Verden blev forkert

Det havde været et langt bekendtskab, et par år vel. Konsultationerne i sygeplejeklinikken varede en times tid. Han havde fået indtil flere voldsdomme, advarede de, der kendte ham. Jeg valgte slet og ret at se ham som et medmenneske. Nu var han i en sørgelig forfatning i en alder af blot otteogtyve år. 

Han så egentlig ikke syg ud, selvom hans tilstand var alvorlig, og han sandsynligvis ikke havde masser af år tilbage at leve i. Man kunne se på lang afstand, at han bestemt ikke hørte til blandt samfundsstøtterne. Håret var langt og fedtet. Han havde tabt det meste, sin unge alder til trods, og det, der var tilbage, havde han samlet med en sort lædersnor i nakken. Underligt nok havde han en guldtand. 

Jeg ville forsøge at møde ham uden fordomme og vise ham samme respekt som mine andre patienter. Jeg fandt et askebæger til ham, vaskede hans umådeligt snavsede fødder og støttede ham de dage, han var svært beruset og trængte til at lade vandet. Mærkeligt nok var jeg ikke bange for ham. 

Vi fik hurtigt et specielt forhold til hinanden. Jeg mente, at han af og til gav mig lov til at se mennesket bag masken. Han mente til gengæld, at der ikke var andre, der var helt så omhyggelig som jeg. 

I perioder var det meget slidsomt. Jeg måtte stå model til alle hans uhyrlige verbale eskapader i timevis, for han tålte ikke modsigelser. Når han havde forladt klinikken, havde jeg ofte lyst til at stikke en finger i halsen og kaste al det lort op, jeg lagde øre til. Løgne, virkelighedsflugt, ansvarsforflygtigelse og storhedsvanvid. Han alene vide, og resten af landet var befolket af regulære idioter. Hvis der var nogen, der jokkede på ham, blev han en motherfucking psykopat, advarede han. 

Han brød endeløse rækker af aftaler, men på grund af hans alvorlige tilstand var vi altid nødt til at lave en ny. Jeg så også noget godt i ham, og jeg fik ondt af ham. Jeg var overbevist om, at han aldrig kunne finde på at gøre mig noget. 

Noget splintrede

Så blev det den treogtyvende august. Dagen havde været alt for travl. Der kom en sygemelding, og det lykkedes ikke at kalde nogen ind. Jeg havde knap nok siddet, og det, jeg havde spist og drukket, var minimalt. Mit skrivebord svarede til det kaotiske sammensurium af oplevelser, som mit hoved forsøgte at rumme.  

Han var kommet for sent til en aftale tidligere på dagen. Jeg havde ventet på ham i tyve minutter, men så var jeg nødsaget til at gå videre med dagens program. Jeg skulle jo arbejde for to, og mange havde allerede ventet på mig længere, end godt var. Han var gået igen, og jeg havde ikke talt med ham. 

Kollegerne imellem og i samråd med vores leder havde vi aftalt, at udeblev han fra en konsultation, blev hans tid annulleret, og han fik en tilsvarende næste dag. Det vidste han, og det havde været tilfældet masser af gange. 

Jeg havde lige sagt farvel til to kollegaer og var gået ind i venteværelset for at rydde lidt op, da han pludselig stod foran mig. Det kom helt bag på mig, for han var aldrig før dukket op uanmeldt, og det sidste halve års tid havde vi taget vores forbehold og sørget for, at der altid var en kollega til stede et andet sted i klinikken, når han var i huset.  

Han var vred. Det var os, der havde klokket i aftalerne, og han ville have sin tid. Jeg havde før været kontant over for ham, og det var bestemt på sin plads nu. Jeg fastholdt, at han måtte vente til den efterfølgende dag, og at klinikken var lukket. Jeg var på vej hjem.  

Så forlod jeg venteværelset i den tro, at han ville gøre det samme. Der var helt stille nogle sekunder. Jeg stod og lyttede og forventede at høre lyden af døren til klinikken smække efter ham. I stedet hørte jeg en lyd af noget, der blev splintret. Jeg hørte en stemme, jeg kendte, men som nu knækkede over i raseri. 

”Der er fanden gale mig i hele hule helvede ikke nogen, der smækker en dør i for næsen af mig!”  

Døren hamrede ind i væggen, da han sparkede til den, og opslagstavlen faldt ned med et brag. Af en eller anden grund registrerede jeg, at brandinstruksen havnede i skraldespanden.  

Jeg glemmer aldrig hans øjne. De lignede gloende kul på stilke. Og det, jeg så i dem, har jeg aldrig set i noget menneskes øjne før. Jeg stod naglet til stedet, og jeg kunne også lige så godt blive stående, for han spærrede den eneste udgang. 

I det øjeblik vidste jeg, at jeg havde overskredet en usynlig grænse, hvorfra der ingen vej gik tilbage. Jeg oplevede det, som forlod jeg min egen krop for at komme i sikkerhed et sted, han ikke kunne nå mig. 

Mine to kollegaer, som jeg troede for længst var gået, var gudskelov ikke nået så langt. De skulle netop til at sætte sig op på deres cykler, da de hørte larmen inde fra klinikken. De fattede

Side 43

øjeblikkelig, hvad der foregik, smed cyklerne og ilede mig til hjælp. Trods det nåede han at tage kvælertag på mig to gange. 

Fremmed i mit liv

Senere fortalte de, at jeg havde bevaret roen og udvist stort mod. Men jeg var stiv af skræk, og til stede var kun en robot, der lignede mig på en prik. En robot, han stod og klemte faretruende om struben, mens han råbte ind i hovedet på den. 

Jeg kom fra det med livet i behold. Men jeg var blevet en fremmed i mit eget liv, eller livet var blevet mig fremmed. Efter overgrebet flyttede han på det nærmeste ind i mit hoved. Mine tanker kredsede uafladeligt om ham i døgnets vågne timer, og de var mange. Både tankerne og de vågne timer.  

Han havde optaget en del plads i mit hoved gennem de to år, han var kommet i sygeplejeklinikken. Nu tog han helt og aldeles min hjerne i besiddelse. Han var indimellem intenst nærværende. Indimellem uvirkelig i min uvirkelige virkelighed. 

Dagen efter overfaldet overvejede jeg at skrive et brev til ham med en undskyldning. Det var nok min egen skyld, at han kom til at overfalde mig. Nu ville jeg bare sove. Jeg låste min dør fem gange, rullede ned og trak stikket ud. Jeg ønskede bare at være i fred eller få fred. Det var det eneste, jeg trængte til. 

Jeg vågnede. Min krop var der. Jo, jeg så ud, som jeg plejede, bortset fra øjnene. Mit elskede hus var der også. Jeg følte mig bare ikke hjemme i det. Ikke hjemme overhovedet.  

Eksisterede der to parallelle identiske verdener? Måske befandt jeg mig i den forkerte. Det kunne også være mig, der var noget galt med. Havde min sjæl forladt mig? Jeg var så pinagtig følelsesløs. Måske havde den forladt mig for at finde en bedre verden. En verden, der var tryg og ordentlig. Hvor den regel gjaldt, at behandler du din næste ordentligt, vil han vise dig samme respekt. 

Han klemte ikke livet ud af mig. Og dog var det, hvad han gjorde. Tilbage var kun et tomt hylster. 

Var jeg ved at blive skør? Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med nogen, men blev drevet rundt af en indre uro. Et udefinerligt, intenst ubehag. Jeg kunne ikke huske. Ikke holde styr på noget som helst. Og jeg skammede mig over det. Kun i søvnen havde jeg øjeblikke med fred. Og i bevægelse hen over forblæste klitter i selskab med min hund. 

Vejen tilbage til mit gamle jeg har jeg stadig ikke fundet. Tilbage er angsten og forvirringen. Og sorgen. Det er, som har jeg mistet et eller andet, jeg ikke ved, hvad er. Måske er det gnisten. 

Han kaldte overgrebet for selvforsvar. 

Thilde Bloch er primærsygeplejerske i Nordjylland.