Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2005 nr. 8, s. 45

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Fra risikovurdering til tallerken og mund

Preben U. Pedersen - med bidrag af Dorthe Overgaard

Humanernæring i praksis

Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur 2004
274 sider, 275 kr.

SY-2005-08-45aAlt for længe er der fokuseret på ernæringsproblemer relateret til indlæggelsesforløb. Men mange af de komplikationer, der kan opstå som følge af mangelfuld ernæring, viser sig først efter udskrivelsen. Og mange ernæringsproblemer opstår allerede før indlæggelse på sygehus eller er den direkte årsag til indlæggelse.

Hver gang vi møder en patient, det være sig i primær eller sekundær sektor, er det påkrævet at arbejde med ernæring som element i forebyggelse af sundhedssvigt. Med denne bog i hånden er man rustet til at tage fat på problemerne, hvor de end måtte vise sig.  

Preben U. Pedersen beskæftiger sig først og fremmest med den ernæringsmæssige risiko ved lavt energiindtag, men der er også et udmærket afsnit om overvægt og fedme. At være slank har været sidestillet med at være sund, hvorfor vægttab for at blive slank også måtte være sundt. Så enkelt er det ikke. Andre temaer er sammenhængen mellem kosten og risikoen for udvikling af kræft, hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed m.m.

Preben U. Pedersen gennemgår metoder til bedømmelse af ernæringsstatus og til identifikation af patienter i ernæringsmæssig risiko. Han lancerer en model for udvikling af fejlernæring, som hjælper med at identificere problemområder og dermed også giver svar på, hvor der skal sættes ind. 

Det er vigtigt at bruge tid på problemidentifikation og udarbejdelse af handleplan. Eksemplerne på procedurevejledning og kvalitetsstandard er fra en hospitalsafdeling, men de kan udmærket anvendes i primærsektor. Alle, der beskæftiger sig med småtspisende, ved, hvor lang vejen er fra tallerkenen til munden. Her er der god hjælp at hente i kapitlet om metoder til ændret kostindtagelse, hvor der er lagt stor vægt på at medinddrage patienten. 

I hvert afsnit bruges eksempler fra den nyeste evidensbaserede viden om ernæring. Danske og udenlandske videnskabelige undersøgelser refereres, og eksemplerne er med til at give stoffet kød og blod, så bogen bliver ekstra spændende og brugbar.

Bogen er beregnet både som lærebog for studerende inden for de sundhedsfaglige professions-, diplom- og masteruddannelser og for sundhedsfagligt personale i klinisk praksis og undervisningsforløb.

Af Susanne Cordes, udviklingssygeplejerske, Gentofte Kommune.

Lær patienten at kende

Kjeld Fredens

Mennesket i hjernen

En grundbog i neuropædagogik
Århus: Systime 2004
160 sider, 200 kr.

SY-2005-08-45bAt bevæge sig ind i hjernens mystik er fantastisk og frustrerende på samme tid, fordi man finder ud af, hvor meget man endnu mangler at lære.

Neuropsykolog Kjeld Fredens har de sidste 30 år beskæftiget sig med de tankeprocesser og handlinger, der ligger til grund for læring, kreativitet og samarbejde. Han henvender sig her til professionelle, der har brug for en teoretisk vinkel på praktisk kundskab og konkrete løsningsforslag i det neuropædagogiske arbejde.

Der ligger forskellige videnskabsteorier bag samarbejdet med og forståelsen af mennesker med neuropsykologiske deficit. Afhængigt af ens profession arbejdes der med den eksperimentelle og den konstruktionistiske synsvinkel. Den sidste synsvinkel møder vi især i sidste fase af genoptræningen, hvor målet er at skabe sammenhæng og mening, og hvor patientens livsverden kommer til at fylde mere.

Med en konstruktionistisk tilgang forsøger man at forstå det særegne i hvert enkelt individ. Neuropædagogens funktion er at være brobygger mellem patientens viden og færdigheder og den nye opgaves krav. Målet er, at patienten bliver så selvhjulpen som overhovedet muligt med funktionstræning og forvaltning af sit eget liv.

Læseren får mulighed for at fordybe sig i teorier og cases, der underbygger teorierne, og får også repeteret hjernens anatomi og fysiologi pædagogisk og letlæseligt. Spændende er det at læse om manglende sygdomserkendelse, hukommelse, sprogets facetter og teamarbejde.

Neuropædagogens vigtigste funktion er at være deltagende observant og lære patienten at kende som menneske og ikke kun læne sig op ad CT-scanningssvar, neuropsykologiske test o. l. Forfatterens holistiske menneskesyn er utroligt inspirerende.

Af Rikke Lohmann Panton, sygeplejerske på Afdeling for Traumatisk Hjerneskade 123, Hvidovre Hospital.