Synspunkt: I sundhedens hellige navn

Foranlediget af den aktuelle debat om rygepolitik og Dansk Sygeplejeråds nye kampagne for forebyggelse har jeg gjort mig nogle tanker om samfundets udvikling og menneskets integritet og autonomi.

Tankerne hænger også sammen med indførelsen af en ny, skærpet rygepolitik på min arbejdsplads Sygehus Fyn i Svendborg. Den betyder nul røg inden- og udendørs for både patienter og personale.

Og jo, jeg er enig, rygning er meget skadeligt, og vi må gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe passiv rygning og hjælpe folk til at ophøre med rygning. Også hvad angår overvægt, manglende motion og alkoholmisbrug er det uhyre vigtigt, at vi går ind med oplysning, vejledning og støtte.

Men hvordan holder etikken, når vi går ind og anvender elementer af tvang, hvor bliver respekten for det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse af? Har vi overhovedet ret til at vælge selv, eller er det i orden, at samfundet pålægger os en bestemt livsstil? Ønsker vi et samfund, der er så ensrettet, at en gruppe medborgere ringeagtes og marginaliseres, fordi de enten ikke har ressourcer til at ændre livsstil, eller fordi de har truffet et bevidst valg om at leve anderledes end majoriteten?

Der er allerede nu virksomheder, der har indført livsstilssamtaler med et tilbud om vejledning i kost, motion m.m., og det er fint. Men er det også fint, hvis det bliver mere end et tilbud, måske et pålæg? Og hvad hvis de foreslåede ændringer ikke bliver fulgt, og målene ikke nås, er der så sanktioner?

Skal man have mindre i løn, hvis man er overvægtig, vrages til jobbet, hvis man ryger, eller tilbydes en ringere behandling i sundhedsvæsenet, hvis ens kondition er for dårlig?

Er man en dummere og dårligere medarbejder og medborger, hvis man ryger og er overvægtig? Ser man på de Sygeplejeetiske Retningslinier, er der sket en markant ændring ved revisionen i 2004.

I de tidligere retningslinjer fra 1992 prioriteres respekten for individets integritet og egne valg meget højt. Hvorimod vægtningen i 2004 skifter til individet i relation til omgivelserne. Det er helt i tråd med, at samfundet, politikere og arbejdsgivere i højere grad er styrende i forhold til den enkeltes livsstil.

Forebyggelse er det store løsen såvel for Dansk Sygeplejeråd som i samfundet i øvrigt, og jeg er helt enig i, at vi skal forebygge. Men jeg mener fortsat, at vi som fagpersoner må respektere individets frie valg ud fra den viden, vi formidler. Ellers får vores gode intentioner let en bismag af religiøsitet og fundamentalisme i sundhedens og forebyggelsens hellige navn. Og vi må huske på, at sandheden om sundhed skifter i rivende takt med videnskabens nye opdagelser og også er meget afhængig af øjnene, der ser.

Jeg mener, at det er vigtigt, at vi i udviklingen af vores forebyggelsesarbejde er åbne og nuancerede, at vi bruger vores sunde fornuft og ikke forfalder til letkøbte løsninger og sundhedsfundamentalisme. Ellers kan jeg være bekymret for, at vi i takt med, at vi bliver rigere på fysisk sundhed, desværre også bliver fattigere på det åndelige, kulturelle og medmenneskelige område.

Og er det ikke netop i mangfoldigheden, hvor forskellighed og modsætninger mødes og brydes, at grænser flyttes og nytænkning og udvikling sker?

Marianne S. Thomsen er ikkeryger og sygeplejerske på Psykiatrisk afdeling i Svendborg.