Psykiatrisk behandling gennem brevsprækken

At være opsøgende kontaktperson i et opsøgende psykoseteam er et tålmodighedsarbejde. Nogle gange er det kun muligt at komme i kontakt med patienterne gennem brevsprækken. Her ses sygeplejerske Birgitte Jørgensen i en opgang på Frederiksberg. Foto: Morten Nilsson

Den pensionerede akademiker er for alvor kommet i klemme. I mange år har han levet med sin sindslidelse inden for lejlighedens fire vægge. Men nu er han raget uklar med beboerne i den ejendom, hvor han har boet det meste af sit liv.

Han har nægtet at betale til ejendommens fællesudgifter. Derfor er lejligheden blevet solgt på tvangsauktion. Lige nu bor han på hotel. Dagene tilbringes på biblioteket, hvor han belaver sig på at hyre byens bedste advokater for at få sin lejlighed igen.

Den bizarre sag om Hansen er et af punkterne på morgenmødet i det opsøgende psykoseteam på Frederiksberg Hospital.
Psykoseteamet har fået en henvendelse fra en sagsbehandler, som mener, at sagens hovedperson er psykisk syg.

Teamet er blevet involveret så sent, at lejligheden for længst er solgt. Nu prøver teamets socialrådgiver Christian Petersen at samle sagen op ved at være i kontakt med den ældre mand. I første omgang gælder det om at komme ham i møde ved at tale grundigt med ham om den boligsag, som lige nu overskygger hele hans liv. Derefter skal han have et tilbud om behandling.

"Hvis vi skal finde ham, er det nok på et af bibliotekerne," lyder konklusionen på morgenmødet.

"Hvis I ser Lise, må I endelig gribe fat i hende. Der er skrevet gule papirer på hende, så hun kan blive indlagt, men de udløber i morgen. Hvis ikke vi får hende indlagt nu, kan der gå flere måneder. Sådan gik det sidste år," siger sygeplejerske Birgitte Jørgensen, inden teamet går hver til sit.

Det opsøgende psykoseteam består af både sygeplejersker, ergoterapeuter og en socialrådgiver. Teamet mødes hver dag og har i det hele taget et tæt indbyrdes samarbejde. Til højre sygeplejerske ses Ken Strøm Andersen og til venstre sygeplejerske Birgitte Jørgensen. Foto: Morten Nilsson

De hårdest belastede

Det opsøgende psykoseteam på Frederiksberg Hospital er et af de opsøgende psykoseteam, der foreløbig eksisterer i Hovedstadens Sygehusfællesskab, Sønderjyllands, Storstrøms og Århus Amter.

Teamet er et tilbud til de hårdest belastede psykisk syge, som har svært ved selv at sørge for medicinering og ikke magter at dukke op til ambulant behandling i besøgstiden.

Metoden stammer fra USA, hvor opsøgende psykoseteam har eksisteret i mere end 20 år. Alle patienter har tunge diagnoser som f.eks. skizofreni eller maniodepressiv psykose. Halvdelen af teamets patienter har været i behandling i det psykiatriske system. Den anden halvdel har typisk levet med deres sindslidelse i årevis uden at få behandling.
Kontakten skabes som regel efter, at teamet har fået henvendelse fra en sagsbehandler eller et værested. Mange af patienterne isolerer sig. De lukker ikke op, når der ringes på i lejligheden, og nogle gange vil de kun tale gennem brevsprækken.

Teamets otte kontaktpersoner har hver især ansvar for mellem 10 og 12 patienter. Kontaktpersonerne har forskellig faglig baggrund. Tre er sygeplejersker, to er ergoterapeuter, og en er socialrådgiver. Ken Strøm Andersen, der er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som kontaktperson i teamet siden oprettelsen i 2004, fortæller, at det er alfa og omega at opnå en god relation til patienterne:

"Vi tænker helhedsorienteret og tværfagligt, og vi gør meget ud af at danne alliancer med sagsbehandlere, væresteder og pårørende, som kan støtte op om patienterne. Selv om jeg er sygeplejerske, kan jeg godt hjælpe med at udfylde en selvangivelse eller organisere en oprydning i en lejlighed. Vi har fleksible arbejdstider, og patienterne kan ringe til os om aftenen og i weekenden," siger Ken Strøm Andersen.

Han understreger samtidig, at teamet er et behandlingstilbud, som er baseret på videnskabelig evidens.

Halvdelen af teamets patienter har levet med deres sindslidelse i årevis uden at komme i behandling. Kontakten til psykoseteamet skabes som regel efter, at teamet har fået henvendelse fra en sagsbehandler eller et værested. Foto: Morten Nilsson

Samtale under bruseren

Efteråret er så småt på vej, og udenfor siler regnen ned. "Det er psykosevejr. Nu trækker patienterne væk fra parker og pladser og ind i lejlighederne. Det er mange gange lettere at være psykisk syg om sommeren, hvor patienterne kan trække ud under den høje himmel," konstaterer Ken Strøm Andersen, da han sidder i teamets trange fælleslokale, som ud over et mødebord indeholder to arbejdspladser.

Kort efter cykler sygeplejerske Birgitte Jørgensen ud på Frederiksberg iført mørkeblåt Helly Hansen-regntøj og gummistøvler.

Første opgave denne formiddag er at besøge en midaldrende kvinde med indvandrerbaggrund. Teamet fik den første henvendelse om Fatima for et halvt år siden. Det var inspektøren i en lokal sportshal, som ringede.

Kvindens opførsel generede gæsterne. Hun stod under bruseren i timevis. Første møde foregik derfor i baderummet. Birgitte Jørgensen stillede sig op iført regntøj og talte med Fatima, mens hun var i færd med at vaske sig.

Et par måneder senere blev teamet ringet op af en frustreret ejendomsfunktionær. Han klagede over en kvinde, der forstyrrede de andre beboere.

Det viste sig at være Fatima fra baderummet. Teamet prøvede at tale med hendes naboer i et forsøg på at få dem til at udvise rummelighed. Men hun blev alligevel smidt ud af sin lejlighed og havnede på et herberg. Også her volder hendes adfærd problemer. Hun åbner vinduerne, blotter sig og laver krydret mad i det fælles køkken mange timer i træk. Pædagogernes pæne henstillinger preller af på hende.

Birgitte Jørgensen bruger derfor det korte besøg til i kærlig og bestemt form at fortælle kvinden, at hun skal indordne sig under reglerne på herberget og lade være med hele tiden at åbne vinduer.

"Fatima er hverken psykotisk, skizofren eller maniodepressiv, men hun har brug for hjælp til at finde ud af, hvordan hun skal opføre sig. Hun hører slet ikke hjemme i psykoseteamets regi. Derfor slipper vi hende, når hun har fået en ny bolig," forklarer Birgitte Jørgensen.

Kommunen har skaffet en lejlighed. Om et par uger skal Fatima flytte ud i et kvarter, hvor varmemesteren har stor forståelse for skæve eksistenser.

Et par minutter efter kommer Fatima ud på gaden. Der er noget nærmest troldagtigt over hendes ansigt med de gnistrende sorte øjne og det krusede hår. Birgitte Jørgensen fortæller, at Fatima ser bedre ud, end hun har gjort længe. Hendes hvide skjorte er ren. Hun vinker smilende, mens hun går hen for at tage bussen ud til det værested, hvor hun plejer at komme.

I sorg i 21 år

Undervejs på bedstemorcyklen spejder Birgitte Jørgensen efter Lise - den forpinte kvinde, som skal tvangsindlægges. Lises far døde for 21 år siden, men hun sørger stadig.

Lige nu har den psykiske sygdom ædt sig så meget ind på hende, at hun er til fare for sig selv. Hun bor det meste af tiden på gaden, fordi hun ikke kan holde ud at være andre steder.

Hun er radmager, spiser ikke, har vrangforestillinger og er stærkt forpint. Hun har efterhånden tømt sin rummelige Frederiksberg-lejlighed for møbler og har kun ét sæt tøj tilbage.

"Vi vil helst gå meget langt for at finde andre løsninger end tvang. Om vi så skal stille mad uden for døren for at få patienten til at spise.

Men i det her tilfælde er en indlæggelse helt nødvendig," forklarer Birgitte Jørgensen.

I det hele taget er spørgsmålet om tvangsindlæggelser ofte en svær balancegang. Et af målene med de opsøgende psykoseteam er at begrænse antallet af svingdørspatienter, som ryger ud og ind af de psykiatriske afdelinger.

På den anden side gælder det også om at tage affære og gribe til en indlæggelse, inden patienterne bliver alt for dårlige.

"Nogle gange står vi i det dilemma, at de på en psykiatrisk hospitalsafdeling siger: "Hvorfor har I ikke indlagt ham eller hende før nu? Det kan ikke passe, at han skal være så dårlig," fortæller Birgitte Jørgensen.

Dagens næste opgave er en retspsykiatrisk patient, som Birgitte Jørgensen fører tilsyn med. Mødet foregår i en park, for kvinden har betinget sig, at teamet ikke kommer ind i hendes lejlighed.

Økonomisk rod

"Arbejdsdagene svinger meget. Nogle gange er dagen totalt booket op. Andre dage kan man cykle rundt flere timer i træk uden at blive lukket ind nogen steder. Derfor er det vigtigt, at vi har en fast struktur, hvor vi mødes med de andre fra teamet både morgen og middag," forklarer Ken Strøm Andersen, da teamet mødes for at spise pizza og madpakker i mødelokalet.

Efter frokost cykler Ken Strøm Andersen og kollegaen, socialrådgiver Christian Petersen, af sted for at besøge Jørgen.
"Vi er altid to, når vi besøger en patient første gang, og det er ofte en fordel at have en kollega med på besøg, fordi mange af patienterne er meget indesluttede og svære at skabe kontakt med," forklarer Ken Strøm Andersen.

Jørgen bor i en lille lejlighed i et rødt boligkompleks fra 50'erne.

Foran blokkene ligger en lille købmand. Her køber mange af beboerne på klods. Et skilt fra politiet forkynder, at der ikke må drikkes øl i en radius af 300 meter fra butikken.

Jørgen står ude foran opgangen, da vi kommer. Han er en velklædt mand i slutningen af 40'erne med nye sorte cowboystøvler og læderjakke.

"Hvordan går det?" spørger Ken Strøm Andersen.

Det bliver til en mindre snak om musik, inden den mandlige sygeplejerske stikker Jørgen to blå poser med ugens ration af medicin.

Jørgen har svært ved at styre sin økonomi, og som flere andre patienter roder han sig indimellem ud i de mest utrolige historier. En større arv blev f.eks. formøblet, da han købte en bil og kort efter kørte ind i en lygtepæl uden at have forsikringen i orden. Den sag brugte teamet meget tid på at rede ud.

"Vi må hjælpe ham med økonomien, for når der ikke er styr på økonomien, så begynder spekulationerne, og så accelererer sygdommen," fortæller Ken Strøm Andersen.

Jørgens lejlighed minder mest af alt om et rodet teenageværelse med bjerge af uvasket tøj og stabler af opvask. I sommer var det hele slummet så meget til omkring ham, at teamet besluttede at sørge for en indlæggelse.

Lejligheden blev ryddet og gjort ren, og da Jørgen kom hjem, kunne han starte på en frisk. Godt nok var der lige så rodet igen to uger efter, men der var i det mindste blevet gjort rent. Hvis man ellers kan tale om succes i psykoseteamets arbejde med de sværest belastede psykisk syge, så hører Jørgen så afgjort til en af de gode historier.

Et liv som svingdørspatient på psykiatriske afdelinger er afløst af en relativ stabilitet. Han tager sin medicin og har et godt forhold til sine kontaktpersoner fra det opsøgende psykoseteam.

Jørgen tripper utålmodigt. Han har travlt, fordi han skal besøge sin kæreste. "Farvel, vi ses næste onsdag," siger han inden han spurter af sted på cyklen.

Af hensyn til patienterne er navnene på personerne i teksten opdigtede.