Sygeplejerske i et af verdens fattigste lande

En stor del af befolkningen er analfabeter og er f.eks. ikke bevidste om at stimulere deres børns sanser. Foto: Hanne Larsen

Jeg har tidligere arbejdet som sygeplejerske i England og New Zealand og ville nu prøve udfordringerne ved at arbejde som sygeplejerske i et tredjeverdensland. Muligheden kom i 2005, hvor jeg rejste til Afghanistan og blev til maj 2006.

Jeg var udsendt af Dansk Afghanistan Komité (DAC), der blev stiftet i 1984 med formålet at skabe mere opmærksomhed om Afghanistans skæbne og det afghanske folks hårde skæbne efter den sovjetiske besættelse. I begyndelsen blev der ydet medicinsk assistance til befolkningen i de krigsramte områder, og i 1989 etableredes et nødhospital.

I 1993 startede DAC sit arbejde i den vestafghanske by Herat. De første år blev indsatsen koncentreret om centralsygehuset, og senere vendte DACs koncentration sig mod landområderne, hvor befolkningen stort set var uden lægehjælp. Trods Talibanbevægelsen, der overtog magten i 1995, lykkedes det DAC at etablere sig i distriktet Gozarah i Herat-provinsen. Senere er DACs arbejde udvidet til distrikterne Pashtoon Zarghoon og Obeh, ligeledes beliggende i Herat-provinsen.

DAC er en upolitisk organisation, og i dag giver komiteen sundhedstilbud til en befolkning på ca. 500.000 på et distriktshospital samt i alt 13 klinikker/sundhedsposter.

Distriktshospitalet har sengekapacitet til 52 patienter fordelt på børne-, kvinde- og mandeafdeling. Desuden modtages mange ambulante patienter daglig.

Klinikkerne i distrikterne har forskellig kapacitet:

To distriktssundhedscentre med hver 17 ansatte. Her udføres små kirurgiske indgreb. Fire lokale sundhedsklinikker med hver 8-9 ansatte og syv sundhedsposter med få ansatte. På alle klinikkerne varetages vaccination af nyfødte, basal undervisning i bl.a. familieplanlægning og hygiejne, ligesom der fokuseres på graviditetsperioden både før og efter fødsel i forhold til rådgivning og pleje.

Komiteens arbejde foregår i projektfaser, og DACs arbejde er muliggjort ved bevillinger fra det danske udenrigsministerium (DANIDA). På grund af Afghanistans økonomiske og uddannelsesmæssige situation er det endnu umuligt for de afghanske myndigheder at overtage projektet, og et nyt fireårsprojekt er startet i foråret 2006 med ny bevilling fra DANIDA.

Komiteen fokuserer især på mor og barn-området, spædbarnspleje samt basal kirurgi. Undervisning og træning indgår som et centralt element i indsatsen af DACs virke med vægt på at gøre afghanerne selvhjulpne.

Min udrejse til Afghanistan gik gennem Iran, hvor jeg bl.a. fløj på indenrigsruten mellem Teheran og Mashad. En tur i solopgang over de flotte, smukke bjerge i Iran. Inden flyet lettede fra Teheran, var der et rend af folk i midtergangen til flyets bagende: Alle skulle lige nå at bede inden solopgang.

At passere grænseovergangen Islam Quale mellem Iran og Afghanistan er en spændende oplevelse i sig selv. Der er et vældigt leben, og man skal bruge albuerne for at komme frem mellem de afghanske mænd, ellers havde jeg stået der endnu. Ens pas studeres vældig grundigt, der kigges efter visa, tidligere stempler m.m. Man kan spørge sig selv, om de alle kan læse, da det flere gange er set, at personalet vender ens pas på hovedet.

"This is Afghanistan, you know"

Jeg ankom til DACs beboelses- og kontorområde i byen Herat, hvor vi er så privilegerede i forhold til afghanerne, at vi har almindeligt siddetoilet, petroleumsovne til at varme vand til bad, samt vores egen generator, som er en rigtig god ting i et land, hvor strømforsyningen indimellem svigter op til flere dage ad gangen. Man kan til dels mistænke de elektriske installationer, da ledninger og sammenføjninger ikke nødvendigvis er isolerede. Som afghanerne selv siger i mange situationer: "This is Afghanistan, you know."

Afghanerne er et humoristisk folkefærd. Efter at jeg har været i landet knap to uger, spørger en fra kontorpersonalet, om jeg har haft diaré, hvortil jeg svarer nej. Så siger han beroligende: "Det skal du nok få, det får alle." Mit toilet virkede ikke optimalt de første fire måneder, og så ville skæbnen, at det skulle repareres lige netop den dag, hvor jeg havde fået en maveinfektion og som følge deraf behov for hyppige toiletbesøg.

Hver dag var fuld af nye oplevelser og udfordringer.

Som udsendt projektsygeplejerske havde jeg det overordnede ansvar for projektets sygeplejefaglige aktiviteter, inklusive det sygeplejemæssige ansvar for patienterne ved distriktshospitalet og klinikkerne og ansvar for det afghanske personales uddannelse.

Nogle dage deltog jeg i det praktiske arbejde og underviste med udgangspunkt i "nu og her"-situationer.

En stor del af befolkningen er analfabeter og er f.eks. ikke bevidste om at stimulere deres børns sanser. Det var et af områderne, som jeg brugte tid på blandt mødre og børn. Her fik jeg mange fantastiske oplevelser med respons fra børn og mødre, som lyste op i smil og grin ved at få åbnet en for dem helt ny verden. Da jeg ikke taler farsi, og der ikke altid var en tolk til stede, foregik kommunikationen også nonverbalt.

En dag på et klinikbesøg ville pigerne ikke dele mig med drengene mere. En af de unge kvinder tog mig i armen for at føre mig om bag en mur, hvor jeg skulle sidde i midten omkranset af alle piger og kvinder, skjult for drengene. Så havde den kvindelige del af befolkningen mulighed for at studere mig i fred og ro, hvilket jeg ofte oplever. Så bliver man nærstuderet i ordets bogstaveligste betydning, fra negle til øjenvipper.

Afghanistan hører til blandt verdens absolut fattigste lande, hvilket levestandarden tydeligt bærer præg af. Landet har formentlig verdens højeste mødredødelighed, da mange kvinder dør i barselssengen, og en af verdens højeste spædbørns-/børnedødelighed. Mange børn dør, inden de er fem år, ofte af underernæring. Spædbørnene dør overvejende af sepsis efter fødslen på grund af lav hygiejnisk standard eller luftvejsinfektioner i vinterhalvåret.

Ovenstående er et af DACs fokusområder. Her undervises bl.a. i ernæring og familieplanlægning, og kvinderne skal helst ses af jordemødre i forbindelse med graviditet og fødsel. Mange kvinder får 9-10 børn.

På grund af udbredt analfabetisme anvendes flipcharts og plakater i undervisningen.

Hygiejne og rengøring hørte også under mit ansvarsområde. Da mange i landsbyerne stadig ikke har let adgang til vand, påvirker det selvsagt hygiejnen. Rengøring besværliggøres af landets klima. Hele efteråret blæser det meget, så alt er konstant støvet, også inden døre, da det fine støv trænger gennem alle sprækker. Vinteren og foråret er præget af sne og regn med det resultat, at alle de mange uasfalterede veje er meget mudrede. Og da mudder hænger godt fast på fodtøj, slæbes store mængder med inden døre.

På et klinikbesøg bar klinikken præg af manglende rengøring gennem flere dage. Dette blev påtalt over for personalet, hvilket affødte en diskussion blandt de ansatte om, hvis ansvar det er at sørge for rengøring. Diskussionen endte med, at det var vagtens ansvar at gøre rent, hvortil han siger, at det kan han ikke, fordi der ikke er flere klude tilbage! Og så fortsatte diskussionen med, hvis ansvar det er at sørge for nye klude. Typisk situation i Afghanistan - afghanerne er et stærkt og stolt folkefærd, som ikke lige giver op.

Klinikbesøgene tog normalt hele dagen, hvor der foruden mig var en chauffør og DACs lokale sundhedskoordinator med. Denne er læge. Eftersom befolkningen er muslimer, skal der bedes flere gange i løbet af en dag. Det må gøres, hvor man nu engang er, så bedetæppet bredes ud f.eks. midt i ørkenen.
Ingen af mine arbejdsdage var præget af rutineopgaver, tværtimod var hver dag fuld af nye oplevelser og udfordringer krydret med afghanernes humor. Det var et vældig bredtfavnende job at fungere som projektsygeplejerske med opgaver lige fra deltagelse i møder, undervise i engelsk, over pasning af administratorens femårige datter til at holde klinik for DAC-kontorets personale ude på terrassen.

Afghanerne kan have temperament. F.eks. sad jeg en dag på hospitalet sammen med administratoren, og pludselig kom en af sygeplejerskerne stormende ind ad døren efterfulgt af nogle pårørende. De var blevet uenige om behandlingen af patienten og var ret højrøstede. Efter en del diskussion lykkedes det at få gemytterne til at falde til ro.

Rigtig mange patienter, både børn og voksne, opereres for brok, som opstår fra det tunge arbejde med at bære vanddunke eller skubbe rundt med en overlæsset kærre. Ligeledes opereres mange patienter - igen både børn og voksne - for nyresten, da drikkevandet er fyldt med diverse mineraler som aflejres i nyrerne.

Blandt mange brandsårspatienter ses akutte skader forårsaget af f.eks. ulykker, når børn leger for tæt på ildstederne, eller man får kogende vand over sig. Alle kirurgiske patienter får antibiotika profylaktisk, hvilket er et godt tiltag, da hygiejnen er af betydelig lavere standard end i Danmark.

Da det ikke er påbudt ved lov at bruge styrthjelm, og op til fem børn og voksne ofte er stuvet sammen på en motorcykel, hvor der foretages hasarderede overhalinger, er skader ved motorcykeluheld en hyppig patientkategori blandt de akut indlagte patienter.

Ene kvinde blandt mange mænd

Fokus i sygeplejen er rettet mod diagnose og behandling, og herved udøves primært instrumentel sygepleje. I Afghanistan er den kollektivistiske familiestruktur udpræget, hvilket harmonerer godt med landets sygepleje, da omsorgen for det enkelte familiemedlem i alle livets forhold varetages af familien. I denne familiestruktur kan fremmed personale ikke erstatte den personlige omsorg for et sygt familiemedlem.

Majoriteten af personalet alle steder er fortrinsvis mænd, og i hospitalets kantine, til møder mv. var jeg alene kvinde blandt mange mænd, hvilket som dansk sygeplejerske var meget uvant.

Jeg var så privilegeret, at jeg også i min fritid blev beriget med mange gode oplevelser samt fik indsigt i Afghanistans kultur. Jeg har deltaget i forlovelses- og bryllupsfester, begravelse og besøgt mange private hjem.

Jeg var i landet under ramadanen med de efterfølgende Eids (se boks). Det er kutyme, at man i Eid-dagene aflægger visitter hos hinanden, så i løbet af en dag når man mange besøg og møder rigtig mange mennesker. Som kvinde fra et andet land havde jeg mulighed for at være sammen med både mænd og kvinder ved disse sociale arrangementer. Jeg var også heldig at få mulighed for at aflægge besøg hos nogle, som lige var hjemvendt efter pilgrimsrejse til Mekka.

Afghanistan er et perfekt land at opholde sig i til at få indblik i en udpræget kollektivistisk familiestruktur og til at få indblik i en kultur præget af islam.

Afghanerne er et meget imødekommende og gæstfrit folkefærd, som gerne lader en fremmed få indblik i deres dagligdag. Så da jeg rejste hjem, havde jeg en rigtig god og lærerig oplevelse med i rygsækken.

Hanne Larsen har været sygeplejerske i 20 år og har beskæftiget sig med bl.a. socialmedicinsk børnesygepleje og højteknologisk intensiv hjertekirurgi.

Yderligere oplysninger om Afghanistan og DAC kan findes på hjemmesiden www.afghan.dk