Dilemma: Et ønske om en bøn

Illustration: Bodil Molich

På medicinsk afdeling står en tøjvogn på gangen. Foran stue 4 er et rullebord og en kørestol, der mangler den ene fodhviler, parkeret. "Her er grimt," tænker Maren.

Hun er 87 år og indlagt efter et fald hjemme på badeværelset. Næsten et døgn lå hun på gulvet uden at kunne rejse sig. Der er ikke sket noget alvorligt, men Maren er blevet forskrækket. Hendes kredsløb er dårligt, og egentlig må livet gerne snart slippe hende, mener hun. Fra sin seng på stue 4 kan hun følge livet på gangen. Stemmerne, latteren og de travle fodtrin.

Lise er sygeplejestuderende på andet år, vokset op i et intellektuelt kunstnerhjem med mange gæster og mange kontakter. Lise skal pleje Maren denne søndag formiddag.

"Jeg ligger her og tænker på, at jeg normalt ville være i kirke nu," siger Maren, da Lise træder ind ad døren.

"Nåh ja, det kan ikke rigtig lade sig gøre i dag," svarer Lise og lægger et sæt rent sengelinned på stolen.

"Kunne du ikke have den godhed at bede et fadervor med mig?" spørger Maren og ser fast på Lise. "Så er det lidt ligesom at være hjemme."

Lise ved, at hun ikke kan fadervor. Man har aldrig bedt i hendes hjem, og hun er hverken døbt eller konfirmeret.

"Det kan jeg ikke," svarer Lise.

Hvad synes du, Lise skal gøre for Maren?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 17 2006 

Gør det sammen

En 2.-års-sygeplejestuderende fra et intellektuelt kunstnerhjem skulle gerne forstå, at det fag, hun er gået ind i, er så fuldt af udfordringer, som netop gør det spændende. Så sig: "Kære Maren, det er jeg sørme ikke så god til, men det er du sikkert, Maren, så jeg sætter mig lidt hos dig, så kan vi nok gøre det sammen."

Kristine Tømmerup, pensioneret sundhedsplejerske.

Plads til livssyn

Lise bør møde Maren i den åndelige, fysiske, psykiske og sociale lidelse. F.eks. kan Lise fortælle, at hun ikke føler sig sikker på ordene i fadervor, men at hun alligevel gerne vil sidde hos Maren under bønnen. På den måde møder Lise Maren "der, hvor hun er," og det fælles tillidsforhold opretholdes. Maren vil føle sig mødt, set og sanset i stedet for afvist og ensom med sin fordring om hjælp og fællesskab til Lise. At imødekomme patientens eksistentielle og religiøse behov bør være enhver sygeplejerskes kompetence. Men hvis usikkerheden bliver stor, er det lige så omsorgsfuldt at tilbyde Maren at tale med en præst.

Michell Hansen, sygeplejerske, ansat på L121, Herlev Amtssygehus.

Stille og roligt

Lise skal sætte sig ned og lade hvilen falde på sig. Hun skal lige finde ro og tænke tilbage på ordvekslingen med Maren. Så kan hun fortælle Maren, at hun ikke selv kan fadervor, men at hun gerne vil finde en blandt det øvrige personale, der kan. Hun kan også foreslå Maren, at Lise sidder stille ved Marens side og hører hende fremsige fadervor. Måske er Marens ønske om en bøn sammen også et ønske om samvær med en fra personalet. Til slut kan Lise via samtale med Maren finde ud af, hvorvidt Maren eventuelt har behov for at møde en hospitalspræst. Som sygeplejerske er det vigtigt at møde patienten, hvor denne er. Det har Lise som studerende i denne situation mulighed for at gøre stille og roligt, så hun og Maren lærer hinanden bedre at kende - forhåbentlig til yderligere gavn for begge fremover.

Anne-Birgitte Salomonsen, operationssygeplejerske på Rigshospitalet, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Hent en kollega

Det er lige så vigtigt for Maren at bede fadervor som at få et glas vand, så hvad ville Lise gøre, hvis ikke hun kunne nå vandhanen? Mit forslag er, at Lise skal hente en kollega. Eller låne salmebogen, som er på enhver afdeling, og læse det sammen med Maren.

Jane Madsen, pensioneret sygeplejerske.