Sådan finder du tal

Hvor vil du finde data, hvis du skal bruge en statistik på det antal personer, der har fået en personskade i trafikken i Danmark?

Vil du søge i skadestuernes statistik, hos politiet eller i databasen hos Rådet for Større Trafiksikkerhed?

Eller hvis du skulle bruge en statistik på antallet af kvinder, der hvert år bliver ramt af brystkræft? Skal vi hente oplysningerne i Sundhedsstyrelsen, Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse eller i "Alt for Damerne?"

De fleste vil nok fravælge "Alt for Damerne," hvis der skrives opgaver eller artikler, men hvorfor det? Tal er vel tal, og tal er neutrale og objektive.

Formålet med denne artikel er at vise, at tal ikke bare er tal, og bruger man forskellige kilder på det samme fænomen, får man forskellige oplysninger.

Sygeplejersker og sygeplejerskestuderende er gode til at anvende og præsentere kvantitative kilder, som kan understøtte deres sygeplejefaglige problemstilling. Det er helt naturligt at inddrage tal, når sygdomme beskrives. Hvis man beskæftiger sig med brystkræft, præsenteres antallet af kvinder, der er ramt af denne sygdom. Hvis det drejer sig om lungekræft, findes dette tal frem for at illustrere omfanget af sygdommen. Men ofte diskuteres kilden til tallene ikke. Om det er fra Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Cancerregisteret eller ...

Det kan have stor betydning, fordi de metoder, der bliver brugt til at kategorisere og registrere store mængder data, kan være bygget op på forskellige måder, kan arbejde med forskellige definitioner af sygdommene, og dermed bliver de endelige tal/data også forskellige.

Leder man efter en bestemt type data i forskellige databaser, får man typisk forskellige svar. Derfor kan man med god grund spørge: Hvilken kilde er mest sand? Hvor kan vi finde de rigtige tal? Og her er ikke et entydigt svar. Man må vurdere sine kilder meget nøje, når man får dem præsenteret.

Antallet af trafikdræbte er usikkert

Et eksempel: Hvis vi skal have kvantitative data omkring antal personskader i trafikken, er det bestemt ikke ligegyldigt, hvor data kommer fra.

Historisk set har færdselsuheldsstatistikken baseret sig på politiets indberetninger. Denne statistik indeholder tal over dræbte og tal over tilskadekomne. Men det er ikke alle tilskadekomne i trafikken, der kommer til politiets kendskab, og derfor vil politiets statistik indeholde et mindre antal end skadestuernes indberetninger til Landspatientregistret. I virkeligheden vil antallet af tilskadekomne nok være højere end Landspatientregistrets tal, fordi nogle (mange?) mennesker slet ikke registreres, men kommer hjem selv.

Alt andet lige vil man kunne argumentere for, at antallet af dræbte i trafikken vil være et relativt pålideligt tal, uanset hvilken statistik man kigger i.

Men også her kan man overraskes. For år tilbage begyndte skadestuerne at indberette om personskader til Lands Patient Registeret, men ud fra et hvilket-tal-er-mest-rigtigt-perspektiv var problemet, at de mennesker, som døde i trafikken, blev registreret som døde på skadestuen og ikke som dræbte i trafikken.

Dette betyder naturligvis forskellige tal afhængigt af, om man søger hos politiet eller i skadestuerne.

I midten af 1990'erne gennemførte Danmarks Statistik en undersøgelse, hvor data om skadestuebesøg på grund af færdselsuheld blev inddraget. Undersøgelsen viste, at det samlede antal personskader var cirka fem gange større end det antal, der blev registreret ved politiet. Det vil sige, at ca. 82 pct. af personskaderne ikke kom til politiets kendskab (1).

Det kan jo ikke passe. Enten må den ene kilde have for høje tal eller den anden for lave; måske er der fejl i begge kilder, eller måske henviser tallene til forskellige ting. Kun grundige undersøgelser af registrene kan fortælle, om de observerede forskelle er reelle forskelle.

Det handler bl.a. om, hvordan man definerer en personskade, og hvordan man registrerer en personskade. Undersøgelsen fra Danmarks Statistik viser, at de såkaldte mørke-tal kan få indhold og mening, når der foretages samkørsler og analyser af de forskellige statistikker.

Danskernes alkoholforbrug

Et andet eksempel er danskernes forbrug af alkohol.

Slår man op i Tiårsoversigten fra Danmarks Statistik (2), kan man læse, hvad danskerne har købt af vin, øl og spiritus. Men hvad fortæller tallene? Skal man blive nervøs over befolkningens forbrug eller eget forbrug og tage et glas vin mere til aftensmaden? Inden tallene bliver underkastet en refleksion, kan man tænke på afsenderen. Det er Danmarks Statistik, og det betyder data indsamlet i Danmark. Altså en registrering af, hvor meget alkohol der er købt i Danmark. På den ene side kan man sige, at tallene er minimumstal, for de siger intet om, hvad danskerne har købt af alkohol i udlandet, brygget i kælderen eller drukket i udlandet. På den anden side kan man sige, at det er maksimumstal, fordi de også indeholder den mængde alkohol, som udlændinge har købt i Danmark.

Grund til at være skeptisk

Sygeplejersker kan med god grund have skepsis over for tal. Tal er jo ikke bare tal, og det er der utallige andre eksempler på.

Nogle af de tal, vi arbejder med, kommer fra spørgeskemaundersøgelser. Her opdager man, at som man spørger, får man svar, forstået på den måde, at forskelligt udformede spørgsmål om det samme fænomen vil give helt forskellige tal at arbejde med. Et banalt eksempel er alder: Hvis man vil kende sine patienters alder, kan man spørge til CPR-nummeret. Så får man den nøjagtige alder. Man kan også spørge: Hvilket år er du født i? Men hvis man blot spørger: Hvor gammel er du? så vil man ofte få tal frem, der er delelige med 5 eller 10, alene af den grund at de fleste foretrækker at oplyse deres alder på den måde, der rundes nedad.

Hvor mærkeligt det end kan lyde, så vil det enkle spørgsmål "Hvor mange børn har du?" også blive besvaret meget forskelligt. Lidt poppet kan man sige, at det ser ud, som om kvinder som regel ved, hvor mange børn de har, mens mænd vil spekulere på, om spørgsmålet drejer sig om biologiske børn, børn de bor sammen med o.l. Hvis vi ikke kan spørge forældrene, hvad kan Danmarks Statistik så fortælle? Ja, her vil man opdage, at antallet af børn kan være en højst foranderlig størrelse. Nogle tabeller vil indeholde fodnoter, der angiver, at børnenes alder eksempelvis er afgørende for, om de er børn. Børneantallet kan også ses i relation til husstandsbegrebet og familiedefinitionen. Og det enkle kan forekomme meget kompliceret, når man læser nedennævnte definition i en af Danmarks Statistiks publikationer:

"Alle personer, der er tilmeldt samme adresse i CPR, regnes for én husstand, uanset relationerne imellem dem. En husstand kan bestå af én eller flere familier. En familie udgøres enten af et par eller af en enlig. Hjemmeboende børn under 18 år regnes med til familien. Hjemmeboende børn over 18 år udgør hver især deres egen familie i statistisk henseende. Den lille gruppe af ikke hjemmeboende børn under 18 år udgør ligeledes deres egne familier."

Her kan man se definitioner af husstande, familier og børn, der handler om deres alder (3).

Vær varsom med fortolkninger

Eksemplerne viser, at man skal kende sine tal. Man kommer rigtig langt med sund fornuft, og hvis man sørger for ikke at blande forskellige enheder sammen, finder man nyttig viden. Vi er nærmest opdraget til at være varsomme i arbejdet med at fortolke kvalitative data, og vi håber at have illustreret, at der er god grund til også at være det, når man arbejder med de kvantitative data.

Sygeplejersker lærer gennem deres uddannelse og erhverv at lede efter forståelse og foretage fortolkninger af kvalitative data. Og det gør de meget kompetent. Denne metodiske kompetence kan med fordel også anvendes ved de kvantitative data. Læg mærke til, at tal også tolkes; 10 pct. af et eller andet bliver ofte omtalt ved hjælp af supplerende adverbier: kun, så meget som, næsten osv. Kvantitative data bliver først anvendelige, efter de har været underkastet en kvalitativ bearbejdning og er blevet sat i perspektiv.

Data med blinde vinkler

Det er svært at betragte tal som objektive størrelser, de er data, som indeholder lige så mange blinde vinkler, som kvalitative data gør.

Er en person ude i et politisk ærinde, kan det være, at vedkommende vælger at benytte den kilde, der understøtter hendes/hans hypotese, og glemmer at undre sig over, hvorfor en anden kilde viser noget andet.

Prøv bare at tænke på kommunal- eller folketingsvalg, hvor politikerne argumenterer med tal, som understøtter deres politiske visioner. De faglige professioner gør som politikerne, finder de kilder, som taler til deres faglige hjerter og faglige budskaber.

Det er vigtigt, at man har kildekritisk sans og kan gennemskue tal og argumenter, der bliver præsenteret, som om de er den objektive sandhed. Den gyldne regel om sund fornuft kan med fordel anvendes, uanset om man anvender kvalitative eller kvantitative kilder.

En vigtig videnskabelig pointe, som også bør anvendes, når man arbejder med forskning og udviklingsarbejde i et praksisrelateret perspektiv, er at lede efter data, som fortæller det modsatte af, hvad man tror på, eller hvad de fleste kilder siger.

Dvs. at man også skal arbejde mod sin egen problemstilling eller lede efter det modsatte bevis; dvs. data, der modsiger hypotesen.

Det betyder nemlig, at man kan blive overrasket og eventuelt finde nye sammenhænge, som man ikke har tænkt på - eller endnu værre: Ikke kan lide. Man skal være modig, når man forsker.

Gitte Lindermann er ekstern lektor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og konsulent i Sundhedsforvaltningen, Københavns Kommune.
Merete Watt Boolsen er lektor i sociologi og metode på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Litteratur

1. Danmarks Statistik. Færdselsuheld 2004. København: Danmarks Statistik; 2005.

2. Danmarks Statistik. Statistisk Tiårsoversigt 2004. København: Danmarks Statistik; 2004.

3. Danmarks Statistik. Kvinder & Mænd 1995. København: Arbejdsmarkedsstyrelsen, Danmarks Statistik, Ligestillingsrådet. 1995.