Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerske ved en korsvej

Patientkontakt. Politikerne har fokus på opgaveglidning mellem social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, men en ny rapport argumenterer for, at sygeplejersker fortsat skal være ude hos patienterne.

Sygeplejersken 2006 nr. 19, s. 19

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

I et sundhedsvæsen under forandring skal sygeplejersker tage stilling til, hvad der skal være deres bærende fagidentitet i fremtiden. Det mener cand.scient.adm. og ph.d.-studerende Christina Holm-Petersen, som står bag en ny rapport fra DSI Institut for Sundhedsvæsen med titlen: "Sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsopgaver på medicinske afdelinger."

Skal sygeplejersker være den faggruppe, der er ude hos patienterne? Eller skal de snarere være tovholdere og koordinatorer? Fra politisk side har der i flere år været fokus på opgaveglidning imellem faggrupperne, så social- og sundhedsassistenter overtager sygeplejeopgaver, mens sygeplejersker overtager lægeopgaver. DSI-undersøgelsen bygger på tids- og opgaveregistrering på tre medicinske afdelinger og giver svar på, hvad der hhv. motiverer og slider på sygeplejersker. Konklusionen er, at det er patientkontakten, der motiverer, mens f.eks. papirarbejdet og lægeopgaverne slider (se boks).  

SÅDAN HOLDER MAN FAST I SYGEPLEJERSKER


Hvis man skal tiltrække og fastholde sygeplejersker i fremtidens sundhedsvæsen, er det vigtigt at sætte ind over for de forhold, der slider på sygeplejersker:

  • Når samarbejdet med lægerne er dårligt. Læs artiklen "I audiens hos lægen" på side 20.
  • Når sygeplejersker mangler uddannelse, supervision og vejledning til at håndtere de svære patienter og pårørende, som kan være vrede og udadreagerende.
  • Når der mangler en kultur, hvor sygeplejersker kan reflektere over belastende oplevelser.
  • Når papirarbejdet kommer til at tage mere tid end selve arbejdet ude hos patienterne.
  • Når der ikke er tid til at tale med en patient, som har brug for psykoemotionel støtte.

"En mulig fremtidig løsning kan være den model, som de bruger på Endokrinologisk afdeling på Amtssygehuset i Herlev, og som i øvrigt er trenden andre steder, at man opgraderer social- og sundhedsassistenter. Assistenterne har de letteste patienter og sygeplejerskerne de mest komplicerede," siger Christina Holm-Petersen.

Ifølge 2.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd Aase Langvad er det stadig patientkontakten og omsorgen, der skal være kernen i sygeplejefaget, men sygeplejersker især skal koncentrere sig om patienter med komplekse behov.

"Den teknologiske udvikling betyder, at der bliver flere komplekse og specialiserede funktioner, som sygeplejersker skal løse. I lyset af sygeplejerskemanglen er det vigtigt, at sygeplejersker bruger deres kompetencer på de dårligste patienter. Det kræver overblik, når vi også skal prioritere sundhedsfremme og forebyggelse. Derudover har vi også funktioner inden for ledelse, planlægning og koordinering, formidling og udvikling, så vi bl.a. sikrer kvalitet og sammenhæng i patientforløbet.

Problemet for sygeplejersker er det store tidspres ude på afdelingerne. De har for lidt tid til kerneydelsen," siger Aase Langvad.

Tal med patienten

Rapporten viser, at sygeplejersker kun bruger 1 pct. af deres tid på psykoemotionelle samtaler med patienten. Hvordan får sygeplejersker mere tid til at tale med patienterne?

"Det er nødvendigt at få den del opprioriteret, for forskningen viser, at hvis ikke patienterne har god kontakt med og tillid til den person, de taler med, så forlænger det sygdomsforløbet. Den pædagogiske tilgang er meget vigtig.

Det er lederens ansvar at sikre de rammer og vilkår for høj kvalitet i sygeplejen, man ønsker. Det er ikke let, men man er nødt til igen og igen at argumentere over for det politiske system," siger Aase Langvad.

Tror du, vi vil se flere løsninger med opgaveglidning mellem social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, som de f.eks. arbejder med på Endokrinologisk afdeling på Københavns Amtssygehus i Herlev?

"Det er altid patientens behov, der afgør, hvem der skal stå for sygeplejen. Som udgangspunkt skal sygeplejersker ikke løse funktioner, som andre faggrupper kan lave lige så godt. Men f.eks. skal der altid være sygeplejersker til at lede, koordinere arbejdet og vejlede og til patienter med komplekse behov," siger Aase Langvad.

Dansk Sygeplejeråd har bidraget til at finansiere undersøgelsen.