Når patienten tager sit eget liv

Side 26-27
Billede

Side 28

"Vi stod alle tre i entreen og snakkede lidt sammen, inden vi gik ind i stuen. Jeg skulle lige trække vejret nogle gange. Hvor hænger han? Hvad skal vi forvente? Karen kommer i tanker om, at hun har glemt sin kalder ude i bilen, og så går hun. Jeg får lige tanken: "Nej, hvorfor går du nu? Jeg har brug for, du er her." Dorethe og jeg går ind i stuen og ser, at han hænger der. Vi må have noget, vi kan skære ham ned med, inden vi går ud til ham. Vi går ud i køkkenet og finder en saks, og jeg får lagt mit overtøj, så Karen også når at komme. Jeg havde brug for, at vi var tre, der gik derind. Vi går ud i havestuen, og så er det så mig, der guider forløbet."

Sygeplejerske Susanne Hult-Christensen fortæller, hvordan hun for et par år siden blev ringet op af en social- og sundhedshjælper, der stod ude hos en ældre patient, der havde hængt sig. Hjælperen havde stået uden for huset og kaldt op. Hun havde spurgt, om hun skulle gå ind og tage borgeren ned, men Susanne havde svaret, at hun ikke skulle stå med det alene, men vente udenfor, indtil der kom nogen ud til hende. Susanne var nyansat og kendte ikke hjælperen, men hun kunne høre på hende, at hun var påvirket. Det faldt ikke Susanne ind at spørge, om hjælperen var sikker på, om manden var død. Foruden Susanne var der to andre nye kollegaer på sygeplejekontoret, men ingen kunne umiddelbart finde skriftlige retningslinjer. Susanne ringede til vagthavende læge og fik Karen, en social- og sundhedshjælper fra et nærliggende plejecenter, til at køre ud og støtte Dorethe. For Susanne var det vigtigste at komme hurtigt derud og få manden ned.

"Bagefter kan jeg godt se, at jeg jo reelt ikke vidste, om manden var død. Mens jeg kører, mærker jeg adrenalinen. Jeg er varm i kinderne og ruller vinduet ned, mens jeg tænker, at jeg må samle mig og tage hånd om de to piger, der står derude," fortæller Susanne. "Jeg havde selv været ude hos manden ved middagstid."

Synd for ham
Susanne mødte de to social- og sundhedshjælpere ude ved deres biler, da hun ankom en halv snes minutter efter. Dorethe fortalte, at hun var gået lidt forsigtigt rundt inde i huset og havde kaldt på manden. En nabo, der holdt øje med manden, havde dagen i forvejen talt om, at han var ked af det og ikke ønskede at leve mere. Da Dorethe ikke havde fundet manden i soveværelset, var hun gået ind i stuen, hvorfra hun kunne se ham hænge ude i havestuen. Han havde stået på en stol og lagt et reb over en af bjælkerne i loftet. En knude havde løsnet sig, efter han var hoppet ned fra stolen, så han næsten lå på skinnebenene.

"Han så faktisk helt levende ud i øjnene, fordi han havde briller på, og lyset stod ind i stuen, så det reflekteredes i brillerne. Jeg kan huske fornemmelsen af, at jeg ikke brød mig om at røre ved ham," fortæller Susanne. "Han havde ingen puls, han var cyanotisk, tungen hang ud, der var lidt fråde om munden og vandladning på gulvet. Hjælperne stod bag ham for at gribe fat, da jeg løsnede knuderne. Jeg syntes ikke, han skulle have de knuder fortil op mod struben, så de skulle af. Han var ikke tung at tage ned. Min første tanke var at få ham lagt anstændigt. Jeg syntes simpelthen, det var så synd for ham. Der var meget omsorg omkring ham, og bagefter var jeg glad for, at vi havde brugt så meget tid på det. Vi fik ham lagt pænt med hovedet på en pude, han fik lagt hænderne op på maven, og vi lagde et tæppe over. Vi begyndte at se efter, om vi kunne finde telefonnumre på noget familie, men da vi ikke vidste, hvor meget man måtte begynde at rode i folks ting, besluttede vi os til at vente, indtil lægen kom. Han var meget kort for hovedet, stetoskoperede, skrev skadesrapporten og sagde, at politiet var på vej og ville tage sig af resten, og så gik han. Jeg kunne godt have brugt, at han også havde været der lidt for vores skyld. Nu kunne vi tage det stille og roligt, og så gik vi ud i køkkenet."

Medicin til at dø

Manden, der var sidst i 70erne, havde fået konstateret kræft i halsen og var blevet udskrevet fra sygehuset to dage før til kærlig omsorg og pleje, men uden behandlingstilbud. Han havde ikke tidligere haft brug for hjemmepleje, men nogle af sygeplejerskerne var kommet i hjemmet for flere år siden, da hans kone døde en smertefuld død af kræft. Nu kom der en social- og sundhedshjælper om morgenen, som lavede morgenmad og vurderede mandens behov for personlig pleje. Der kom sygeplejerske både dag og aften, så manden var under intensivt tilsyn.

Om aftenen, den dag manden var blevet udskrevet, havde han spurgt aftensygeplejersken, om ikke hun havde noget medicin,

Side 29 

han kunne få, så han kunne komme herfra. Sygeplejersken blev der længe og talte med ham. Da hun skulle gå, havde manden taget hende i hånden, sagt tak for snakken, og at hun ikke skulle bekymre sig mere, for nu havde han det godt igen.

Susanne nåede at komme på besøg to gange, men da det elektroniske journalsystem havde været gået ned nogle dage, havde nattevagterne kun fået mundtlig rapport. Først ad omveje fik hun en fornemmelse af, at manden havde suicidale tanker, fordi hun talte med naboen om lørdagen.

"Jeg sad hos manden en times tid om lørdagen," fortæller Susanne. "Han var lidt stille, og det gjorde mig nysgerrig efter at finde ud af, hvad han var for en mand. Vi havde god kontakt. Han blev tryg ved, at jeg var der og snakkede og spurgte ind. Jeg havde behov for at vide, hvad han havde af netværk, og jeg kunne forstå, at han havde en aftale med naboen om, at hun så ind til ham, når han tændte lys i køkkenet om aftenen.

Foto: Morten Nilsson 

Havestuen

Om søndagen ved middagstid sad jeg og var stille sammen med ham. Bare det at være sammen. Vi snakkede om hans have, som vi kunne se udenfor. Der var begyndt at komme forårsblomster op. Jeg prøvede, om jeg kunne få ham lidt interesseret i det, der foregik omkring ham, for at få en fornemmelse af, hvor han var henne. Jeg spurgte, om han havde været ude i haven og se til forårsblomsterne. Han begyndte at blive lidt mere aktiv i dialogen, og vi snakkede om, at naboen så til ham. Da jeg spurgte, om hendes børn også kom ind til ham, blev han sådan lidt formørket. De havde så ikke været der et stykke tid, og jeg kunne mærke, han var lidt forstemt. Vi snakkede om havestuen, hvor forårssolen stod lige ind, og han fortalte, at det var et sted, hvor han hyggede sig meget. Han snakkede igen om familien. Jeg ville finde ud af, om han var deprimeret. Min opmærksomhed var skærpet efter det, jeg havde fået at vide om lørdagen.

I kontaktbogen havde aftensygeplejersken skrevet, at hans læge kunne kontaktes ved behov. Jeg siger til manden, at jeg kan mærke, han ikke har det godt. Det bekræfter han, og jeg spørger, om han vil have, at vi kontakter hans læge. "Han kan jo alligevel ikke gøre noget," siger manden. "Han kan komme ud og snakke med dig," siger jeg. "Han kender dig jo gennem et langt forløb, og han kan høre, hvordan du har det, nu du har været indlagt." Det kunne godt vente til mandag, sagde manden, og det virkede reelt nok. Lige før jeg gik, sagde manden, at han godt ville have lidt at spise, så jeg anrettede lidt mad til ham. Jeg kørte derfra lidt over tolv eller halv et, sådan noget lignende. Jeg havde været derude en time. Da Dorethe ringede, var det cirka halvanden time siden, jeg kørte derfra."

Alene i tomt kontor

Da lægen var gået, stod alle tre i køkkenet, da aftensygeplejersken Margit, en ældre sygeplejerske med mange års erfaring, dukkede op. Det var hende, der havde været der aftenen forinden og havde haft lange samtaler med manden. "Jeg blev simpelthen så glad for at se hende, for her var en, jeg kunne dele det med. Jeg havde følt, at det var mig, der skulle tage hånd om det her, og at det var mit ansvar," fortæller Susanne. Margit ville blive og støtte Dorethe, når hun skulle aflægge forklaring til politiet, så Susanne kunne tage tilbage til sygeplejerskekontoret og få sit arbejde gjort færdigt.

Side 30
 

Da Susanne kom tilbage, var dagsygeplejerskerne gået hjem. Hun fortalte koordinatoren for aftenholdet af social- og sundhedshjælpere, hvad der var sket. Susanne satte sig ind på kontoret for at skrive rapport. "Det er meget tomt at sidde der. Det er tidligt forår og helt mørkt, og jeg sidder helt alene i rummet. Jeg vidste godt, hvad klokken var, men et eller andet sted havde jeg måske håbet, at der sad en, jeg kunne snakke med. Det gør vi tit om eftermiddagen. Vi bruger hinanden til at snakke nogle situationer igennem. Nu havde jeg bare en fornemmelse af tomhed."

Susanne kørte hjem, men kunne ikke fortælle om sine oplevelser, før hendes børn var kommet i seng. "Det er ikke altid, min mand ser den del af mit arbejde. Han lytter, og det vil han også gerne, men en mand, der har hængt sig jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der ikke tør spørge ind til sådan noget. For det er grimt. Nogle gange lukker han måske af. Man snakker måske meget, når man er påvirket af situationen.

På det tidspunkt orkede jeg ikke at ringe til Dorethe og Karen. Jeg følte mig fuldstændig slap i hele kroppen. I stedet ringede Karen til mig, og det var faktisk rart. Jeg er ret god til at drage omsorg for andre, jeg er bare ikke ret god til at bede om noget selv."

En spand koldt vand

Dagen efter lagde Susanne vejen forbi plejecentret, inden hun mødte på arbejde. Hun spurgte, om Karen kunne blive fritaget, så de involverede kunne samles i løbet af dagen og få snakket begivenhederne igennem. Da Susanne mødte på sin egen arbejdsplads, fortalte hun ved rapporten, at hendes patient havde hængt sig. Sygeplejersken vendte sig om og sagde: "Jamen, det havde han jo også sagt, han ville." "Jeg fik bare sådan en spand koldt vand i hovedet. Jeg blev helt lammet," beretter Susanne. "Sagt? Jeg opdagede det jo først om lørdagen, fordi naboen havde sagt nogle ting til mig. Hvorfor er de oplysninger gået fløjten? Hun vidste åbenbart rigtig meget. Det var ikke lige det, jeg havde brug for. Det var en underlig fornemmelse."

Susanne fortalte sin sygeplejeleder om forløbet og spurgte efter skriftlige retningslinjer, som der havde været på hendes tidligere arbejdsplads. Susanne mente, hun skulle have haft tilbud om psykologhjælp og om at tale om det passerede. Hun mærkede en vrede indeni, men oplevede dog, at lederen tog imod informationen og fandt telefonnummer på en psykolog, da Susanne bad om det.

Da Susanne skulle mødes med Dorethe og Karen, bad hun en anden sygeplejerske om at lede mødet, fordi hun selv følte sig for berørt. De tre involverede fik drøftet forløbet igennem.

To dage efter havde Susanne en fridag. Det meste af dagen brugte hun på at ringe forgæves til psykologer, der ikke kunne give hende tid de første 3-4 uger. Hun ringede også til skadestuen og til Falck, der blot henviste til hinanden og til de samme psykologer, som Susanne allerede havde ringet til. Til sidst opgav hun. Da Susannes mand kom hjem, blev han vred på hendes vegne, og gennem ham fik Susanne omsider fat i en psykolog i en anden by, som gav hende en tid ugen efter. Susanne har haft tre konsultationer hos psykologen og har været meget lettet over at få mulighed for at tale med en udenforstående.

Susannes leder blev efterhånden klar over, at Susanne havde været skuffet over arbejdspladsens støtte. Hun spurgte, hvad det var, hun har savnet, og hvordan hun kunne have ønsket støtte. Susanne forklarede sig, og der er siden lavet en vejledning i, hvordan kolleger og ledere skal forholde sig over for en kollega, der har været ude for en traumatisk oplevelse.

Gode, konkrete råd

Susanne synes, vejledningen er et vældig godt skridt på vejen. Den er ikke perfekt, f.eks. er der ikke henvisning til en psykolog, der kan bruges akut. Men specielt de konkrete råd til kolleger finder hun vældig gode:

"De handler f.eks. om, hvordan man skal tale med sin kollega. Man skal f.eks. ikke komme med egne oplevelser, og man skal ikke nedtone den pågældendes oplevelser. Rådene er konkrete. Der står ikke bare, at man skal lytte til sin kollega. Der står også, hvad man ikke skal gøre. Man skal f.eks. ikke sende medarbejderen hjem til en fridag. Ting, som jeg selv opdagede, jeg havde brug for, man tog hånd om, de står der. Der står også, at der skal tilbydes psykologhjælp efter den enkeltes behov. Retningslinjerne har allerede vist sig anvendelige i en traumatisk situation, vi siden har været ude for."

Susanne Hult-Christensens råd til sygeplejersker, der kommer

Side 31

Billede

Side 32 

i en situation som hun selv, er, at de uanset tidspunkt skal kontakte deres nærmeste leder og orientere om, hvad der er sket. Herefter er det kollegaerne, der skal handle og bl.a. sørge for, at der er nogen hjemme hos hende, og måske skal de også ringe hjem til hende senere. Kollegaerne skal handle, som om pågældende er i krise, dvs. de skal drage omsorg for hende og tage sig af de praktiske ting i chokfasen. Alle involverede skal debriefes, uanset hvor i hændelsen de har været. Man skal sørge for, at de får snakket sammen og spurgt til hinanden. De har behov for at rekonstruere hændelsen sammen.

Senere i forløbet har Susanne haft flashbacks. De kunne komme om natten, hvis hun vågnede, og lyset fra månen faldt ind på hendes morgenkåbe. Det viste sig ikke som et billede af den hængte mand, et billedflashback, men som et følelsesflashback, hvor følelserne omkring forløbet blev aktiveret. På et tidspunkt fik hun en dårligere nattesøvn, og psykologen anbefalede hende at tage nogle sygedage og slappe af. Susanne gik nogle lange ture, og det hjalp. På arbejde fungerede hun fint.

Svigtet

For Susanne har det værste ikke været synet af den døde. Hun har set døde mennesker før, og da hun startede på plejecentret fik hun også med døende at gøre, et arbejde, hun finder berigende.

Det, der har pint Susanne, er det svigt, hun følte. Der blev ikke taget hånd om hende. Hun følte sig ensom, selvom mange kolleger kunne se, at hun havde det svært og gav hende et kram. "At man ligesom Margit ude hos den døde mand sagde: "Det tager jeg mig af, "er afgørende. Ansvaret løftes fra den, der har det svært," siger Susanne. Hendes flashbacks og følelserne mener hun ikke, hun kunne have været sparet for. Dem ville hun nok have haft under alle omstændigheder.

Er det, fordi det var en voldsom død, du har haft brug for særlig omsorg?
"Nej. Egentlig har jeg det jo ret godt med forløbet."

Du opfatter det ikke som en tragedie, at manden tog sit eget liv?

"Nej. Jeg har det godt med, at jeg havde siddet og snakket med ham. Manden og jeg havde snakket om den der gode plet i solen. Han har faktisk hængt sig på det sted i havestuen, vi havde snakket om. Jeg har ikke haft skyldfølelse. Det spurgte psykologen også om. Jeg har måske endda på en måde givet ham et godt sted at komme herfra på. Det har jeg haft det godt med.

Jeg har tænkt meget på det tidspunkt, lige inden jeg skal ind i stuen, hvor jeg tænker: Hvad får jeg at se? Hvad venter der os? Og det øjeblik, lige inden man bliver eksponeret for det ubehagelige. Det er stressende. Alle de forestillinger, jeg gjorde mig inden. Hvordan ser man ud, når man hænger? Det var derfor, jeg var så glad for, han hang med ryggen til. Jeg kunne tage ham i små bidder. Det synes jeg var meget omsorgsfuldt. Over for os."

Du opfatter hans død som meget velovervejet?
"Han havde besluttet sig. Vi kunne jo ikke hjælpe ham med aktiv dødshjælp, så han måtte selv tage sig af dage. Men det er nu ikke noget, der har trøstet mig. Jeg har snakket med ham. Jeg har været opmærksom på ham, og jeg har også taget de oplysninger, jeg fik af naboerne med mig. Men hvorfor har jeg ikke fået alle oplysningerne? Dem er der brug for, når man skal tage imod en mand, som kommer hjem fra sygehuset med en alvorlig sygdom.

Siden har jeg gjort meget for at gøre opmærksom på, hvad jeg godt ville have haft anderledes. Jeg har afleveret mine frustrationer de rigtige steder."

Er der noget, du ville have gjort anderledes i dag? Nu har du jo fået nogle erfaringer.
"Jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Hvis jeg kunne vælge i dag, ville jeg så have været foruden den her oplevelse? Det ved jeg ikke rigtigt, for jeg synes også, jeg er blevet meget rig af den. Og jeg har fået flyttet nogle ting i mine omgivelser. Jeg er også meget åben for at arbejde med mig selv.

Hvis jeg skal efterrationalisere, så gik der rimelig lang tid, inden vi stod inde hos manden. Inden jeg fik ringet til lægen og lige fik drøftet noget med en kollega. Og mens jeg står og snakker med hjælperne, og inden jeg går ind der går det virker, som om der går utrolig lang tid. Fra jeg ankommer, indtil vi går ind, går der nok ti minutter, men det er jo også lang tid, hvis man skal redde en mands liv. Hvis man ser rent fagligt på det, så skulle vi nok være gået ind til manden med det samme, men det tror jeg ikke, vi havde haft mod til. Jeg var da påvirket af, at det var ubehageligt at skulle ind og tage ham ned."