Sygeplejersken
Færre indlæggelser og mere livskvalitet
Sundere liv. Sundhedscenter Østerbro forsøger at holde KOL-patienter og diabetikere ude af sygehusene ved at lære dem at mestre deres sygdom og leve sundt. De foreløbige resultater er entydigt positive.
Sygeplejersken 2006 nr. 17, s. 33-35
Af:
Ulf Førsteliin, journalist
Med godt et år på bagen er Sundhedscenter
Østerbro endnu alt for ungt til, at det giver mening at foretage målinger af effekter på antallet af sygehusindlæggelser. Men målingen vil blive foretaget, når datamaterialet er stort nok. Foto: Morten Bjørn Jensen
En håndfuld KOL-patienter går i let opskruet tempo op og ned ad gangen, mens en sygeplejerske med klar røst bekendtgør, at der er 30 sekunders strabadser endnu.
Patienterne trækker vejret tungt, men en dame i 60'erne har dog luft til at vise vejen til centerchef, sygeplejerske Eva Borgs kontor.
Sundhedscenter Østerbros budget er på 3 mio. kr. årligt. Centret har foruden Eva Borg en normering på 2,3 sygeplejersker, 2 fysioterapeuter, 0,4 diætist og 0,6 sekretær.
I løbet af centrets første leveår har 350 patienter været igennem et forløb. 85 pct. af de praktiserende læger på Østerbro har henvist en eller flere patienter til centret.
Et træningsforløb på centret varer syv uger for en KOL-patient og 12 uger for en diabetiker. Det er især disse to grupper, som benytter centret. Forløbene er tilrettelagt, så patienterne kan passe deres arbejde ved siden af. Typisk mødes patienter to gange om ugen i halvanden time.
Vi er på Københavns Kommunes Sundhedscenter Østerbro, der 1. april i fjor åbnede dørene for personer, der lider af hjertesygdom, KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), type 2-diabetes eller er usikre på benene efter fald.
Gruppen kan også sammenfattes under en fællesbetegnelse: svingdørspatienter, som Eva Borg kalder dem, fordi der er tale om mennesker, der hyppigt bliver indlagt og derfor bevæger sig ud og ind ad sygehusene.
Sundhedscenter Østerbros opgave er at sætte en fod for svingdøren ved at forbedre patienternes fysiske tilstand og ved at lære dem at mestre deres sygdom.
"Det handler især om at opøve patienternes egenomsorgskapacitet ved at undervise dem i deres sygdom. Vi kan ikke helbrede dem, men vi kan lære dem, hvordan de bedst muligt tager vare på sig selv. Vi lærer dem, hvordan de skal tage deres medicin. Vi får dem i gang med fysisk træning, så deres almene sundhedstilstand bliver bedre, og vi vejleder dem om kost. Det er alt sammen noget, der øger deres livskvalitet, og som kan forebygge indlæggelser," siger Eva Borg.
Hun understreger, at centret udelukkende benytter sig af metoder, som der er videnskabeligt belæg for.
Samtidig pointerer hun, at centrets samarbejde med Bispebjerg Hospital er et kardinalpunkt i kvalitetssikringen. Patienterne bliver henvist til centret af deres praktiserende læge.
Langtidsholdbar?
De målbare resultater, som det har været muligt at gøre op, peger i den helt rigtige retning. Eksempelvis har centret gennemført en såkaldt "shuttle walk-test" på KOL-patienter, som har været igennem et syvugers forløb med fysisk træning.
Testen måler, hvor lang tid en patient kan opretholde et bestemt gangtempo, indtil testen må afsluttes på grund af åndenød eller træthed. Før træningen kunne patienterne i gennemsnit holde til at tilbagelægge 217 meter på ca. 200 sekunder, inden de måtte stoppe. Efter træningen nåede de i gennemsnit op på 673 meter på ca. 650 sekunder. Også på andre testtyper som "up and go" og "rejse og sætte sig" har resultaterne været entydigt positive.
"Det springende punkt er så, om de stadig holder sig aktive og i form, når vi slipper dem. Om vores indsats er langtidsholdbar.
Al forskning viser desværre, at de fleste falder ned på deres gamle niveau, når der er gået et år. Vi håber naturligvis, at det kan lykkes os at så et frø, så de fortsætter træningen og den sunde levevis. Derfor lægger vi meget vægt på at finde på ting, som kan passes ind i patienternes dagligdag," siger Eva Borg, der tilføjer, at centret planlægger en opfølgning på patienternes tilstand efter et år.
Endnu er centret alt for ungt til, at det giver mening at foretage en måling på dets effekt på antallet af sygehusindlæggelser. Men målingen vil blive foretaget, når datamaterialet er stort nok - og Eva Borg er ikke i tvivl om, at den vil afsløre, at pengene til centrets drift er givet godt ud.
"Tænk på hvor meget samfundet kan spare, hvis det viser sig, at vi kan udsætte eksempelvis en diabetikers senkomplikationer med 10 år. Det vil give vedkommende yderligere 10 gode år på arbejdsmarkedet, og det vil betyde væsentligt færre indlæggelser," siger hun.
Hver eneste dag, hver eneste time udfører danske sygeplejersker rundt om i landet livsvigtigt arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Det kan være at få overvægtige børn til at tabe sig, hjælpe patienter med nedsat lungefunktion og arbejde med mennesker, der døjer med overvægt, kredsløbsproblemer og sukkersyge. I Danmark er folkesygdomme som rygerlunger (KOL), diabetes og hjertesygdomme i voldsom vækst.
Derfor efterlyser bl.a. Dansk Sygeplejeråd en ny kurs og har lavet en handlingsplan for området - et af budskaberne er, at mere sundhed koster penge, men at vi ikke har råd til at lade være. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at sætte ind. Imens arbejder sygeplejersker og andre videre med sundhedsfremme og forebyggelse på trods af begrænsede midler og muligheder. Sygeplejersken bringer tre eksempler fra den virkelige verden og ser på, hvad der er råd til de næste år.
Læs de øvrige artikler i Sygeplejersken nr. 17/2006:
"Hvis vi skal blive sundere, skal vi bruge flere penge"
"Overvægtige børn taber sig på kontrakt"