Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Telefonrådgivning om inkontinens

Tabu. Inkontinensklinikken på Skejby Sygehus tilbyder borgere i hele landet anonym rådgivning.

Sygeplejersken 2005 nr. 7, s. 32

Af:

Tove Tækker Jepsen, afdelingssygeplejerske

At tale om inkontinens for urin og/eller afføring er stadig tabu for mange mennesker. Kun omkring 15 pct. søger læge for deres problem. I to år har inkontinensklinikken på Skejby Sygehus haft en åben telefonlinje som et tilbud til borgerne i Århus Amt. Omkring 400 har benyttet sig heraf og fået råd og vejledning til at komme i gang med udredning og behandling.

Januar 2005 er telefonrådgivningen blevet landsdækkende. Kontinensforeningen, som er en patientforening, har overtaget koordinering og administration.

Målet med telefonlinjen er at tilbyde borgeren en uforpligtende samtale, hvor man kan være anonym, hvis man ønsker det. Der gives personlig rådgivning ud fra de enkelte borgeres problemer og vejledning i, hvordan de kommer i gang med et undersøgelses- og behandlingsforløb gennem den praktiserende læge.

Staben af rådgivere er øget fra 10 til 30. Rådgiverne er fra hele landet, og alle er specialuddannede i udredning og behandling af inkontinens. Der er 25 kontinenssygeplejersker og fem fysioterapeuter med uroterapeutuddannelse. For at sikre en ensartet rådgivning er der udarbejdet en spørgeguide til både mænd og kvinder. En gang om året samles rådgiverne for at dele erfaringer og få ny viden og for at styrke dannelse af netværk på tværs af landet.

Styregruppen består af fire personer: speciallæge i gynækologi Lars Alling Møller og fysioterapeut Ulla Due er fra Kontinensforeningen. Speciallæge i urologi John Bugge Nielsen og kontinenssygeplejerske Bente Thoft er fra Skejby Sygehus.

Tove Tækker Jepsen er ansat på Inkontinensklinikken, Skejby Sygehus.