5 faglige minutter: Batman kommer

”Jeg ringer efter min datter, hvis du ikke hjælper mig, NU.”  

Den dag er ikke langt væk, hvor plejepersonalet vil blive konfronteret med trusler fra patienterne om at tilkalde forstærkning. Ligesom i skolen har pårørende taget rollen som Batman til sig og dukker op, når et barn eller en forælder er i nød. Men med nød er det sådan, at den kan defineres forskelligt, og der er ikke altid tale om havsnød, sultenød eller kropslig fare, det er service og situationer, der er i spil.

”Pårørende sætter dagsordenen ud fra snævre og personlige rammer,” fortæller min veninde, som arbejder på et stort plejehjem. ”Forleden dag var der en søn, der krævede hjemmets største værelse, fordi hans mor bidrager til samfundet med skat af en betragtelig formue. Solidariteten er begrænset til egen familie og nærmeste.”

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

 Demens og uforudsigelige handlinger får den indre Batman op i enhver pårørende. De oplever ansvaret tungere, og frustrationerne kommer ud, ofte lige i bærret på personalet, der pludselig bliver pålagt skyld.

Skyld for at smykkerne bliver gemt i bunden af urtepotter, skyld for at den gamle går på nattebesøg hos andre beboere og i øvrigt opfører sig pinligt. Nogen skal jo have skylden. 

Sygeplejersken kan stå med hele begrebsapparatet slået til, og alligevel kan hun ikke opnå en fælles forståelse med Batman af de grundlæggende værdier: tryghed, mad, varme og venlighed er vigtigere end at kontrollere en smule outreret opførsel hos demente beboere. 

På bruger/pårørenderådsmøder fastholder den kappeklædte Batman sin rolle som beskytter af de svage, blot med den forskel, at det er deres helt personlige svage og dennes behov, de går i brechen for. Offentligt ansatte og omsorgsydere er blevet jaget vildt, og det er Batman, der er jægeren. 

Det kræver nye kompetencer hos personalet at samarbejde med en Batman-pårørende.  

Her gik vi og troede, at vi skulle udøve pleje af beboeren eller patienten, og så er det i virkeligheden den pårørendes følelser, der kræver pleje. Lidt har det vel altid eksisteret, men aldrig som i dag, hvor det udgør en betragtelig arbejdsopgave og er en tidsfaktor, der burde visiteres til.  

Det handler om mange ting. Dårlig samvittighed, sorg, mistillid til systemer, manglende indsigt i arbejdsforhold og om et ringe samfundssind.  

Med al respekt for pårørende i krise skal vi sige fra. Riv masken af Batman og gør hans krav generelle: Mener du, at værelser på plejehjem generelt bør tildeles efter, hvor meget vi økonomisk bidrager til samfundet? Mener du, at vi skal afskaffe alle urtepotter og mandsopdække samtlige beboere døgnet rundt? 

Det bliver ikke til succesfuld kommunikation hver gang. Men det skulle nødigt blive til: ”Find dig i de pårørende, eller find dig et andet arbejde.”