Etniske piger dyrker ikke motion

Halvdelen af pigerne i folkeskolen med anden etnisk baggrund end dansk er overvægtige. De dyrker aldrig motion og har dårlige kostvaner. Pga. overvægten har pigerne lav selvagtelse, de har tendens til at isolere sig og har kun få sociale relationer. 

Derfor besluttede sundhedsplejerskerne i Karlebo Kommune at starte projektet: ”Kost og motion for etniske unge piger med tendens til overvægt.”

Men projektet var tungere at løbe i gang, end sundhedsplejerskerne havde regnet med. Det var svært at motivere pigerne til at få sved på panden og pulsen op. Sport og motion er ikke en del af deres kultur. Ifølge sundhedsplejerske på projektet, Karin Lindberg, er traditionen derimod, at kvinderne og pigerne opholder sig i hjemmet med håndarbejde og madlavning.

”Det er ikke vigtigt for dem at vedligeholde kroppen. Det er ikke noget, de ser hos deres forældre og især ikke hos deres mødre. Det er vigtigere at lære at gøre rent og sy. Ting, de skal bruge som voksne,” siger Karin Lindberg.

Midt i forløbet gennemførte sundhedsplejerskerne en samtale med pigerne for at undersøge, hvorfor de havde meldt sig til projektet.

”Samtalen udsprang af deres - groft sagt -  

Side 16

fysiske dovenskab. Nogle af pigerne sagde rent ud, at de kom pga. samværet. Hvis vi havde siddet og syet hovedpudebetræk, var de også kommet. Andre piger sagde, at de kom pga. motionen. Mange ville dog helst have mindre fysisk ”arbejde” og mere bare lave noget for sjov,” står der bl.a. i evalueringen af projektet.

Formålet med projektet var først og fremmest at forebygge overvægt gennem motion og sund kost og derigennem styrke pigernes selvværd. Hver tirsdag i to år har sundhedsplejerskerne således dyrket motion og lavet mad med i gennemsnit 6-9 piger om ugen. Det fremgår af projektet, at de fleste af målene vedr. information om sund kost og gode madvaner er opfyldt. Men igen og igen bliver pigernes manglende motivation for sport bemærket.

”Der var god stemning, men igen var nogle af pigerne meget svære at motivere for at lave noget fysisk arbejde,” er der bl.a. noteret i marts 2003. Og senere: ”Pigerne var meget sløve, og efter de tekniske boldøvelser var der nærmest kun tre aktive piger. Det hjalp dog lidt med en opsang, men sløvt var det!”

Efterhånden lærte sundhedsplejerskerne at motivere pigerne på andre måder. Håndbold, aerobic og gymnastik, som de danske piger elsker at dyrke, har slet ikke samme interesse hos indvandrerpiger. 

”Det er meget vigtigt at inddrage dem i sporten. Vi fandt ud af, at de godt kunne lide at danse og spille tyrkisk bold, som minder om høvdingebold. Det spiller de nemlig, når de er på ferie i Tyrkiet om sommeren. På den måde lykkedes det os alligevel at give dem sved på panden,” fortæller Karin Lindberg. 

Upraktisk påklædning

Men sundhedsplejerskernes kreativitet blev også udfordret på andre områder. De kulturelle forskelle blev tydelige, når det handlede om at klæde sig fornuftigt på til idræt og motion. Det kom bl.a. til udtryk,

Side 17

da sundhedsplejerskerne introducerede de etniske piger til aerobic. 

”Gæstelæreren Susanne, der er aerobicinstruktør, drev os rundt i salen i højt tempo og til god musik. Et par af pigerne blev hurtigt trætte, og efter 20 minutter blev jeg første gang spurgt om, hvornår vi skulle lave noget andet. En af pigerne mødte op i lang nederdel og sandaler, og Susanne bedømte hurtigt, at hun ikke kunne deltage i den mundering. Vi var desværre kun 3-4 aktive piger og en efterhånden meget træt lærer,” fremgår det af et notat til projektet.

Også fodtøjet gav problemer.

”Der er ikke mange af pigerne, der skifter tøj inden idrætstimerne - heldigvis er der flere og flere, der er begyndt at have kondisko med, men vi ser stadig piger i støvler eller smarte sko med hæle.”

Visse trækøvelser gav også problemer i idrætstimerne. De etniske piger var simpelthen bange for, at mødommen ville springe, når de stod i bredstående stilling og strakte benene ud. Men gennem samtaler med pigerne blev det tydeligt for sundhedsplejerskerne, at det ikke var en negativ indstilling til projektet, der var årsag til problemerne. Derimod handlede det nærmere om kulturforskelle, blufærdighed og generthed. 

I bad med badedragt

Ifølge sundhedsplejerske Karin Lindberg gælder det om at møde pigerne med åbent sind og forståelse for og accept af deres kultur.

”Vi accepterede langærmede bluser og tørklæder. Men det var svært at få dem i bad efter idrætstimerne. De vil helst ikke vise sig nøgne for hinanden. Men vi forklarede dem, at vi ikke kunne acceptere, de lugtede af sved, når vi efter idrætstimerne skulle lave mad,” siger Karin Lindberg.

Derfor var der ingen vej udenom. Og blufærdigheden blev løst ved, at pigerne fik lov til at gå i bad på skift, låne lærernes baderum eller bruge badedragt under bruseren. Desuden kunne de låne et håndklæde, hvis de havde ”glemt” det.

”Timerne skulle være en god oplevelse for pigerne, for de skulle jo gerne dyrke motion sammen med familien senere. Men nogle af pigerne er dog holdt op pga. det med badet,” fortæller Karin Lindberg.

På trods af kulturforskelle betegner Karin Lindberg projektet som en succes. I de to år, projektet har kørt, har der i alt været ca. 30 piger tilknyttet. Direkte forespurgt i et evalueringsskema svarer 11 af pigerne, at deres vægt er blevet mindre, eller at deres vægt svarer til højdeforøgelsen. Generelt oplever sundhedsplejerskerne pigerne som mere frie og glade, mere oplagte til at dyrke motion og mere bevidste om deres kroppe og om betydningen af sund kost. Men det har været svært at motivere pigerne til at melde sig ind i lokale idrætsforeninger.

”Nogle af pigerne er da også startet på basketball og tennis, men overordnet set har det ikke været muligt at få ret mange engageret,” konkluderer evalueringen af projektet.