Boganmeldelser

Han skal få ballade  

Den lukkede dør

Sandheden om et selvmord

En anden udvej

Tre film om efterladte efter selvmord - dvd

Odder: Anneberg Medier 2005

Varighed 1 ½ time, 475 kr.

”Han skal få ballade, når vi mødes i evigheden,” siger en far, hvis 16-årige søn har begået selvmord. Det værste, man overhovedet kan gøre mod sin far, siger han. Der er nu gået så lang tid efter selvmordet, at faderen roligt og indsigtsfuldt kan fortælle om hele det følelsesregister, han har været igennem foruden et par uger på en psykiatrisk afdeling. Rædslen, da han finder sin søn hængt, selvransagelse, sorg og vrede, men ikke skyld. En fars kærlige vrede iblandet håb: Han skal få ballade. 

Der var ikke én årsag til selvmordet. Faderen, journalist Kim Engelbrechtsen, peger på flere faktorer: Sønnens lukkethed, hash og en hjemmeside på sønnens pc, som gav opskrifter på selvmordsmetoder. I dag arbejder faderen aktivt i Landsforeningen for efterladte efter selvmord, han har skrevet en bog om sønnens selvmord, og han arbejder for et forbud mod hjemmesider, der tilskynder unge til selvmord. 

Faderen er langtfra den eneste, der markerer sig stærkt i Inger Annebergs tre dokumentarfilm. I filmen ”Den lukkede dør” medvirker også Jakobs søster og en kvinde, hvis far og bror begge har begået selvmord. I ”Sandheden om et selvmord” fortæller en kvinde om, hvordan hun aldrig var i tvivl om, at hendes tre børn skulle kende sandheden, da hendes mand og deres far begik selvmord. Den sandhed fik den sidste fortæller i filmen ikke, da hun som barn blev sendt over til sin bedstemor. Først som voksen fandt hun ud af, at hendes mor havde taget sit liv. I den sidste film ”En anden udvej” mødes fem unge i et sommerhus, hvor de fortæller om, hvordan de har oplevet at miste en nær person ved selvmord. 

Personerne, især i de to første film, er meget nærværende, meget reflekterende, meget åbne og meget klare i talen. De er ikke blot kommet videre i livet, de kan også give andre noget. Det er, som om de er vokset. Derfor kan man få stort udbytte af filmene. Men måske også et lidt skævt billede af, hvordan et selvmord påvirker de efterladte. Det nævnes ganske kort i omtalen af Landsforeningen for efterladte efter selvmord, at ikke alle i foreningen er i stand til at stå frem. Er der ikke også pårørende, der knuses? Pårørende, der siden begår selvmord? Pårørende, der aldrig kommer videre, men ender i en patologisk sorg. De står ikke frem, kan vel ikke, men hvor stor en andel af efterladte, de udgør, ved vi ikke. Man må dog være taknemmelig over, at de stærke personer i de tre film ikke kun kan fortælle deres personlige lidelseshistorie, men også kan se ud over deres egen situation og give andre, også sygeplejersker, større indsigt i, hvad det betyder at blive svigtet og efterladt af en selvmorder.  

Af Anne Vesterdal, sygeplejerske på Sygeplejerskens redaktion.

Næsten magen til de normale

Henri-Jaques Stiker

A History of Disability

Oversat af: William Sayers
Originaludgivelse udgivet 1997, Éditions Dunod, Paris, Frankrig
Oversættelsen udgivet 1999 af University of Michigan Press, USA
239 sider, 225 kr. 

Forestil dig en patient med protese på en tosengsstue, som ønsker at kunne tage den af og på, ubemærket for den anden indlagte. Hvad er det, der sker? Henri-Jacques Stikers bog om invaliditetens historie i de vestlige lande kan give os større forståelse for det, vi tager for givet. Stiker fokuserer på, hvad invaliditet, som en afvigelse fra det, der er bestemt til at være normalt, udløser i samfundet, og hvordan vi håndterer det. Eksempelvis vil vi i vor tid ikke acceptere afvigelser fra normaliteten. En invalid mærkes som invalid, må rehabiliteres og reintegreres tilbage til normal eller ”som-om-normal” for ikke at genere vore øjne. Det betaler vi gerne meget for.  

Bogen handler en del om, hvordan samfundet undertrykker de invalide. En social ide om at udslette dem ved at gøre dem magen til de normale, men bestemt ikke altid socialt lige. Stikers mål er at give os større viden om invaliditet og skabe debat, og han drister sig til et forsigtigt bud på, hvordan vi kan ændre situationen lidt. Hans bud hviler dog mere på moral end på videnskab, hvilket han da heller ikke benægter. 

Bogens kerne er en genealogisk diskursanalyse, en speciel historisk og idehistorisk analyse, hvor én periode kan tænkes at påvirke den næste. Han vurderer sprog om invaliditet fra det gamle testamente til nu. Herved lykkes det Stiker at komme med bud på, hvordan den dominerende måde at tale om og forstå invaliditet på er forskellig på forskellige tider. Han ser primært på tiden efter Første Verdenskrig og mener, rehabiliteringen fødes her. Her starter nemlig ideen om, at man kan erstatte et tab. Teksten er primært overordnet og teoretisk, men visse steder træder Stiker frem og taler fra og til hjertet.  

Bogen er oversat fra fransk til engelsk med oversætterens bemærkninger samlet, hvilket giver en ro i bogen, selvom oversætteren har haft visse vanskeligheder. Bogen kan anbefales til sygeplejersker, der ønsker en dybere forståelse for handlingerne omkring den invalide, men den kan også læses som en måde at lave antropologisk arbejde på, da Stiker viser, hvad han gør, og angiver hvorfor. En videnmættet bog med mange gode pointer, lidt svær, men også med et strejf af humor, idet Stiker pointerer, at vi alle i en eller anden grad afviger fra den besluttede normalitet. Hvis denne tendens til at skulle være ens fortsætter, vil vi snart alle råbe: ”Vi vil også rehabiliteres.”  

Af Marianne Thygesen, sygeplejerske, stud.scient.san. For tiden uden arbejdssted. 

Et arbejdsmiljøproblem

Lene W. Pedersen

Vold - en faglig udfordring

Holstebro: Forlaget cvu vita 2004
65 sider, 60 kr.

Bogen handler om vold på arbejdspladsen og om at prøve at forstå årsagerne for at kunne forebygge og håndtere den. Udgangspunktet er generelle problematikker i social- og sundhedssektoren. Undersøgelsen ”Vold mod studerende i praktik,” SUS 2000, har vist, at studerende og elever i praktik er mere udsatte for vold eller trusler om vold end de fastansatte. Næsten to tredjedele havde oplevet vold. Bogen henvender sig til studerende og elever for at klæde dem bedre på. 

Der er en fin fremstilling af, hvad vold er, og definitionen diskuteres ud fra små cases. Volden ses som resultatet af et uheldigt samspil mellem bruger, medarbejder og omgivelser, og voldens opståen problematiseres i forhold til det komplekse samspil og ikke blot med fokus på voldsudøveren. Vold er et arbejdsmiljøproblem, der skal løses i fællesskab. Der er konkrete bud på konflikthåndtering, altså forslag og gode råd til, hvordan voldsepisoder kan gribes an. For at kunne forebygge er det vigtigt at få diskuteret menneskesyn og holdninger til vold, at personalet er uddannet, og at der er en voldspolitik.  

Hensigten med bogen er at formidle bred viden. Der henvises til litteraturlisten, hvis man ønsker fordybelse. Overvejelserne og spørgsmål til læseren kan inspirere til diskussioner, og den lille opslagsbog er et glimrende redskab til at få sat gang i en målrettet plan om praktikstedets rolle og ansvar over for medarbejdere, der udsættes for vold.  

Af Britta Hjermitslev, sygeplejelærer, cand.cur., Sygeplejeskolen i Slagelse.

Kik på den pædagogiske fremstilling

Helle Brander Rasmussen, Line Reimer, Anna C. Engers, Jean Hagstrøm 

Pædagogik med psykologi

København: Munksgaard Danmark

240 sider, 238 kr.

”Pædagogik med psykologi” giver på bedste vis social- og sundhedsassistenter, både under uddannelse og færdiguddannede, et grundlæggende kendskab til pædagogik med psykologi.

Indholdet omfatter bl.a. en præsentation af de pædagogiske retninger, kommunikation, formidling, vejledning. De psykologiske retninger ridses op, udviklingspsykologi, kriser, døden og det at have et handicap behandles. Det havde dog været fint med mere om mestring. Sidste del handler om ledelse, arbejdsplanlægning, trivsel og arbejdsmiljø.

Det er omfattende emner, der tages fat på, men begreber og teorier behandles let forståeligt. Eksempelvis, hvad er det nu lige, ”identitet og selvet” er for noget? Med eksempler fra praksis og forslag til studieøvelser, bliver teorien relevant, og det hjælper med at binde teori og praksis sammen. Efter hvert kapitel er der litteraturforslag: ”Hvis du vil læse mere.” Du-formen gør stoffet nærværende, og nysgerrigheden vækkes med spørgsmål: ”Hvordan bruger du din egen person i arbejdet?”

Stoffet præsenteres overskueligt og læsevenligt. Der er ikke en tætskreven side, men overskrifter og et flot layout hjælper til overblik. Løbende suppleres teksten af vidunderlige stregtegninger.

Bogen er primært relevant for sygeplejersker, som deltager i social- og sundhedselevers uddannelse, men den pædagogiske fremstilling er et kik værd.

Af Annette Fløe Møller, sygeplejerske og BA i filosofi, underviser ved Social- og sundhedsskolen i Randers.

Opgør med hverdagslogikken

Relationer i organisationer

En verden til forskel

København: Dansk Psykologisk Forlag 2004

360 sider, 388 kr.

Hvordan kan det være, at negative begivenhedsforløb udspilles i organisationen igen og igen? Ledere undrer sig over, at medarbejderne vedvarende klager over psykisk dårligt arbejdsmiljø, hvor enhver passer sit, og sygefraværet er højt. Hverken ledere eller medarbejdere ønsker, at det skal være sådan.  

Gitte Haslebo, erhvervspsykologisk konsulent, skriver, at vi skal udvikle et etisk forsvarligt sprog, præget af respekt, rummelighed og kraft, som kan hjælpe aktører i og uden for organisationen til at sprænge rammerne for deres tænkning og skabe relationer præget af gensidig respekt. 

Problemer i organisationer formuleres ofte inden for hverdagslogikken, hvor det tages for givet, at årsagen kan findes. Handlinger og begivenheder sættes i kronologisk rækkefølge. At finde årsager og placere skyld er tankeprocesser, der kommer helt af sig selv, og som skaber en form for orden og struktur i hverdagen.  

Det giver en behagelig tryghed at vide, hvor skylden skal placeres. Hverdagslogikken slutter med at sige, når andre har skylden, må det også være dem, der skal ændre sig først. Vi skal gøre op med hverdagslogikken, hvor det individualiserende sprog nedgør ”den anden,” skaber afstand og medvirker til selvopfyldende profetier. Både hverdagslogikken og den traditionelle psykologi lokker os alle af sporet ved at betragte det enkelte menneske som et autonomt væsen, hvis handlinger styres af intrapsykiske fænomener - den lineære forklaringsmodel. 

Gitte Haslebo argumenterer for en socialkonstruktivistisk tilgang, som giver medlemmerne i organisationen indsigt i, at handlinger udspringer af den relationelle sammenhæng. I stedet for at lede efter en ”ægte kerne” i personen kan opmærksomheden rettes mod mange ”selver” og mod, hvordan identitet skabes i relation til andre mennesker. I socialkonstruktivismen er det filosofiske perspektiv, at virkeligheden skabes eller konstrueres gennem sproglige handlinger og interaktioner i et gensidigt samspil. Sproget fungerer som et redskab, der inviterer os ind i sociale relationer, hvor forståelse ses som skabelse af mening gennem forhandling med andre mennesker i forskellige kontekster.  

Konteksten er den ramme, som skaber mening om en given situation. Perspektivet, den cirkulære forståelsesform, indebærer, at man undersøger, udforsker og opdager mønstre af handlinger, begivenheder og gensidig påvirkning mellem aktørernes handlinger, så man finder sin egen medvirken til, at disse mønstre blev skabt. Spørgsmålet ”Hvad er årsagen,” og ”Hvem har skylden,” erstattes af spørgsmålet ”Hvordan bærer vi os ad med at håndtere denne sag, og hvordan virker mine handlinger på andre.” 

Budskabet er: Medlemmerne i en organisation bevæger sig fra den ubevidste hverdagslogik, en lineær forklaringsmodel, til en reflekteret cirkulær forståelsesform. Den socialkonstruktivistiske tilgang underbygges med 17 problematiske eksempler fra forskellige organisationer, hvor Gitte Haslebo har været proceskonsulent. Hun nøjes ikke med at argumentere for en ny tilgang, men kommer også med anvendelige løsninger, så der kan skabes organisationer, ledere og medarbejdere kan holde ud at arbejde i. 

Af Anne Winkel, oversygeplejerske på Afdelingen for Almen psykiatri i Nykøbing Sjælland. 

Kvalificeret grundlag for pædagogisk praksis

Bjarne Wahlgren, Vibe Aarkrog

Teori i praksis

København: Hans Reitzels Forlag 2004
148 sider, 180 kr.

”Pædagogisk roulette” hed en udsendelse i tv for et par år siden. Udsendelsen handlede om, hvordan pædagogisk praksis ofte udøves, uden at der er belæg for kvaliteten af den pædagogiske indsats. Klienterne kan derved blive overladt til pædagogernes forgodtbefindende, et fænomen som også kendes fra sygeplejepraksis. 

”Teori i praksis” beskæftiger sig forbilledligt med, hvordan man tilvejebringer et kvalificeret grundlag for det pædagogiske arbejde ved at omsætte erfaringer til teoretisk indsigt og overføre teoretisk viden til handling.  

Forfatterne søger at sammenfatte to modsatrettede tendenser, nemlig tendensen til at fokusere på den reflekterende praktiker og tendensen til at fokusere på forskningsbaseret viden og pædagogisk teori. Det sker gennem diskussioner om teoriens rolle i professionel praksis, hvordan erfaringer kan føre til teoretisk indsigt, og om, hvordan teoretisk viden kan have en kritisk funktion eller være handlingsanvisende i pædagogisk arbejde.

Sidst diskuteres, hvordan pædagogisk kompetence kan udvikles i vekslen mellem praksis og teoretisk uddannelse. Dermed svarer forfatterne på, hvad det vil sige at lære af erfaringer, og hvordan man anvender viden i praktisk handling.  

Det er en fordomsfri fremstilling af en kontroversiel problemstilling i en enkel og klar form, som gør den velegnet som lærebog. Forfatterne henvender sig primært til studerende på lærer- og pædagogseminarier, og eksemplerne stammer derfor fra daginstitutioner og skoler. Men også sygeplejestuderende kan have glæde af lærebogen. Med et systematisk note- og referenceapparat indfris kravet om, at lærebøger til bacheloruddannelser skal være forskningsbaserede. 

Af Lone Hougaard, vicerektor, cand.cur., Sygeplejeskolen i Vejle Amt.