I audiens hos lægen

Illustration: Bob Katzenelson

Sygeplejersker vil gerne opfattes som ligestillede samarbejdspartnere til lægerne, men i praksis er det ikke altid sådan, sygeplejersker oplever samarbejdet. Det er lægen, der har beslutningskompetencen i forhold til behandlingen, og sygeplejersker føler sig i nogle situationer underlegne og ydmygede. DSI Institut for Sundhedsvæsen (DSI), har i et observationsstudie undersøgt sygeplejerskers arbejde på tre medicinske afsnit: Hjertemedicinsk afdeling B2 på Skejby Sygehus, Endokrinologisk afdeling J106 på Københavns Amtssygehus i Herlev og Gastroenterologisk og Hepatologisk afdeling 123 på Bispebjerg Hospital. Studiet er foregået ved, at observatører har fulgt sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i ottetimers vagter og skrevet ned, hvad der er foregået, og hvad der er blevet sagt. I alt har observatørerne fulgt 24 dagvagter, tre aftenvagter og tre nattevagter. Både sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og læger er blevet interviewet.

"Når vi har rendt rundt i hælene på sygeplejerskerne, har vi observeret, at sygeplejersker bruger små bemærkninger til at distancere sig verbalt. Der er himmelvendte øjne og dybe suk. Udsagn som "de er bare for dumme,"" siger projektleder ved DSI, cand.scient.adm. og ph.d.-studerende Christina Holm-Petersen, der har stået for rapporten "Sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsopgaver på medicinske afdelinger." Formålet med undersøgelsen er at skaffe mere viden om sygeplejerskers fagidentitet for at kunne rekruttere og fastholde sygeplejersker i fremtidens sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen i forandring med stadigt kortere hospitalsindlæggelser og højere produktivitet. Der er derfor politisk interesse for at se på, hvilke faggrupper der i fremtiden skal løse opgaverne for at få mest mulig sundhed for pengene.

"Fra politisk hold og fra Sundhedsministeriet har der været tanker og planer fremme om en opstigningsstrategi, hvor sygeplejersker overtager nogle af lægernes opgaver - en slags minilæger - og hvor social- og sundhedsassistenter overtager nogle af sygeplejerskernes opgaver. Med denne undersøgelse har vi ønsket at belyse, hvad der henholdsvis motiverer og slider på sygeplejersker," siger Christina Holm-Petersen.

Rapporten viser tydeligt, at sygeplejerskers fagidentitet ligger i plejen ude ved patienterne. På ingen af de tre afdelinger ønsker sygeplejerskerne at være lægens assistent, det er ikke det arbejde, der motiverer dem. De ønsker heller ikke at være "minilæger."

Generelt siger sygeplejerskerne på de tre afdelinger, at de har et godt samarbejde med lægerne. De fleste læger er åbne og villige til at lytte til dem og deres observationer. Når samarbejdet fungerer, har hierarkiet ikke den store betydning. Men når sygeplejersker ikke føler sig respekteret, opfattes hierarkiet som ydmygende. Ifølge Christina Holm-Petersen er det noget af det, der tærer på sygeplejerskers energi.

Frygt for konference

Morgenkonferencen på hjerteafdelingen og stuegangen på alle tre afdelinger er nogle af de dagligdags situationer, hvor hierarkiet mellem læger og sygeplejersker kommer til udtryk. På lægekonferencen på hjerteafdelingen venter sygeplejerskerne på, at det bliver deres tur til at informere, når deres patienter bliver gennemgået. Morgenkonferencen kaldes i daglig tale også for at være i "audiens hos lægerne." Nogle sygeplejersker giver udtryk for, at det er et pres, at man skal vise, hvad man kan. En slags eksamen.

"Sygeplejerskerne føler, at de skal forhandle med lægerne om patientens medicinske behandling. Sygeplejerskerne har deres observationer, men det er lægen, der skal tage beslutningen," siger Christina Holm-Petersen.

Hendes bud på, hvorfor sygeplejersker synes, morgenkonferencerne er svære, er, at selve formen er med til at synliggøre og fastholde billedet af sygeplejersken som en, hvis observationer blot indgår som en underordnet del i lægernes beslutninger. Rent fysisk står hun i rummet på sidelinjen i forhold til denne beslutningsproces og venter på at blive tilsagt.

Sygeplejerskerne på hjerteafdelingen laver selv grin med, at de pisker en stemning op over denne audiens hos lægerne. Flere har deres egne hemmelige våben eller lille trumf i ærmet, som man passende kan runde audiensen af med. Det kan f.eks. være at vende spørgsmålene mod de yngre læger, så det er dem, der skal informere.

En engels tålmodighed

Et andet sted, hvor hierarkiet mellem læger og sygeplejersker kommer til udtryk på alle tre afdelinger, er stuegangen. I samarbejdet med nogle læger oplever sygeplejersker, at de skal kæmpe for at få deres vurdering hørt.

"Sygeplejerskerne skal bruge energi på ikke at komme til at virke bedrevidende. De er meget bevidste om, hvordan de kan sige tingene, uden at lægen kommer til at tabe ansigt. F.eks. vælger de at spore eller lede lægen i den retning, de ønsker. En sygeplejerske siger f.eks., at hun er blevet god til at stille ledende spørgsmål," siger Christina Holm-Petersen.

Sygeplejersker på alle tre afdelinger føler af og til, at de spilder deres tid, når de går stuegang med lægerne. Eller som en sygeplejerske er citeret for i rapporten: "De (sygeplejerskerne) har en engels tålmodighed. Nogle gange er stuegangene meget lange, når de har sendt de der unge (læger), som er på spirestadiet."

Stuegang med erfarne læger kan også være forbundet med ventetid, enten fordi lægen "står og flaprer rundt i journalen," som en sygeplejerske er citeret for at sige i rapporten. Eller fordi sygeplejerskerne føler, at de blot er til stede for at give lægen oplysninger, som lægen kunne have læst sig til i rapporten.

Når samarbejdet fungerer, og sygeplejersker føler sig respekteret, opleves stuegangen derimod som en givende relation for sygeplejersker.

Læger om sygeplejersker

De læger, der er blevet interviewet i undersøgelsen, vurderer samarbejdet med sygeplejerskerne som godt og gensidigt. De har brug for sygeplejerskers viden og observationer for at kunne træffe de rette beslutninger om patienternes behandling. Lægerne kan dog godt mærke, at sygeplejerskerne bliver irriterede, hvis lægerne ikke lytter til deres input. Fagstriden mellem læger og sygeplejersker handler ifølge rapporten bl.a. om, at lægerne oplever, at sygeplejersker gerne vil udvide deres område til at inkludere nogle af de opgaver, som læger anser for deres. Omvendt erkender lægerne, at de forsøger at overføre nogle af deres kedelige opgaver, som f.eks. at lægge venflon, til sygeplejerskerne.

"Sygeplejerskerne er ikke interesserede i at overtage lægernes rutineopgaver, de har så rigeligt at lave i forvejen. Undersøgelsen viser, at sygeplejersker bliver motiveret af at være ude hos patienterne og ikke ved at lave papirarbejde eller rende rundt og gøre 100 ting på én gang, som f.eks. at tjekke op på, om lægen nu har fået bestilt de prøver, der blev aftalt på stuegangen," siger Christina Holm-Petersen.

Hun er selv overbevist om, at sygeplejersker gør bedst gavn ved fortsat at være den faggruppe, der er ude hos patienterne.

"Sygeplejersker er den mest kvalificerede faggruppe, vi overhovedet har i sundhedsvæsenet, der observerer patienter og vurderer, hvilke behandlingsbehov og sygeplejebehov de har. Hvis vi skal have høj kvalitet i sundhedsvæsenet, skal sygeplejersker være ude ved patienterne," siger Christina Holm-Petersen.

Rapporten peger på, at sygeplejerskers motivation kan øges ved at opdyrke gode samarbejdsrelationer med lægerne. Ifølge Christina Holm-Petersen er det ikke noget, man lærer på sygeplejeskolerne, men en viden, der kommer med erfaringen.

Hvis sygeplejersker skal undgå at føle sig fagligt ydmyget og dermed blive drænet for energi, skal de blive bedre til at sætte grænser for, hvad de vil finde sig i.

"Det gør man ved at tro på, at det, man kan og står for, er vigtigt, og vise det til andre. Hvis en læge siger noget nedsættende om ens faglighed, skal man markere, at det synes man ikke er i orden. Men det er et spil, der går begge veje," siger Christina Holm-Petersen.