Synspunkt: Kan vi dog ikke tale om det?

For nylig, efter at have læst om parfumeallergi i Sygeplejersken, var mit sind i kog! Må jeg nu slet ikke bruge parfumerede produkter, når jeg ønsker at blive en god sygeplejerske? Får jeg virkelig sat hele min faglighed, omsorg og empati på spil, når jeg vasker hår i frisørens bedste produkter, der også er parfumerede?

Naturligvis skal alle patienter sikres et optimalt patientforløb - også MCS-patienter. Men for mig handler det ikke om et personligt offer, at jeg nu også skal skifte hårprodukter for at blive en god sygeplejerske. Jeg har efterhånden foretaget så mange ofre, at jeg kan blive helt bekymret for, hvad der bliver tilbage af mig.

Jeg kan stadig huske min bankrådgivers ansigtsudtryk, da jeg forklarede ham, at kassekreditten til studiestart ikke blot var til bøger. Nej, der skulle også indkøbes fem par tækkelige underbukser og bh'er. For mig er det altså et meget stort personligt offer at skulle have bestemt undertøj på, for det burde da være en privatsag. Men når nu min kompetence som sygeplejestuderende er på spil, lider jeg gerne. Tanken om dengang, en medstuderende fik ballade for sine trusser med lyserøde elefanter på, står nemlig stadig lysende klar!

Der blev indkøbt uparfumeret antiperspirant og efterfølgende persilletabletter, så min forkærlighed for hvidløg (og den utilstrækkelige antiperspirant) ikke går ud over patienternes ve og vel. Det indkøbte tøj til psykiatri skulle være slidstærkt, så det kan vaskes ved høje temperaturer. For bevidstheden fra hygiejneundervisningen om bakterier har skam også sat sit personlige præg. I så stor en grad, at da mit bonusbarn skulle pottetrænes, udarbejdede jeg en skriftlig arbejdsgang for rengøring af potte for at bryde eventuelle smitteveje!

At uddanne mig til sygeplejerske har også sat sit præg på mit øvrige liv. Der er indkøbt et dyrt medlemskab af et fitnesscenter, og jeg træner gerne hver dag som et godt eksempel. Jeg spiser grønt hver dag, og det er dyrket økologisk i mit eget drivhus, så jeg er sund. Afslapningen på sofaen er udskiftet med lange gåture. Der kan jeg så øve mig i sansning af alle indtryk. Sidste eksempel på de personlige ofre som sygeplejestuderende er mit rygestop. Det er da HOT!

At blive sygeplejerske er for mig på ingen måde en privatsag. Professionen griber på alle måder ind i mit liv og har allerede krævet utallige personlige ofre. Men jeg tror bestemt, det har gjort mig til et bedre menneske. Jeg er i hvert tilfælde blevet et gladere menneske. Og om end min personlighed ikke længere blot er min, er studiet noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Og så er jeg sikker på, at jeg lever længere!

Jeg vil så gerne blive en god sygeplejerske og dermed også foretage de nødvendige personlige ofre. De sker, fordi jeg har lært at reflektere over mine handlinger og søge evidens for min praksis. Men hvordan kan vi fagligt sætte vores personlighed i spil i relationen med patienten, hvis vi ingen har? Hvordan kan vi kræve respekt om vores profession, hvis vi holder hinanden nede med essentielle dyder som omsorg og empati? Og hvordan sikrer vi os udvikling af viden, hvis vi mister mangfoldigheden iblandt os?

Min selvfortolkning som sygeplejestuderende er ikke blot en ydre fremtoning, men i særdeleshed også en indre evne til at skabe dialog. Så kæreste ven, kollega og patient: Kan vi dog ikke tale om det? Uden evne til at skabe dialog mister vi os selv!

Vibeke Hatting er 6.-semester-studerende ved Ribe Amts Sygeplejeskole, CVU Vest.