Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

A la carte-kost får blandet modtagelse

Fri føde. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), mener, at alle patienter på landets sygehuse snart skal kunne spise, hvad de ønsker, og når de vil. Ambitionen om a la carte-menuer og frie spisetider får en blandet modtagelse på landets sygehuse.

Sygeplejersken 2006 nr. 21, s. 14-15

Af:

Christina Sommer, journalist

SY-2006-21-10eDer bruges de friskeste råvarer som asparges, der bliver brugt samme dag, de er købt ind. Foto: Søren Svendsen

Når det kommer til mad og drikke, har patienterne på bl.a. Hvidovre Hospital og sygehusene i Tarm og Lemvig det forbilledligt. Det mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S). A la carte-menuer med op til 75 retter gør det muligt for patienterne selv at bestemme, hvad de vil spise, når de vil, og står det til Bent Hansen, skal alle landets sygehuse snart tilbyde deres patienter en lignende service.

"Ved at give patienterne valgmuligheder respekterer vi, at vi lever i en verden, hvor vi selv kan og vil bestemme. Jeg mener, at især de svage og meget syge patienter har brug for selv at kunne vælge, hvad de vil spise, det drejer sig om at skærpe deres appetit," siger han.

Bent Hansen vil derfor nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg på tværs af regionerne. Det kommer bl.a. til at bestå af fagfolk som læger, økonomaer og sandsynligvis også sygeplejersker og skal være med til at sikre, at Bent Hansens ønske om a la carte-menuer på alle landets sygehuse bliver til virkelighed - helst til næste sommer.

SY-2006-21-10gKøkkenchef Mogens Fonseca Pedersen gør sit til, at køkkenarbejdet foregår i den rigtige ånd og er selv lykkelig for at kunne servere a la carte-retter til patienterne. Foto: Søren Svendsen

Tilbud svært at løfte

På Aalborg Sygehus får Bent Hansens planer en blandet modtagelse. "Principielt kan vi godt lide ideen om ordninger som dem på Hvidovre. Men vi kan ikke bare kopiere samme model. Hvidovre Hospital er f.eks. kun i tre etager, mens Aalborg Sygehus består af mange forskellige bygninger, nogle i endnu flere etager, og vi leverer også mad til afdelinger flere kilometer væk. Umiddelbart kan vores køkkener ikke løfte sådan et tilbud uden store ombygninger og logistiske ændringer," siger Gitte Rossander, vikar for assisterende cheføkonoma i Centralkøkkenet på Aalborg Sygehus.

Hun påpeger også, at en a la carte-ordning stiller nye krav til plejepersonalet.
"Jeg mener, at en a la carte-ordning kan være en risiko for de småtspisende patienter forstået på den måde, at den i hvert fald vil kræve, at plejepersonalet er endnu mere opmærksom på de patienter - får de nu bestilt mad, og er det, de bestiller, nu også korrekt set ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt etc."

Endelig fremhæver Gitte Rossander, at patienterne på Aalborg Sygehus allerede har en del valgfrihed, da mange afdelinger tilbyder buffeter hver dag og ligger inde med frostvarer som supper og frikadeller, så patienter med knurrende maver kan få stillet deres sult uden for de faste spisetider.

SY-2006-21-10iMåltidet er nu færdigt og venter på at blive bragt ud til den brødflove patient. Foto. Søren Svendsen

Bedst til nogle patienter

I Centralkøkkenet i Risskov, som hver dag bespiser 800-900 patienter på bl.a. Skejby Sygehus, er Bent Hansens udspil om a la carte-menuer blevet modtaget positivt, fortæller assisterende cheføkonoma Bente Schiødt.

"Det er jo et rigtig flot patienttilbud, som vi gerne ville indføre i vores køkken. Det er også meget positivt, at Bent Hansen tager emnet op politisk, da det ikke er hospitalsmaden, der fokuseres mest på lige nu, hvor regionerne er ved at finde deres egne ben at stå på," siger Bente Schiødt.

Hun understreger dog, at kost og hospitalsmad er et tværfagligt projekt, og Bent Hansens ønske om a la carte-ordninger kan ikke bare indføres fra den ene dag til den anden.

"Det kræver jo, at alle faggrupper er indstillede på det. Og det vil kræve en omlægning af mange arbejdsgange for at få logistikken til at hænge sammen, så vi kan sikre, at alle patienter får det at spise, de har behov for," siger Bente Schiødt, der også tror, at a la carte-tilbuddet er mere brugbart for nogle patienter end andre.

"Jeg tror, sådan et tilbud egner sig bedst til de patienter, der ikke fejler noget rent appetitmæssigt. Men overordnet mener jeg, at patienterne skal have valgmulighed, når det kommer til mad, og det har de jo allerede i dag," siger Bente Schiødt og refererer til, at også Centralkøkkenet leverer flere forskellige retter til afdelingernes morgen-, middags- og aftenbuffeter, mens patienterne også har adgang til mellemmåltider i form af bl.a. kiks, frugt og frostvarer som desserter.

Undersøg fordele og ulemper

På Odense Universitetshospital hilser køkkenchef Birgitte Lund også overordnet Bent Hansens tiltag velkommen. "Vi kan kun være glade for, at der sker en udvikling. Det handler jo om, at vi hele tiden arbejder på at give patienterne det bedst mulige," siger Birgitte Lund, der ved selvsyn har erfaret, hvordan Hvidovre Hospitals a la carte-ordning fungerer.

På Odense Universitetshospital kører afdelingerne med bemandede buffeter morgen, middag og aften, og derved har patienterne allerede valgfrihed mellem flere retter - en valgmulighed netop i spisesituationen. Og Birgitte Lund ser både fordele og ulemper i Hvidovres model.

"I Hvidovre får patienterne deres mad, når de vil, og senest inden for 45 minutter. Og det er god service. Omvendt er der i Hvidovre tale om portionsanretninger, hvilket vi og andre sygehuse jo er gået væk fra de senere år ved at opstille buffeter. Og i løbet af det seneste år har vi kørt store tilfredshedsundersøgelser blandt både vores patienter og vores plejepersonale, som viser, at begge grupper er ganske godt tilfredse med de madtilbud, vi har. Måske vi skal ud i en kombination af a la carte-ordninger og buffeter," siger Birgitte Lund, der kun kan opfordre Bent Hansen og hans arbejdsgruppe til at undersøge fordele og ulemper ved a la carte-ordningerne grundigt, inden den går ud med en endelig anbefaling:
"Dokumentationen skal være på plads."

Tages i etaper

Bent Hansen erkender, at indførelsen af a la carte-ordninger kræver omlægning af arbejdsgange og nye faciliteter med investeringer til følge.

"Det er helt korrekt, og logistikken skal tages alvorligt, men jeg accepterer ikke, at man afviser at indføre a la carte-ordninger af hensyn til logistiske eller økonomiske årsager. Så må man tage det i etaper og først tilbyde buffeter, som man gør i Aalborg og Odense, og så indføre a la carte-menuerne senere," siger Bent Hansen, som mener, at evt. etableringsudgifter kan dækkes ind ved et mindre madspild.

"Erfaringerne viser jo, at mindre mad går til spilde, når patienterne selv kan bestemme, hvad og hvornår de vil spise. Og det er netop det, der er essensen i denne ordning. Når vi siger, vi ønsker et patientstyret sygehusvæsen, hvor vi vil inddrage og ansvarliggøre patienten, må vi også handle derefter. Også når det kommer til kosten, som vi ved, spiller en stor rolle, især for patienter der er indlagt i længere tid," siger Bent Hansen.