Min succes er de små ting

Stadig flere hjemløse er unge mennesker. Her ses sygeplejerske Gitte Wandschneider sammen med en bruger i det socialpsykologiske fristed Gaderummet i København. Foto: Morten Nilsson

Den unge mand i begyndelsen af tyverne er lige vågnet. Han sidder ved et af de blanke caféborde og bladrer i en gratisavis, mens han ryger en smøg. Han har tømmermænd. Bag en skærm i det nyrenoverede kælderlokale med lyst klinkegulv ligger hans kæreste og sover på en madras med skoene på, mens parrets rottweiler står lænket til en radiator.

Ved et andet bord er en mand i joggingsæt i færd med at børste tænder. Senere går han hen til køkkenlugen for at bestille et stykke franskbrød og en kop kaffe. Der høres næsten konstant en hosten og harken i lokalet. De hjemløse brugere af Kirkens Korshærs Natcafé på Nørrebro i København gør sig klar til endnu en dag.

Et par trappetrin op - lige bag ved caféen - ligger sygeplejeklinikken i et lille rum bag en gennemsigtig glasvæg. På døren hænger et grønt skilt med teksten: sygeplejerske, nurse, kalkaaliyeCaafimaad. Det sidste betyder sygeplejerske på somalisk og henvender sig til den tredjedel af caféens brugere, som kommer fra Somalia.

Klokken er syv om morgenen, og sygeplejerske Gitte Wandschneider er netop mødt på arbejde. Det gælder om at starte tidligt, inden brugerne bliver indisponible pga. stoffer og alkohol.

Klinikken er indrettet som en lille oase - med et nydeligt rødt sofahjørne og nyt medicinsk udstyr.

For at gøre konsultationen indbydende er der linet op med kaffe, te og lakrids på et sort rullebord. Sådan betingede Gitte Wandschneider sig, at indretningen skulle være, da hun for to år siden blev ansat som sygeplejerske ved Kirkens Korshærs Natcafé.

De udsatte

Gitte Wandschneider har arbejdet som sygeplejerske for udsatte grupper i 18 år. Hun begyndte som psykiatrisk sygeplejerske og har i en årrække arbejdet i Vestre Fængsel. Siden år 2000 har hun været sygeplejerske for hjemløse i København, og hun elsker sit job.

"Det er en udfordring at møde de hjemløse. Min funktion er at åbne døren og invitere brugerne indenfor. Mit mål er at yde sygepleje og behandle brugerne med høj grad af værdighed, sådan som man kunne ønske, det foregik alle steder i sundhedsvæsenet," siger Gitte Wandschneider.

Gitte Wandschneider oplever, at en stigende del af de hjemløse er unge under 25 år. Mange har været kastebold mellem forskellige anbringelser hele deres barndom og føler sig totalt svigtet af samfundet.

"Der er ikke lige adgang til sundhed. De hjemløse oplever, at de skal kvalificere sig til hospitalernes tilbud. De fleste sygeplejersker og læger er uddannet til et system, hvor patienterne makker ret, gør, hvad der bliver sagt, og sidder pænt i venteværelset. Det kan de hjemløse ikke leve op til. De glemmer aftaler, dukker op med deres hunde eller taler grimt til personalet. Derfor ryger de alt for ofte helt ud af behandlingen," fortæller Gitte Wandschneider.

Gitte Wandschneider beskriver sit job som relationsarbejde. Hun har kendt de fleste af brugerne i flere år. De stoler på hende, og det er derfor, de tager mod hendes hjælp.

"De fleste har oplevet så mange svigt fra autoriteternes side, at de afviser sagsbehandlere og hospitalspersonale. De kommer her, fordi de kender mig, og fordi jeg som sygeplejerske kan et håndværk og kan yde en meget konkret hjælp. Et fodbad er f.eks. vejen til at få snakket om mange andre ting," fortæller Gitte Wandschneider. Hun understreger, at det i hendes niche af sygeplejen er lige så naturligt at følge en hjemløs på skadestuen eller socialkontoret som at give et fodbad.

De nederste i hierarkiet

Klokken er hen imod halv otte, da en mand på omkring 25 år stiller sig op i døråbningen. Hans stemme er rusten: "Vi skal ud på hiv-ambulatoriet på Hvidovre i dag. Hvordan kommer vi derud? " spørger John med henvisning til, at han og kæresten Maja skal til kontrol, fordi de er smittede med hiv.

Gitte finder et buskort frem.

Næppe er John forsvundet, før Allan dukker op. Han har viltert rastahår og er iført grå striksweater. Allans ene hånd er opsvulmet på grund af et bistik. Gitte ser på hånden, tilbyder noget salve og benytter samtidig lejligheden til at tage temperaturen på Allans sociale situation.

"Har du fået en ny kæreste? Og hvad med noget at bo i?" Allan er fåmælt. Han får dog fortalt, at han har en kæreste, og at de mangler et sted at bo.

Gitte anbefaler parret at gå op til lugen på 1. sal og blive skrevet op til en herbergs-plads hos Kirkens Korshær. Mens samtalen står på, bliver der flere gange banket utålmodigt på glasruden. Der er flere, som har brug for at snakke med Gitte, og det skal være nu.

En overvægtig midaldrende mand iført blå arbejdsbukser kommer ind og sætter sig i stolen ved siden af hendes skrivebord.
"Har du styr på dine ting?" spørger Gitte med det samme.

Manden styrter lidt skræmt ud i caféen og henter den grønne lærredsrygsæk, som indeholder hans samlede jordiske gods. For nylig fik han stjålet alle sine ejendele. Der er en del tyverier i caféen, og det går især ud over de hjemløse, som er nederst i miljøets hierarki.

Savner børnene

En kort pause i arbejdsdagen afbrydes, da Johns kæreste, Maja, styrter ind i konsultationen og flår kældervinduet op for at få luft.

"Buskortet var udløbet," forklarer hun forpustet og foreslår, at hun og kæresten udsætter deres kontrol på hiv-ambulatoriet. Gitte tænker sig om og forsøger at ringe til hospitalet, alt imens Maja og John tripper nervøst rundt i klinikken. De kan ikke rigtig bestemme sig til, om de orker at tage af sted i dag.

Midt i det hele kommer en ung kvinde i starten af tyverne ind i klinikken. Marie er iført stramme cowboybukser og en krøllet, hvid T-shirt. Håret er uglet. Hun er alkoholiker, og begge hendes børn er på børnehjem.

Marie har ikke set dem i næsten et år, og hun savner dem forfærdeligt. Gitte har lovet at hjælpe med at ringe til sagsbehandleren, så Marie kan få tilladelse til at ringe til den ældste. Men sagsbehandleren har telefonsvarer på, og Gitte aftaler, at de skal forsøge at ringe senere på formiddagen.

"Det er nu. Vi må tage en beslutning. Skal I af sted? Eller skal vi udskyde kontrollen på hiv-ambulatoriet til en anden dag?" spørger Gitte og kommer så med et forslag til kæresteparret Maja og John:

"Hvad hvis nu jeg kørte jer til Hvidovre?" John er ikke sen til at gribe bolden:

"Jamen, så skal du også køre os hjem, for vi kan ikke gå de to kilometer til stationen."

Efter lidt snak indvilliger Gitte i at køre parret til Hvidovre Hospital og tilbage. Da Gitte er tilbage i caféen et par timer senere, er det med en god fornemmelse i maven. Det var på høje tid, at parret kom til kontrol. Majas hiv-tal er meget dårlige.

Næppe har Gitte lagt jakken, før Marie dukker op igen. Hun har ventet utålmodigt hele formiddagen. Nok en gang ringer de til sagsbehandleren, men det viser sig, at hun er sygemeldt. Marie brister i gråd:

"Jeg er rigtig træt af mit liv - jeg savner hele tiden mine børn. Jeg har ondt i maven og i hovedet, og jeg har ikke haft menstruation et stykke tid. Jeg kan ikke mere."

Gitte holder om Marie og opfordrer hende til at kontakte en dygtig socialarbejder, hun kender.

Syv begravelser

Størstedelen af de hjemløse i caféen har et misbrug. Deres livshistorier er næsten altid præget af elendige opvækstvilkår, vold, alkohol, institutioner og fængsler. Sundhedstilstanden er katastrofal. Der er mange tilfælde af leverbetændelse og hiv. Banale sår og skrammer udvikler sig ofte til alvorlige infektioner.

En af mændene i caféen fortæller, at der inden for det seneste halve år har været syv begravelser i miljøet omkring natcaféen.

"De fleste har intet netværk. Familien har de mistet kontakten til, og venner har de ofte kun på skift," fortæller Gitte Wandschneider, mens vi befinder os i en bil på vej ned til det socialpsykologiske fristed Gaderummet, hvor Gitte har konsultation denne eftermiddag. Den nedlagte fabriksbygning på Nørrebro ligner en mellemting mellem en computercafé og et slumstormerhus fra 70'erne. Mange af brugerne er helt unge hjemløse.

Gitte sætter sig ved et stort mødebord sammen med en ung maskinklippet mand, der er iført joggingsæt og badesandaler.

"Hvordan går det?" spørger Gitte.

"Elendigt. Det er stress - det er mavesår - det er bræk - det er blod. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden alkohol. Måske skulle jeg prøve stesolid i en periode. Jeg har brug for noget beroligende, men jeg kan ikke tåle at drikke mere," lyder det fra Brian. Han rækker sin ene hånd frem. Der er gået betændelse i et sår. Gitte renser det, og de aftaler, at Brian skal komme ud på klinikken, så de kan snakke om mulighederne for afvænning.

Som så mange andre af brugerne har Brian dårlige erfaringer med praktiserende læger.

"Der kommer aldrig noget godt ud af det mellem mig og lægerne. Vi kommer op at skændes. Lægerne har en tendens til at være arrogante, men Gitte, hun har virkelig hjulpet mig," forklarer Brian, der trods sine kun 24 år mener, at han er "for fucked up i hovedet til nogensinde at kunne arbejde." 

De små mirakler

Gitte Wandschneiders arbejdsdag slutter som den begyndte. Hjemme i klinikken. 

Hen over et af bordene i caféen ligger Marie og hendes kæreste og sover en dyb søvn.

"Nogle mener, at sådan noget som det her er håbløst, men det gør jeg ikke. Succesen i mit arbejde er de små ting. At jeg kan skifte en forbinding. At jeg kan hjælpe Marie med at få kontakt med sit barn. Eller at Brian kommer og snakker om alkoholafvænning i morgen. Jeg har ingen forestillinger om, at brugerne skal leve et standardliv - eller at jeg skal frelse dem," siger Gitte Wandschneider.

Det er ikke så ofte, at de hjemløse i caféen rehabiliteres til et normalt liv med job og lejlighed. Men det sker.

Gitte Wandschneider kan fortælle om en af den slags succeshistorier: For et par år siden kom en ung krigstraumatiseret og alkoholiseret somalisk flygtning i klinikken. Hans liv vendte mirakuløst, da han fik et job. I dag er han holdt op med at drikke, har arbejde og egen lejlighed.

Klokken nærmer sig tre om eftermiddagen. Det har været en dag med "fuldt run på," som Gitte Wandschneider udtrykker det. Da hun bevæger sig ud til parkeringspladsen med bilnøglerne i hånden, er hun træt. Men hun er meget bevidst om ikke at tage arbejdet med hjem.

"Når jeg kommer hjem, tænker jeg ikke på mit arbejde. Jeg føler, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Mere kan jeg ikke gøre. Sådan er jeg nødt til at tænke - ellers kan jeg ikke overleve i det her job."

Navnene på de hjemløse i artiklen er opdigtede, så de ikke kan genkendes.