Et uhyggeligt fund

Foto: Morten Nilsson

En opgang i en helt almindelig karré på Frederiksberg. I flere måneder har det opsøgende psykoseteam på Frederiksberg forsøgt at få kontakt med en ældre kvinde, som blev udskrevet fra psykiatrisk hospitalsbehandling sidste år. Oprindelig henvendte hjemmeplejen sig til teamet efter udskrivelsen, fordi kvinden ikke ville lukke op.

Den dag, Sygeplejersken er på besøg, lykkes det for første gang i flere måneder at komme ind i opgangen ved at ringe på samtlige dørklokker.

En nabo kan fortælle, at han ikke har registreret noget usædvanligt. Kvindens pårørende oplyser, at de har forsøgt at få kontakt, men er blevet afvist, og at det i øvrigt ikke er usædvanligt, at kvinden gemmer sig i udlandet flere måneder i træk

Kvinden lukker stadig ikke op, men der kommer en mærkelig lugt fra brevsprækken. Derfor beslutter teamets overlæge at tilkalde politiet.

a låsesmeden har lirket døren op, viser det sig, at kvinden har ligget død et stykke tid. Sagen er den første af sin art for det opsøgende psykoseteam på Frederiksberg. Men i en storby som København er den slags hændelser ikke usædvanlige. En undersøgelse offentliggjort i Ugeskrift for Læger viser, at der i løbet af en tremåneders periode var 272 dødfundne i Københavns Kommune.

Når patienter kommer ud for ulykker eller andre tragiske hændelser, får psykoseteamet altid en debriefing under ledelse af en psykolog. Ofte ledsages debriefingen af en såkaldt kerneanalyse. Her analyseres det bl.a., om der er punkter i forløbet, hvor systemet ikke har fungeret.

Ledende overlæge Kim Solstad fra Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital mener ikke, at teamet i den konkrete sag har kunnet handle anderledes.

"Det er altid nedslående, når man kan konstatere, at vi i vores civiliserede samfund ser så lidt til hinanden, at en person kan få lov at ligge død i ugevis. Men jeg mener ikke, at psykoseteamet har noget ansvar i juridisk forstand. I vores rettighedssamfund har psykisk syge en udstrakt ret til at frabede sig at blive generet af andre. Det betyder, at man har ret til at sige nej til hjemmeplejen og psykiatrisk behandling. Det er i det hele taget individets ret at isolere sig og ikke ville tale med andre," siger Kim Solstad. Han fremhæver, at den danske psykiatrilov i modsætning til lovgivningen i Sverige og Norge giver begrænsede muligheder for at tvangsbehandle patienter, som på grund af deres psykiske lidelse ikke vil erkende deres sygdom og går i skjul for omverdenen.

"Vi har en pligt til at hjælpe psykiatriske patienter, hvis de er farlige for sig selv og deres omgivelser. Men vi har ikke pligt til at holde øje med, om de kommer i en tilstand, hvor de er til fare for sig selv og omgivelserne. Det er sjældent, at vi i psykiatrien finder ældre mennesker, der ligger døde i lejligheden. Men omvendt er der i psykiatrien en vis erhvervsrisiko for at finde patienter, som har begået selvmord. Vi ved f.eks., at overgangen fra at være indlagt til at blive udskrevet er en kolossal svær fase for mange patienter. Det er klart, at den slags sager altid giver grund til at overveje, om der er punkter i forløbet, hvor systemet ikke har fungeret, og hvordan vi kan handle anderledes en anden gang," siger Kim Solstad.