Fravalgt

Hun var 85 år, enlig, i terminalstadiet af kræft og havde forlangt sig udskrevet fra hospitalet. Allerede disse oplysninger gjorde mig forvirret. Navnet var aristokratisk, hun boede dog ikke i en herskabslejlighed, men i en karré med små lejligheder. Hospitalet havde foreslået hende besøg af hjemmesygeplejerske og jo, jeg måtte godt komme, sagde hun, da jeg ringede. Den lille dødsmærkede kvinde, der åbnede døren lidt på klem, var klædt i en af hospitalets undertrøjer, som nåede til midt på låret. Det var sommer og hedebølge.

Påklædningen var der intet aristokratisk ved, men blikket i øjnene og kroppens holdning var en dronning værdig. En lille entré. Kammeret med en seng. Hurtigt overset. I stuen lå flere ægte tæpper rullet sammen. Hun undskyldte, at der desværre kun var to stole, vi kunne sidde på omkring et lille konsolbord. De andre smukke Louis Seize-stole var kun til øjets fryd. På væggene hang skønne, sjældne værker. Formentlig et tidligere stort hjem, nu komprimeret ned til denne lille stue. Hun satte sig over for mig, afventende med sit faste blik fæstnet på mig.

Jo, hun vidste, at hun var meget syg, men ville helst være hjemme. Nej, ingen smerter, ingen problemer med at spise og drikke, omend lidt. Ingen brug for hjælp til pleje. Jo, gerne lidt hjemmehjælp til rengøring og indkøb. Den nærmeste tid, der kan blive svær? Nej, det klarer jeg. Hjælpemidler, nej tak. Døgnpleje? Nej tak. Hospice? Jeg anede en svag interesse: "Det vil jeg tænke over." Pårørende, ingen kontakt til nevø. Lægen, jo, hun indlagde mig.

Vi nåede rundt om alle tilbud. Hendes udstråling bød mig, at jeg ikke gik tættere på. Jeg spurgte, om hun ønskede, at jeg kom igen. "Jeg kan godt lide dig, du må gerne komme igen."

Nej tak til hospice

Ved næste besøg var hjemmehjælperne startet. De købte lidt ind og gik ned med skraldeposen. Det var god hjælp. Hun havde tænkt over det med hospice, men nej tak - hun ville helst være hjemme. Det var fint, hvis jeg kikkede op et par gange om ugen og helst mig. Nu kendte hun mig jo.

Det var stadig hedebølge, og et par dage senere kunne jeg tydeligt se en ændring i hendes tilstand. Stadig rask. Det klare blik, men den uendelige træthed prægede det magre, lille menneske. Hun fortalte mig, at hun dagen før havde været i banken og ordne forskellige ting. Jeg kunne forestille mig, hvilke kræfter der skulle mobiliseres til dette besøg. Smerter? Var det en idé, at hun kontaktede lægen, så denne vidste, at hun var blevet udskrevet? Jo, det ville hun gøre, for hun kunne også bruge noget at sove på. Hospitalsundertrøjen var den samme og bar præg af dages brug. Havde hun lyst til, at jeg hjalp hende med et bad? Nej, det kunne hun sagtens selv klare.

Efter dette besøg havde jeg stort behov for at dele mine oplevelser med andre. Jeg cyklede op til lægen lidt senere og overbeviste mig selv om, at det var ok., for hun ville jo også kontakte lægen. Jo, lægen kendte hende godt. Hun havde lige ringet og bedt om sovemedicin, og de havde aftalt et besøg i næste uge. Jeg forberedte hjemmehjælpen på, at hun kom til en dør, der ikke blev åbnet.

Et levende lig

Benene slæbte. Kroppen var hud og knogler, kuløren gråbleg. Det var et levende lig, der sad over for mig næste gang, jeg sad i den smukke stol. Skal vi ikke komme og hjælpe dig i weekenden? Hvis vi får nøgler, er det nemmere. Nej tak, jeg skal nok klare det. Bleerne og stiklagnerne er en stor hjælp. Hvis du ikke kan lukke op, må vi kalde låsesmed. Ja, det må I så.

Hun magtede ikke at tale længe, jeg måtte gerne gå. Fulgt helt til døren. Vi ses på tirsdag, og så kommer lægen også.

Mandag morgen ringede hjemmehjælpen, at der ikke blev åbnet ved besøget. Vi aftalte at mødes en halv time senere. Tilsynsførende, låsesmed og jeg. Jeg følte mig rolig og forberedt. Da vi stod ved gadedøren, pumpede adrenalinet alligevel rundt. Der stod en stol for døren, da låsesmeden åbnede. Kammeret og stuen var tomme, køkkenet ligeså. I mørket i badeværelset anede vi den døde kvinde, der lå i det fyldte badekar. På konsolbordet lå alle papirerne parat. Alt var ordnet. Vi følte ingen panik. Jeg ringede til alarmcentralen, vi blev nødt til at sætte os i en af de fine stole, for vi var jo tre. I løbet af en halv time var der alle dem, der skulle komme: akutlægen, kriminalpoliti, civilpoliti. Vi måtte gerne gå, nu klarede de resten.

Stærkt menneske

Et halvt år senere faldt mit blik på en notits i avisen. "En perle af indbo og malerier fra fru A's bo er solgt på auktion." En beskrivelse af malerier og møbler fulgte, og jeg så igen den lille stue for mit indre blik. Auktionen indbragte næsten en million kroner, som gik til en velgørende institution.

Så stærkt et menneske, der på dødens rand kunne foretage så bevidste ting, slog næsten fødderne væk under mig. Jeg måtte overveje det nøje, før jeg blev overbevist om, at det var o.k. Jeg er ikke vant til at blive valgt fra.

Lisbeth Egebjerg Olsen er ansat i hjemmeplejen på Østerbro.