Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Kanesengen

Det hjælper personalet da med, og de hjælper også, når de er færdige.

Sygeplejersken 2006 nr. 19, s. 54

Af:

Evy Ravn, fagredaktør, faglig sygeplejeleder

Hvis landsdelene stiller op til kamp om sex som tabu, taber vestjyderne stort. Det erfarede jeg som ung ufaglært hjælper på et plejehjem for yngre fysisk handicappede. Det snakker man altså bare ikke om! Undtagen lederen af dette plejehjem, der da også var en landflygtig fra Djævleøen. Hvilket resulterede i, at hun efter tre måneder på posten kom på byrådets dagsorden - første gang vel at mærke. Venstrebøndernes nattesøvn blev forstyrret ved tanken om, at by-rygterne talte sandt: Beboerne på plejehjemmet - forlød det - fik lov til at få besøg af Ilse fra "Den Røde Lygte" i Kræmmergade, og - lød rygtet videre - de dyrkede også sex med hinanden. En inspektion af dette Djævelens værk var uomgængeligt.

Efter sønderjysk kagebord og et kejtet forhør om rigtigheden af rygterne - for hvordan spørge om noget, man ikke taler om - var der tid til fremvisning af den mest omtalte rekvisit i rygterne: kanesengen. En kæmpe specialbygget seng med kanter foret med blødt stof i et hyggeligt indrettet værelse og med to elektriske loftslifte, som de unge selv kunne betjene. En lammende stilhed bredte sig i lokalet, indtil en lille byrod forsigtigt spurgte til, hvordan i alverden beboerne dog kom op i denne "anordning."

"Det hjælper personalet da med, og de hjælper også, når de er færdige," var lederens svar, hvorpå samme byrod højlydt deklarerede, at "det kan da vist ikke være lovligt." Men lovligt var og er det.

Behøver jeg nævne, at ventelisten var enorm, og at de snakker om hende endnu.

Hendes tilgang til emnet har bragt mig i gentagne forfærdelige situationer. F.eks. dengang i mit forrige job, hvor en dement kvinde med stor appetit på sex anvendte diverse ikke-hensigtsmæssige ting og sager til at hygge sig med. Hvad gør en klog leder så? Hun bestiller selvfølgelig et massageapparat til beboeren over internettet.

Udvalget er stort, og mens jeg sidder foran skærmen og vurderer passende størrelse og farve, elektrisk eller hånddreven, dukker min leder op på kontoret. Det varede flere timer, før min ansigtstemperatur igen var normal, og de rødbedefarvede plamager forsvundet.

Eller dengang vi bestilte en moden prostitueret med speciale i ældre mænd til en overordentlig potent 84-årig. Og sønnen på 58 dukkede uanmeldt op på besøg. Sagen endte ikke i byrådet, men i Bruger- og pårørenderådet - en forhandlings- og kampplatform mellem de stærke beboere, pårørende til de svage og ledelsen - om retten til at definere livskvalitet for beboerne. Kanesengen blev desværre ikke købt som argument. Sønnen havde vist fortrængt, hvorledes han i sin tid blev til.

Men uanset om vi kan ha' det eller ej, både handicappede og ældre har faktisk lyst til sex. Aktuelt er den hurtigst stigende aldersgruppe, som anvender dating over internettet, hverken gymnasieelever eller mænd og kvinder i panikalderen. Det er derimod i aldersklassen 65-99 år, hvor stigningen hos Dating.dk har været 20 pct. Og vurderingen er, at stigningen ikke er toppet endnu.

Gad vide om den ledelsesmæssige progressive tankegang, der for 25 år siden prægede et lille vestjysk plejehjem, eksisterer andre steder? Plejehjemmenes hjemmesider tyder ikke på det.

Endnu er det ikke lykkedes mig at finde én, hvor beboernes seksuelle behov nævnes.Nogle vil synes, sagen er et oplagt emne på et bruger- og pårørendemøde. Chancen for, at de bornerte holdninger får overtaget her, er nemlig høj. Andre vil mene, at sex er en personlig sag og en naturlig del af livet, som den enkelte beboer, hvis denne ønsker det, skal have hjælp til - som til et brusebad.

Om den lykkelige prostituerede så eksisterer, er en helt anden diskussion.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.