Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dilemma: En duft af syrener

Sygeplejersken 2006 nr. 12, s. 45

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

SY-2006-12-45aIllustration: Bodil Molich

Hjemmesygeplejersken kommer for at dosere piller og give insulin. En aften parkerer hun den lille røde bil under en blomstrende syren på den stille villavej og går op ad hovedtrappen til det gule hus. Howard P. er en nydeligt udseende 82 år gammel mand, han bor alene, og nu er der tilsyneladende gået forår i ham.

"Vil du bestille en taxi," beordrer han hjemmesygeplejersken. Han er iført jakkesæt, lyseblå skjorte og slips. Skoene er nypudsede.

"Jamen Howard, hvor vil du da hen så sent?" spørger hun venligt.

"Jeg vil ind til en af de damer, jeg har læst om i avisen," svarer Howard med fasthed i stemmen. På bordet ligger Ekstra Bladet opslået, og der er kraftige blå cirkler om et par adresser. En tom dåseøl har lavet en rand på den lyse egetræsplade.

Hjemmesygeplejersken gør insulinen parat, men hun overvejer næste træk. Hun tænker på sin viden om sexologi og på, hvor sjældent hun taler med patienterne om sex. Hun tænker på, hvad Howard har gang i.

Howard husker ikke så godt, men han er helt og fuldt i stand til selv at bestemme over sit liv. Efter at konen døde for to år siden, har han ikke givet udtryk for at have lyst til kvindeligt selskab. Hun tøver. "Howard," siger hun forsigtigt.

Hvordan synes du, sygeplejersken skal fortsætte samtalen?

Kommentarer i sygeplejersken nr. 13/14 2006 

Tal med ham

Hjemmesygeplejersken vælger at invitere Howard til en samtale omkring hans indre parathed. Hun er klar over, at hun hverken skal tale uden om eller invadere Howards følelses- og underliv. Sygeplejersken anvender De Sygeplejeetiske Retningslinier om mod og omtanke (1.3). Howard kan være usikker på sin seksualitet og dermed være meget sensitiv over for hendes reaktioner. Sygeplejerskens egen parathed til at tale om seksuelle temaer og hendes accept af ældres seksuelle udfoldelser er betydende for samtalens forløb. Kærlighed har ingen rynker. Kærlighed og lyst til sex kan nydes hele livet - og kan opstå hele livet, uafhængigt af alder; men kærlighed, ømhed og omsorg behøver ikke at have sammenhæng med sex. Så måske stiller hun Howard spørgsmålet om, hvad han gerne vil have hos damerne.

Susanne Ardahl, sygeplejelærer på Social- og Sundhedsskolen i Brøndby, medlem af Sygeplejeetisk Råd.
 

Ring efter den taxa

Sygeplejersken bør tage sig sammen, holde op med at være "snerpet" og se at få ringet efter den taxa til Howard. Vores sygeplejestand skal ikke blande sig med kvælende omsorg, når vitale klienter, "som helt og fuldt er i stand til at bestemme over deres eget liv," beder om hjælp til at føre deres planer ud i livet.

Hvorfor skal sygeplejersken overveje "næste træk" og "tale forsigtigt" til Howard, han virker hverken vægelsindet eller skrøbelig. Han er bare en voksen mand, der vil dække sit seksuelle behov. Det er ikke op til sygeplejersken at bedømme en voksen og velfungerende mands dispositioner.

Hvor herligt, at Howard har klædt sig så nydeligt til sit besøg hos "damen."

Det eneste dilemma kunne være sygeplejerskens opgave, som er medicindosering og ikke taxabestilling, men det er en akut situation, og jeg mener, at handlingen er nødvendig.

Sabine Asferg, sygeplejerske, pædagogisk psykologisk diplomstuderende ved CVU Sønderjylland.

God fornøjelse

"Pas godt på dig selv og rigtig god fornøjelse."

Det er under ingen omstændigheder sygeplejerskens opgave at blande sig i Howards gøren og laden. Der er heller ikke så meget at rådgive en herre i den alder om, når han fuldt og helt er i stand til at bestemme over sit liv. Desuden efterspørger Howard ikke gode råd, kun hjælp til at bestille en taxa.

Det er en sygeplejerske, Howard har i sit hjem, ikke en barnepige. Hendes egne moralbegreber er ikke relevante at fremføre.

Anne Grethe Hoffmann, sygeplejerske, ansat på Sankt Lukas Hospice.