Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resuméer af international forskning

Sygeplejersken 2005 nr. 9, s. 34-35

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Sengebad eller posebad til intensivpatienter

Larson E, Ciliberti T, Chantler C, et al. Comparison of traditional and disposable bed baths in critically ill patients. Am J Crit Care 2004;13(3):235-41.

Baggrund: Sengebadet har længe været anvendt til vask og velvære for sengeliggende patienter. Sengebadet kan udføres med traditionelle vandfade og sæbe eller det nyere posebad, der består af en genlukkelig pose og otte vaskeklude med hudvenligt rensemiddel.

Formål: At sammenligne traditionelt sengebad og posebad i forhold til fire resultatkriterier: tid og kvalitet, bakterier på huden, sygeplejersketilfredshed og omkostninger.

Metoder: Fyrre patienter fra medicinske, kirurgiske og kardiologiske intensivafdelinger modtog begge typer sengebad. Hvert bad blev observeret samt tids- og kvalitetsmålt. Hudprøver fra patientens navle og lyske blev taget før og efter hvert bad. Ved slutningen af undersøgelsen blev sygeplejerskerne interviewet om deres præferencer.

Resultater: Hverken totalscoren eller bakterietællingen afveg ved de to badtyper, men der var en signifikant nedgang i anvendelsen af produkter, tid og omkostninger og signifikant større sygeplejetilfredshed ved engangsbadet.

Konklusion: Posebadet er et godt alternativ og muligvis bedre end det traditionelle sengebad for intensivpatienter, som ikke er i stand til at vaske sig selv.

Af Ingrid Egerod, seniorforsker, cand.cur., ph.d. 

Side 35  

Selvtillid og metabolisk kontrol hos kvinder med type-2 diabetes

Whittemore R, Déramo G, Grey M. Metabolic control, self-management and psychosocial adjustment in women with type 2 diabetes. J Clin Nurs 2005;14:195-203

Formål: At undersøge faktorer, der er forbundet med metabolisk kontrol, patienternes adfærd i forbindelse med diæt og motion samt psykosocial tilpasning hos kvinder med type 2-diabetes.

Metode: 53 kvinder med en gennemsnitsalder på 57 år indgik i denne amerikanske undersøgelse. Kvinderne havde haft diabetes i gennemsnit 2,7 år. Inklusionskriterier var: diagnosticeret type 2-diabetes, alder 30-70 år, medicinsk stabile uden komplikationer fra diabetessygdommen og HbA1c over 7 pct. Der blev anvendt en række instrumenter til bedømmelse af fysiologiske, helbredsmæssige og psykosociale forhold og til beskrivelse af patienternes adfærd. Data er opgjort og bearbejdet statistisk.

Resultater: Multivariate analyser viste, at støtte i og tillid til dagliglivet med diabetes var signifikante prædiktorer for metabolisk kontrol, hensigtsmæssig håndtering af diæt og høj psykosocial tilpasning. Kvinderne havde generelt svært ved at udføre den optimale motion, men de havde fysisk aktivitet på andre områder.

Bemærkninger: Der er tale om en tværsnitsdesign, hvor resultaterne bygger på data indhentet ved indgangen i et interventionsstudie. Disse resultater afspejler således ikke en intervention, men de er dog interessante, da de peger på forhold af betydning for et godt liv med diabetes.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d.

Støjniveau på en kirurgisk afdeling

Christensen M. Noise levels in a general surgical ward: a descriptive study. J Clin Nurs 2005;14:156-64.

Formålet med denne australske undersøgelse var at måle støjniveauet på en almen kirurgisk afdeling.

Metode: Støjniveauet blev målt hvert femte minut i de tre døgn med internationale støjmålingsskalaer. Samtidig med støjmålingen, blev det registreret, hvor mange mennesker, der befandt sig på afdelingen. Data er opgjort kvantitativt og bearbejdet statistisk.

Resultater: Støjniveauet lå mellem 42 og 70 dB. Laveste niveau blev fundet mellem midnat og klokken syv morgen. Der var en positiv sammenhæng mellem støjniveau og antal mennesker til stede i afdelingen.

Bemærkninger: Undersøgelsen peger på et problem, som kan have stor betydning for patienterne. Man ved, at der er en sammenhæng mellem støjniveau og følelse af stress. Forfatteren peger på, hvordan stress påvirker sårheling negativt, og hvordan muligheden for hvile og søvn reduceres.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d.