Synspunkt: Tid til selvransagelse

Sygeplejersken har grebet seksualitetens skræmmende og fascinerende virkelighed, som den findes rundt omkring på de danske arbejdspladser i sundhedsvæsenet.

Vi bliver således jævnligt informeret om, at sygeplejersker udsættes for sexchikane, og sidst om, at en sønderjysk sygeplejerske trodsede sin chef og med Dansk Sygeplejeråd (DSR) i ryggen fik anmeldt en sag om børnepornografi.

Jeg mener, at tiden nu er inde til at træde et skridt tilbage og se på, hvad der ligger gemt i disse historier. Lad mig starte med den sidste. En sygeplejerske bliver informeret om, at datteren til en patient, som kommer i misbrugscenteret, har medvirket til børneporno. I sine bestræbelser på at efterleve sin skærpede underretningspligt mister sygeplejersken på samme tid sit job og udnævnes til helt af læsernes redaktør på Sygeplejersken.

Jeg undrer mig over følgende: Hvorfor har man på et misbrugscenter ikke retningslinjer for, hvordan man håndterer sager med kriminelt og seksuelt indhold? Hvorfor står sygeplejersken helt alene med problemet? Hvorfor går chefen i gang med at lege detektiv? Hvor er de sociale myndigheder i denne sag? Hvad kan man forvente af DSR i sådan en sag? Hvorfor roser læsernes redaktør sygeplejersken?

Som sagen er fremlagt i bladet, kan man få det indtryk, at situationer med seksuelt indhold gør folk afmægtige, de glemmer deres faglighed og handler med hovedet under armen, hvilket hverken hjælper de implicerede børn eller voksne. Om det skyldes følelsesmæssige påvirkninger eller mangel på viden om seksuelle problematikker, er uklart, men det er relevant at få frem. Sådan en situation burde ikke kunne opstå i det danske sundhedsvæsen, hvor fagligt kompetente personer formodes at arbejde. Det er oplagt at få sagen gennemanalyseret, så alle kan lære af, hvad der gik galt på de forskellige niveauer i processen. Det må være tid til selvransagelse.

Hver ottende sygeplejerske giver udtryk for, at de har været udsat for sexchikane. Videnscenter for arbejdsmiljø definerer på deres hjemmeside sexchikane således: "Sexchikane er en speciel form for chikane på arbejdet. Sex bliver her brugt som middel til at undertrykke eller opnå magt over en anden person."

Magt og undertrykkelse er filosofiske begreber, som har været genstand for stor inter-esse i sygeplejeteorierne. Men i disse teorier antages det, at det er sygeplejersken, der gennem sin faglige position har magt over patienten. I eksemplerne om sexchikane er der mere tale om afmagt hos de involverede sygeplejersker. Mon der er forskel på, hvor sygeplejerskens grænse går, afhængigt af om det er en kollega, der forgriber sig, eller om det er en patient/pårørende, der har hænderne for langt fremme?

I begge tilfælde er der tale om en grænseoverskridende handling, men forskellen er, at patienten/pårørende ikke har en magt, som er relateret til sygeplejerskens ansættelsesforhold, hvilket er tilfældet, hvis det er en chef eller en kollega, der udøver chikane. Grænseoverskridende seksuelle udtalelser og handlinger lader sig vanskeligt forebygge, fordi de rækker langt ud over, hvad der kan formuleres i en personalepolitik.

Dertil er det meget individuelt, hvor den enkeltes grænse går. Eksemplerne viser, at sygeplejersker skal være fagligt klædt på for at kunne balancere mellem omsorgen for sig selv og omsorgen for patienten i de situationer, hvor seksualitet sætter dagsordenen. Nutidens sygeplejersker er ikke selvforglemmende og ofrer sig ikke for kaldet, de vil naturligvis behandles med respekt både af kollegaer og patienter.

Lene Sigaard er klinisk udviklingssygeplejerske på Amtssygehuset i Glostrup.