.

”Det svier.”

”Jeg henter lidt fugtighedscreme, du kan smøre dig med. Men du skal købe ekstra i kiosken,” gør Anette Jacobsen ham opmærksom på. ”Jeg har også helt tørre læber,” siger den indsatte, da hun gør mine til at fortsætte. 

Behandles med respekt

Omsorg er det vigtigste, Anette Jacobsen kan give de indsatte i fængslet. Og hun deler gladelig ud af den. Hun vil gøre sit til, at fangerne kan restituere sig lidt i fængslet, og hun sender gerne en lille positiv bemærkning med på vejen.

”Hvis jeg behandler dem med respekt og giver mig tid til at snakke med dem, tror jeg, det kan give dem en tro på sig selv og en oplevelse af, at der er én, der godt kan lide dem. Men det kan da godt være, det er en illusion,” siger Anette Jacobsen og ser ud, som om det egentlig ikke gør så meget.

Hun får nemlig også noget igen. For eksempel

Side 13

når hun er involveret i de indsattes små succeser i hverdagen, eller når ”dumme kælling” erstattes af et skulderklap.

”De indsatte er måske ikke vant til, at nogen spørger, om de har sovet godt. Det er en udfordring at få vendt tingene til noget positivt. Nogle tager opholdet som en pause fra hverdagen, og de føler sig ”hjemme,” når de ser de samme mennesker igen,” forklarer Anette Jacobsen og retter sin opmærksomhed mod en fange, der skal have røntgenfotograferet sin ryg. Hun er én af tre sygeplejersker i fængslet, der kan betjene røntgenapparatet.

”Hold lige vejret,” siger Anette Jacobsen til ham, inden hun går ud og trykker på knappen. ”Og træk vejret igen,” siger hun, da billedet er taget. Som om hun var bange for, at fangen skulle glemme det.

Rigtig bange

Men der er også dage, hvor hjertet banker helt uden på trøjen af skræk. Hvor det fyger gennem luften med ukvemsord, bandeord og trusler. Dage, hvor der udbryder slåskamp, og dage med selvmord eller selvmordsforsøg.

Specielt to gange i Anette Jacobsens 23-årige arbejdsliv i Vestre Fængsel er hun blevet rigtig bange. Første gang var, da Anette Jacobsen gav en ny indsat afslag på metadon, fordi han ingen abstinenser havde. Han for op, greb en stol og gjorde mine til at kaste den i hovedet på Anette Jacobsen, samtidig med at han råbte ”dumme kælling” og ”jeg skal fandeme komme efter dig.” Heldigvis nåede hun at komme ud ad døren, inden fangen sendte stolen i retning af hende.  

”Jeg blev enormt forskrækket, og lige de første dage efter tænkte jeg meget på det,” fortæller Anette Jacobsen.

Den anden episode drejede sig også om en indsat, der blev voldelig efter afslag på metadon. Men der opstår også små ikke-voldelige scener i hverdagen, som kan være ubehagelige, men som de ansatte hurtigt vænner sig til.

”Når de råber ad mig, og jeg ikke kan få ørenlyd, trækker jeg mig bare tilbage og siger til betjentene, at jeg gerne kommer tilbage, når den indsatte er faldet til ro. Så går der et stykke tid, og så vil de gerne se mig igen. Som regel undskylder de senere,” siger Anette Jacobsen.

Hun er dog sluppet rimelig heldigt i forhold til nogle af hendes kolleger, der både har været udsat for gidseltagning, vold og trusler om vold. I disse situationer bliver de ansatte altid tilbudt krisehjælp og indkaldt til debriefing, hvor det personale, der har været involveret, gennemgår episoden. Derudover taler de ansatte meget sammen på tværs af faggrænser.

Det er nødvendigt at være positiv, selvom personalet af og til oplever ubehagelige ting. I en periode var de meget plaget af sygdom og alt for meget stress. Derfor aftalte alle 21 sygeplejersker, at de skulle smile og være positive en hel dag. Alle anmodninger skulle tages imod i en positiv ånd.

”Det bliver vi nødt til en gang imellem. Ellers er der risiko for, at man bliver en sur heks. I forvejen er det ikke verdens mest positive miljø, og det er nødvendigt at fyre vittigheder af omkring kaffebordet. Det er sådan, vi overlever midt i elendigheden,” siger Anette Jacobsen.