Synspunkt: Jeg skal på rekreation, og jeg vil ikke bytte for en million

"... og vi skriver i journalen for Hr. Jens Hansen: Udskrives torsdag efter fjernelse af suturer - punktum - videre kontrol hos egen læge - punktum - indstilles til to ugers rekreation - punktum - afsluttes - punktum," hvorefter lægen hæver blikket fra journalen og ser på Hr. Hansen: "Det vil De have godt af, Hr. Hansen," og Hr. Hansen nikker og siger tak fra sin stående position ved fodenden af sengen.

"Vil De sørge for, papirerne bliver sendt i dag?" lyder det til sygeplejersken, idet lægen rækker ud efter den næste journal.

En ret almindelig situation på vores sygehuse helt op i 70'erne. Siden blev begrebet rekreation taget ud af sproget, sparet væk, det var velsagtens for dyrt, og gradvist blev det ret normalt at udskrive vores patienter, når de kunne stå uden personstøtte og selv fremsige de første fire cifre i deres personnummer.

Tiderne har ændret sig, men min påstand er, at det har patienterne ikke. De trænger stadigvæk til rekreation i mange tilfælde. En del finder ud af det selv. Andre gør ikke. Rekreation er her forstået som et behov for at komme et sted hen og komme til kræfter, fysisk og psykisk, efter f.eks. en veloverstået operation, langvarig indlæggelse med medicinsk lidelse eller andet. 

Ofte lå rekreationshjemmene i naturskønne omgivelser. Der var plejepersonale, god mad og andre mennesker at tale med. Vi ved alle, at vi spiser mere, når det sker i selskab med andre, og god mad er ofte, hvad vores patienter trænger til efter indlæggelse og eventuel kirurgi.

De trænger også til at have fri i en periode efter overstået sygdom, at være fritaget for den daglige dont og befinde sig i omgivelser, der opfordrer til at gøre, hvad der føles behageligt, måske dyrke motion. Være, hvor der hersker fred og ro, så både krop og sind kan falde tilbage i vant gænge efter en ordentlig omgang gennem vores sygehussystem.

I stedet udskriver vi dem bare. Begrebet rekreation forekommer vel mange lidt støvet, men de findes altså endnu, disse åndehuller rundt omkring i landet. Blot er de private, og man skal selv betale. "Danmark" giver 200 kr. i tilskud pr. døgn efter lægeordination. Stederne hedder ofte noget forskelligt: Kurophold, helsecentre af forskellig slags, og vi har endnu et enkelt refugium tilbage.

En del patientforeninger giver tilskud eller ejer selv steder til brug for deres medlemmer. Rundt omkring på disse rekreationssteder findes stadig danske patienter, der selv har fundet vej.

De er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de stadig trænger til ro og hvile for at blive ordentligt raske. Forskellen er, at de selv skal finde stedet og selv betale. Mon ikke vi sygeplejersker kunne hjælpe vore patienter om ikke andet så med at finde de steder, der er tilbage, og give dem det som et tilbud?

Endelig er disse åndehuller fortrinlige til brug for os selv, sygeplejerskerne. I en travl hverdag med effektmål og krav om hurtigt patientflow kan der opstå stress og måske begyndende udbrændthed. Det er min erfaring, at en kortere periode i ens liv, hvor man er ude af cirkulation fra de daglige krav, er guld værd. Jeg kommer hjem udhvilet og med styrket mod på tilværelsen.

Mogens Jørgensen er invalidepensionist.