Synspunkt: Sygeplejerskers vaklende fagidentitet

Alle sygeplejersker taler om, at de reflekterer. Det er ligefrem blevet et modefænomen inden for sygeplejen. Rektor Hanne Helleshøj skriver i bogen Sygeplejefagets pædagogiske dimensioner, at refleksion for tiden er et nøglebegreb i sygeplejen, men at refleksion paradoksalt nok anvendes ureflekteret. Som et eksempel kan vi nævne, at der blandt andet i bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen står, at den studerende skal udvikle en refleksiv kompetence. Men hvordan? 

Problemet er, at det ikke er beskrevet, hvordan den refleksive kompetence skal udvikles. Vil det sige, at det er op til den enkelte at definere refleksion?

Et andet eksempel, vi finder interessant, er, at mange sygeplejersker bruger udtrykket ”at reflektere” som et sarkastisk slangudtryk for kollegial snak.

Det har konsekvenser for udviklingen, fordi refleksion hermed bliver overfladisk og uden teoretisk baggrund - med andre ord skyllerumssnak.

Hvordan skal sygeplejersker så reflektere? Vi mener, at den enkelte sygeplejerske først og fremmest må forstå, hvad begrebet refleksion indebærer. Dernæst skal refleksionen foregå bevidst. Efter vores mening ved hjælp af John Dewey og Donald Schöns pædagogiske teorier, fordi der på den måde bliver tale om refleksion, som vil være formaliseret og organiseret.

For at refleksion kan få betydning for udviklingen af sygeplejen, må refleksionen tage udgangspunkt i praksis, fordi den enkelte sygeplejerske dermed både udvikler sig fagligt og personligt. Det tror vi betyder noget for sygeplejerskers fagidentitet.

Når fagligheden udvikles, opnår sygeplejerskerne et tydeligere og mere nuanceret billede af fagidentiteten. Et klart billede af fagidentiteten vil i fremtiden få sygeplejersker til at stå stærkere, dels i forhold til andre faggrupper, dels i forhold til de interne magtkampe, der udspiller sig i sundhedsvæsenet, fordi vi gennem en tydelig fagidentitet kan få cementeret vores meninger. Med andre ord vil vi som sygeplejersker opnå en stærkere position i sundhedssektoren. Hvis der i praksis skabes mulighed for, at refleksionsbegrebet synliggøres, forudsætter det naturligvis udvikling af et refleksionsrum i praksis.

Det kan blandt andet realiseres i form af sygeplejefaglig vejledning eller ved etablering af refleksionsteam. Vi er selvfølgelig vidende om, at det er vanskeligt at få etableret refleksionsrum i klinisk praksis, bl.a. fordi det ikke er let at dokumentere effekten af bevidst anvendelse af refleksion. Men jo før der bliver taget hul på debatten om sygeplejerskers ret til refleksionsrum, jo hurtigere vil sygeplejerskerne blive mere bevidste om, hvordan refleksion kan være medvirkende til, at sygeplejefaget udvikles og fagidentiteten tydeliggøres. 

Anitta Thomsen og Gitte Møller Jakobsen er sygeplejersker på medicinsk afdeling, Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Ovenstående synspunkt udspringer af bachelorprojektet ”Sygeplejerskers vaklende fagidentitet” fra Vendsyssel Sygeplejeskole maj 2004.