Så længe jeg har kræfter, skal de bruges i Afrika

Foto: Hanne Loop
 
Sygeplejersken har virkelig gjort nytte i Nigerias fugtige tropeklima. "Det var så fint at rulle bladets glittede sider sammen til små kræmmerhuse til den medicin, som mine patienter skulle have med sig hjem," siger Frederikke Vestergaard og smiler.

Gennem mere end 40 år har tidsskriftet fundet vej ud i bushen til sygeplejersken og missionæren, der forlod sin fødeegn i det nordjyske for at bruge sin faglighed og sit kristne engagement i Afrika.  Som 65-årig er hun vendt tilbage til Danmark.

"Nu kan jeg få folkepension, og så behøver jeg ikke få løn fra min arbejdsgiver, Sudanmissionen," siger hun.

Som pensionist har hun bestemt sig til "kun" at bruge nogle måneder hvert år på arbejdet i Nigeria, for at opgive sin afrikanske tilværelse kan der slet ikke være tale om.

"Jeg har haft et fantastisk liv, og så længe jeg har kræfter, skal de bruges i Afrika," siger hun. De første år på det nuværende regeringshospital i Numan i det nordøstlige Nigeria var gode læreår for hende.

"Om dagen passede jeg tuberkulosepatienter, og om aftenen var det mig, der betjente hospitalets nye røntgenapparat. Senere blev jeg også bedt om at lede hospitalets apotek. Det var også i Numan, der blev stillet krav om, at jeg både lærte engelsk og gennemgik et kursus i tropemedicin. Derfor måtte jeg på skolebænken et halvt års tid i London."

Tilbage i Numan ventede et andet krav:

"Lær hausa (områdets hovedsprog), så du kan kommunikere med dine patienter, lød det."

Frederikke Vestergaard taler hausa flydende og har kendskab til et af de andre store sprog, fulani, men da der bor mange etniske grupper i området, er det langtfra alle patienter, hun kan snakke med.

"I Dakka, hvor jeg de sidste mange år har haft mit hovedvirke, møder jeg fem-seks forskellige sprog hver eneste dag. Jeg har tit tænkt: hvis jeg dog bare kunne forstå mine patienter. Her sidder de og tænker på, hvor meget medicin de kan få med sig hjem, og jeg spekulerer tilsvarende på, hvordan og med hvad jeg skal behandle dem. Afrikanerne er ikke vant til at specificere, hvor det gør ondt i kroppen. Det gør bare ondt, og traditionelt har medicinmanden så udført sine ritualer uden at gå ind i det sygdomsmæssige. Derfor kræver det tit en stor omvej at finde ud af, hvad de egentlig fejler," forklarer hun.

En flænge i klitoris

Frederikke Vestergaards reol i huset i landsbyen Dakka er fyldt med faglitteratur og medicinske kompendier. Obstetrik og gynækologi er f.eks. områder, der er meget relevante i hendes arbejde.

"Jeg er jo ikke jordemoder, men da der er mange kvinder med fødselskomplikationer, bliver jeg nødt til at vide noget om, hvordan jeg bedst kan hjælpe dem," siger hun og mindes et meget atypisk tilfælde med en barselkvinde, der fik en blødning, som ikke ville stoppe.

"Jeg kunne ikke finde ud af, hvor blødningen stammede fra. Kvinden havde født et dejligt levedygtigt barn og haft hjælp til fødslen af sine afrikanske medsøstre. Men hvorfor blev hun ved med at bløde? Til sidst fandt jeg ud af, at der var skåret en flænge i klitoris, hvad der var det sidste, jeg ville tænke på. Hvorfor, fik jeg ingen forklaring på. Den ville de afrikanske kvinder ikke ud med, men nu kunne jeg stoppe blødningen med nogle få sting."

En gør det selv-håndbog i operationsteknik findes også i hendes reol. Den har været nyttig læsning i nødsituationer, men heller ikke efter nigeriansk lovgivning må sygeplejersker operere.

"Så det gør jeg ikke, men overlader det til nærmeste distriktshospital, hvis læger jeg har et udmærket samarbejde med. Dem har jeg i dag telefonforbindelse med via satellit, ligesom de også ved lejlighed kommer til Dakka for at klare små operationer. De har for resten lært mig at operere for entropion - indadkrængning af et øjenlåg som følge af trachoma, der er meget udbredt i Nigeria. Sygdommen skyldes en infektion og kan til sidst resultere i blindhed. Så det passer ikke helt, når jeg siger, at jeg ikke opererer."

De mange faglige artikler i Sygeplejersken har til gengæld ikke sagt hende så meget. Nok er hun sygeplejerske, men arbejdet i Afrika har mere været en kombination af behandling, undervisning og administration. Basissygeplejen har afrikanerne selv taget sig af, som der er tradition for.

"Det er de pårørende, der passer deres syge familiemedlemmer, laver mad til dem, vasker om dem osv. Mit arbejde med patienterne består derfor primært i at finde ud af, hvad de fejler og så behandle dem. Og mange gange har det været et kapløb med tiden for at redde dem fra at dø," siger hun og husker bl.a. en lille dreng, hun fik ind med en trafikskade. Tilsyneladende et par flænger i baghovedet, som skulle sys.

"Men i den ene flænge fandt jeg hjernemasse. Hjernehinden var revet over. Så måtte jeg bede en lille bøn til Gud, inden jeg gik i gang med at sy og give antibiotika for at forebygge hjernehindebetændelse. Drengen kom sig heldigvis fuldstændigt."

Pigen og slangen

Gud er en realitet i Frederikke Vestergaards liv. At bede ham om hjælp i en kritisk situation har været en selvfølgelig del af hendes virke i Nigeria:

"Han har givet mig tryghed og styrke. Ellers ville jeg ikke have haft kræfter og psyke til at klare mit arbejde," forklarer hun.

Ofte har hendes bøn resulteret i utraditionelle løsninger, som f.eks. da hun fik en lille pige ind med et grimt slangebid. Slangen havde hugget tværs gennem foden, som efter uheldet blev pakket ind i kogødning. Nu, en måned efter, var den fuldstændig betændt, ligesom der var gået koldbrand i den.

"Gud, hvad skal jeg dog gøre," bad Frederikke Vestergaard - og ifølge hende selv kom svaret i form af en ide til forbinding - en plastpose, som foden blev svøbt ind i, da hun havde renset den for betændelse. Pigen mistede et par af sine tæer som følge af koldbranden, men hun blev fuldstændig rask og kom til at gå igen.

Ideen med en plastpose har Frederikke Vestergaard siden brugt flere gange, bl.a. når hun behandler børn med brandsår. Meget effektivt, fastslår hun.

Hun giver et andet eksempel på, at Gud har hjulpet hende med en utraditionel løsning. Under en tyfusepidemi ude i landdistriktet stødte hun på et lille barn med meningitis. Barnet manglede væske, men kunne ikke synke, og da der ikke var mulighed for at tilføre væske intravenøst, bad Frederikke Vestergaard Gud om hjælp.

"Straks efter bønnen kom jeg til at tænke på, at vi mennesker jo har to åbninger ind til kroppen. Derfor instruerede jeg barnets mor i at give den lille et lavement med sukker/saltvand i en øresprøjte hver halve time. Da jeg forlod mor og barn, tænkte jeg, at det nok var det tåbeligste, jeg endnu havde foretaget mig. Men igen, moderen fulgte omhyggeligt min instruktion, og barnet kom sig efter tre døgn."

Ud over at helbrede hører også undervisning og forkyndelse af det kristne evangelium med til Frederikke Vester-
gaards virke som sygeplejerske og missionær.

"Jeg nyder f.eks. at stå i en skoleklasse med hundrede ivrige børn, der lytter til, hvad jeg har at sige om forebyggelse og sundhedsfremme. F.eks. kan bare det at bruge et toilet, hvor primitivt det så end er, forebygge de første 6-7 smitsomme sygdomme," siger hun.

Missionen eller forkyndelsen kan f.eks. komme ind, når hun fortæller mødrene om, at de ikke mere skal være bange for de traditionelle onde ånder, men i stedet tro på, at Gud kun vil deres børn det bedste.

"Mødrene ammede f.eks. ikke deres børn de første fire dage af skræk for ånderne og gav de nyfødte flodvand at drikke i stedet. Her brugte jeg en gedemor som eksempel. Giver hun sit nyfødte kid vand fra floden? Nej. Men er I da dummere end geden? Det betyder meget, når bare en eller to mødre bryder med det gamle trosmønster. Så følger resten med, især selvfølgelig når de opdager, at der er god fornuft i, hvad jeg siger. I det hele taget kan man gøre utrolig meget, uden at det koster penge," fastslår hun.