Boganmeldelser

Bombardementet, der ikke blev talt om

Alice Maud Guldbrandsen

Tavshed blev min sang

København: Forlaget Documentas 2005
168 sider, 229 kr.

Der er skrevet mange beretninger om bombardementet af Den franske Skole på Frederiksberg den 21. marts 1945, hvor Shell-Huset var målet for de allieredes angreb, men hvor også skolen blev ramt ved en frygtelig fejltagelse.

I Alice Maud Guldbrandsens bog "Tavshed blev min sang," er det selvoplevelsen, der dominerer, og det betyder, at læseren kommer tæt på begivenheden. Erindringer om barndommens måske største traume er kaldt frem og beskrevet af forfatteren selv og af andre tidligere elever på Den franske Skole.

Forældres sorg og ulykke er refereret, redningsfolk og en medvirkende Royal Air Force-pilot fortæller. Fra de to involverede hospitaler, Diakonissestiftelsen og Frederiksberg Hospital, berettes om indbragte patienter og døde, hvoraf de fleste var børn.

Rejsen tilbage i tiden til mareridtet for tres år siden er beskrevet under genoplevelse af følelserne, men samtidig så nøgternt og roligt, at netop denne form forstærker læserens oplevelse undervejs.

Ikke mindst skildringerne af barnets oplevelse er stærkt berørende læsning. Angsten for at dø og sorgen hos de yngste over en mistet madkasse, et sjippetov eller en ny frakke går hånd i hånd. Man fornemmer, hvor let det nu tres år efter har været for fortællerne at kalde erindringen frem, hvor tungt den har hvilet i sindet gennem hele livet, og hvor svært det må have været at skrive om den. Samtidig gives der også udtryk for lettelse og frihed, når ordene er sagt.

Det blev de ikke i barndommen, hvor det for eksempel hed: "Mine forældre valgte, som det var god tone dengang, ikke at tale om katastrofen," "Aldrig vil jeg glemme min frustration, når jeg ville fortælle mine forældre om mine oplevelser, og de blot sagde, at det taler vi ikke om, det skal du bare glemme" eller "Bombardementet blev der ikke talt om. Det lå i luften, at det var bedst at glemme det så hurtigt som muligt."

Holdningen var, at mareridt og uhyggelige minder nok gik over, hvis de blev tiet ihjel, og var den samme i hjemmet, i skolen og blandt kammeraterne. Naturligvis glemte ingen, og traumet har kunnet dukke op når som helst livet igennem eller fremkaldes af voldsom lyd, lugten af kalkstøv, frygt for det lukkede rum i elevatorer og fly, angst for at ligge under en bom i gymnastiksalen.

Også redningsfolk - professionelle og tililende - beretter i bogen om tanker, der har fulgt dem hele livet efter at have været i aktion under den vist største civile ulykke i Danmark i nyere tid. Man ankom hurtigt og gik straks i gang med det farlige arbejde at redde så mange som muligt. Farerne var sammenstyrtede mure, udslip af gas, sprængte vandrør i kælderen, hvor børn og voksne havde søgt tilflugt.

Børnene fremstod som gråhårede, overpudret af kalk og støv. En af de medvirkende brandmænd fortæller: "Efter et redningsarbejde kan det ske, at man stiller sig selv nogle spørgsmål: Var der nu noget, der kunne have været gjort bedre eller anderledes." Redningsaktionen på Den franske Skole førte ikke til selvbebrejdelser hos den pågældende, men erindringen har altid levet, og "I de situationer har det altid været godt at have gode kolleger at drøfte problemerne med. Dengang var der modsat i dag ingen krisehjælp, og så måtte vi jo klare sagerne på den måde." 

De nærmeste sygehuse var Diakonissestiftelsens Hospital og Frederiksberg Hospital, og også disse steder rummer erindringer. Søster Klara Troelsen på Diakonissestiftelsen fortæller, at noget af det sværeste var at se de døde børn lagt i lange rækker i kapel, skolestue og gymnastiksal. Børnene var uidentificerede, og forældrene måtte selv gå langs de mange rækker for at finde deres barn. Af en rapport fra Frederiksberg Hospital om den skæbnesvangre dag fremgår, at de sårede mennesker hurtigt blev bragt ind til skadestuen i ambulancer, taxavogne og lastbiler.

Et stort antal læger og sygeplejersker, der hørte om katastrofen, mødte straks op for at hjælpe. Der blev omgående oprettet fire operationshold og opsat tres ekstra senge på kirurgisk afdeling. 

I et notat fra 1949 fortæller den daværende forstanderinde: "I løbet af halvanden time blev der modtaget cirka 300 sårede, hovedsageligt fra Den franske Skole, samt i løbet af dagen cirka 40 døde; de fleste unge piger på cirka fjorten til femten år." I alt døde 86 børn, fire lærerinder, ti søstre og fire redningsfolk. Alle navne er nævnt i bogen under overskriften "In Memoriam" og giver læseren det sidste stærke indtryk af katastrofens omfang. Hele fremstillingen er så berørende, at den kommer ind under en af bogens overskrifter: "Aldrig vil jeg glemme."

Af Dagmar Bork, pensioneret forstanderinde fra Haderslev Sygehus. 

Tillid er et konkret fænomen

Lisbeth Sachs

Tillit som bot

Placebo i tid och rum
Lund: Studentlitteratur 2004
160 sider, 240 kr.

Er det dog muligt at skrive mere om tillid, tænkte jeg, da jeg fik denne lille mørkegrønne bog i hånden. Hvilke filosoffer skal nu trækkes frem? Hvilke ideologier og retorisk argumentation skal nu luftes? Efter endt læsning må jeg konstatere, at der er meget mere at sige om tillid end det, der hidtil er skrevet for sygeplejersker, af sygeplejersker og om sygeplejersker og sygepleje.

Den svenske antropolog Lisbeth Sachs tager læseren med på en spændende temarejse om tillid i tid og rum. Ud fra klassisk og nyere antropologisk litteratur og ud fra egen forskning søger hun at belyse fænomenerne "bot" (bod på dansk), placebo (betyder egentlig at behage) og nocebo (et negativt modsvar til placebo) med begrebet tillid som omdrejningspunkt. Sachs argumenterer for, at tillid er virksomt og kraftfuldt bag om al slags mellemmenneskelig interaktion og i særdeleshed, når det drejer sig om sygdom og lidelse. Tillidsbegrebet findes frem for alt som et mellemmenneskeligt fænomen. Tillid er noget, der bygges op mellem mennesker i kraft af deres relationer og mellem mennesker og deres omverden i og med praktiske erfaringer. 

Ordet bod benytter vi i dag sjældent i en dansk sammenhæng. Vi kan sige: "Det må jeg råde bod på," men vi benytter ikke ordet i en sundhedsfaglig kontekst i forståelsen "at sone" eller "at gøre afbigt." Sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse, behandling, pleje og omsorg, palliation og rehabilitering opfatter vi ikke som bodsøvelser, der virker gennem skabelse af tillid i relationen til lægen/sygeplejersken og derigennem er med til at gøre patienten rask. Jeg tror, at begrebet bod kunne være et interessant og nyttigt perspektiv at anlægge på de forskellige sundhedsfaglige tiltag for at få øje på nye facetter af ens sundhedsfaglige praksis.

Ved at præsentere en række af de mest klassiske etnografiske beretninger om shamaner, åndemanere og medicinmænd tilbyder Sachs læserne et spejl, hvori de kan få øje på deres egen sundhedsfaglige praksis. Hun viser, hvordan tillid altid har en central placering i relationerne mellem de sundhedsprofessionelle, patienterne og deres nærmeste. Men tillid er ikke et neutralt fænomen.

Tillid er altid noget, der udspiller sig i konkrete situationer, hvilket betyder, at tillid både kan få placeboeffekt og det modsatte, nemlig noceboeffekt, dvs. når tillid fører til magtmisbrug. Bogens styrke er, at fænomenet og begrebet tillid kontekstualiseres på en ny og særdeles frugtbar måde.

De etnografiske beretninger giver meget stof til eftertanke, idet Sachs støtter og opfordrer læserne til at sammenligne beretningerne med egen praksis, hele tiden med tillid som et analytisk greb. Selvom bogen er kort (150 sider), er teksten komprimeret og læses bedst ad flere omgange.

Måske kan bogen være en hjælp til, at sygeplejersker bl.a. i deres målsætninger og idégrundlag for sygepleje forholder sig mere konkret til fænomenet tillid. Der er brug for, at sygeplejersker i tale, skrift og handlen diskuterer, hvordan tillid udspiller sig i de sygeplejesituationer, de er en del af, og forlader de abstrakte og intetsigende udsagn om tillid på et overordnet og generelt plan. 

Af Lektor Helle Ploug Hansen, ph.d., mag.scient., sygeplejerske, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, Odense.    

Mad på 10 sprog

Grethe Hjul Mandrup, Kirsten Mikkelsen Ravnbøl

Video: Mad til små børn

Om sund mad til børn fra 0 til 1½ år

København: Sundhedsstyrelsen/ Fødevaredirektoratet 2004
Varighed 60 min. 180 kr.

"Mad til små børn" er opdelt i fire små film:

1. Når bryst er bedst - om mad til børn fra 0-6 måneder.
2. Fra mælk til mad - om mad til børn fra 6 til 9 måneder.
3. Familiens mad - om mad til børn fra 9 måneder til 1½ år.
4. Hvordan får børn sunde spisevaner - et oplæg til debat.

 Filmene er udgivet af Sundhedsstyrelsen og Fødevaredirektoratet og bygger på anbefalinger om sund mad fra bogen "Mad til spædbørn og småbørn - fra skemad til familiemad." 

Filmene tager udgangspunkt i danske måltidstraditioner, og de medvirkende er danske familier. De tre første film er oversat til 10 forskellige sprog med danske undertekster. Til filmene følger en lille værktøjskasse, et hæfte med beskrivelse af indhold og vejledning i brug af filmene. Det anbefales, at filmene vises af en sundhedsplejerske eller anden fagperson for at sikre, at udgangspunktet er det enkelte barn og den enkelte familie. 

Sigtet er bredt, og opdelingen gør, at filmene kan anvendes i mange sammenhænge. De første 12 minutter om etablering af amning, vil være velegnet at vise på et fødselsforberedelseskursus eller på barselsgangen. Afsnittet om tilberedning af modermælkserstatning vil være rart at have under armen ud til den familie, som har brug for særlig grundig vejledning.

Film 2 og 3 er gode supplementer til mundtlig kostvejledning til den usikre førstegangsfamilie og til flygtninge- og indvandrerfamilierne. Her vises tilberedning af grød- og mosmåltid og eksempler på sammensætning af dagens måltider. Budskabet er, at barnet skal være med ved familiens måltider og have lov til at spise i forhold til formåen.

Film 4: "Hvordan får børn sunde madvaner" findes kun i en dansk udgave og er tænkt som et debatoplæg. En mødregruppe og forskellige familier fortæller om deres erfaringer med at give skemad. Hvilke bekymringer har man, og hvad gør man, når barnet ikke vil spise? Forældrene tegner et varieret billede af de almindelige vanskeligheder, forældre har, når de skal til at give deres børn mad. Filmen vejleder i varieret kost og i, hvordan sukkerindholdet i mad til børn holdes nede. Den røde tråd gennem filmen er, at børn skal have dejlig veltillavet og varieret mad, indtaget i en rar stemning med forældrene ved roret, og en ret til at sige stop, når maven er mæt.

De fire film er et godt supplement til kostvejledning, og de er anvendelige i mange sammenhænge. Fædrene er meget synlige i billedet, så filmene har ikke kun appel til mødrene. Det er dejligt, at filmene findes oversat til en række sprog. Kort og godt, her er meget at glæde sig over. 

Af Hanne Lindhart, sundhedsplejerske i Farum Kommune.

Myter og virkelighed om danske familier

Mogens Nygaard Christoffersen

Familiens udvikling i det 20. århundrede

Demografiske strukturer og processer
København: Socialforskningsinstituttet 4:07
213 sider, 198 kr. 

Mogens Nygaard Christoffersen sammenholder i sin rapport en række undersøgelser af demografiske forhold i Danmark gennem de sidste 100 år. Selvom der er sket store forandringer, er der noget, som ikke har forandret sig ret meget. I rapporten ses bl.a. på, hvornår unge flytter hjemmefra, hvem der danner par, hvor mange børn der fødes, og hvordan udviklingen i skilsmisser er forløbet.

Fødselstallet er i dag 64.000, hvilket er lidt mindre end gennemsnittet for perioden (67.000). I 1882 blev født det samme antal børn i en befolkning på to millioner, som i dag fødes af en befolkning på 5 millioner. Derimod er kvindernes høje fødselsalder ikke usædvanligt. Tværtimod er det den lave fødselsalder i 1960erne og 70erne, der kan betragtes som usædvanlig. I slutningen af det 18. århundrede var kvinderne faktisk ældre, end de er nu, da de fik deres første barn. De havde ikke råd til at få børn tidligere, hvorimod det nu skyldes længere uddannelser.

Tabeller og kurver anskueliggør de undersøgelser, teksten refererer til, og der gemmer sig mange interessante oplysninger i dem. Rapporten giver et overskueligt billede af familiens udvikling og et bud på, hvordan udviklingen vil blive bl.a. i forhold til det stigende antal ældre. Rapporten er også morsom at læse, det er ganske underholdende at få be- eller afkræftet sine hjemmestrikkede forestillinger om familien Danmarks udvikling.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

Litteratur inddraget i et konkret fagområde

Hans Vagtborg

Social- og samfundsfag

København: Munksgaard Danmark 2004
320 sider, 259 kr.

Med de mange lovændringer, der hele tiden kommer, ændrer social- og samfundsfaget sig hurtigt, og det gør lærebøger også. I "Social- og samfundsfag," der bygger på den tidligere lærebog for social- og sundhedsassistenter "Samfundet, borgeren og den professionelle hjælper" er der ikke de store nyheder, men Strukturkommissionens arbejde er lige kommet med.

Bogen er udvidet med tre nye afsnit, og helhedssynet er et af dem.

Det er spændende, når man i et ellers meget konkret fagområde inddrager litteraturen. Her gøres det i anden del "Borgeren og den professionelle hjælper," som begynder med H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne" og Søren Kierkegaards "Om at hjælpe." De to tekster indleder afsnittet om medmenneskelig interaktion og slår en sløjfe om helhedssynet og samspillet mellem borgeren og omverdenen. Der lægges også op til mange etiske og moralske overvejelser. Afsnittet "Journalen - dokumenterer arbejdet" er meget kort og kunne godt være uddybet. I det tredje nye afsnit, som mest beskriver det fysiske arbejdsmiljø, savner jeg noget om det psykiske arbejdsmiljø og stressfaktorer på en arbejdsplads.

Social- og samfundsfag er for mange elever tørt stof, men inddelingen med venstre sider til egne noter og højre sider til teori giver mulighed for lidt spræl og fordybelse. Basislærebogen lever op til målene for uddannelsen, og der er en god vejledning i, hvordan bogen bruges.

Af Marianne Dyrhauge, sygeplejelærer på Social- og Sundhedsskolen, Vejle Amt, Fredericia.