Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerskers kompetence til insulinjustering

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for diabetes. Hovedbudskabet er, at insulinjustering kan delegeres til sygeplejersker med særlig kompetence. Artiklen beskriver retningslinjer på området.

Sygeplejersken 2006 nr. 21, s. 38

Af:

Charlotte Schiøtz, klinisk specialist,

Lis Borrild, chefsygeplejerske, cand.cur.

I rapporten "Uddannelsesprogram for diabetessygeplejersker ved Steno Diabetes" 2005 beskrives den kliniske uddannelse til diabetessygeplejerske på Steno Diabetes Center (SDC). Programmet indeholder bl.a. et oplæringsprogram til insulinjustering. Oplærings- og uddannelsesprogrammet danner baggrund for en fælles instruks i H:S og på SDC. Instruksen er udarbejdet af en kompetencegruppe nedsat af H:S' diabetesudvalg. Kompetencegruppen har bestået af sygeplejersker fra samtlige diabetesafdelinger i H:S samt fra SDC.

Målgruppen for instruksen er udelukkende sygeplejersker, der dagligt justerer insulin, arbejder på diabetesafdelinger, og som har gennemgået uddannelsesprogrammet.

Arbejdsgruppen har haft fokus på sygeplejerskers praksis for at sikre sygeplejersken juridisk og for at sikre en fælles høj kvalitet af sygeplejerskers justering af insulin i H:S og på SDC.

Formål

  • At indføre overordnede retningslinjer i overensstemmelse med gældende lov
  • At beskrive uddannelsesforløb som led i udarbejdelsen af fælles kompetenceprofil/-udvikling for diabetessygeplejersker
  • At sikre og højne kvaliteten af diabetessygeplejen.

Instruksen indeholder mål, forudsætninger samt rammer, som præciserer:

"I nogle situationer kan en læge delegere til plejepersonalet at vurdere og iværksætte behandling med medicin. Dette kan ske ved en konkret delegation og i visse situationer ved en generel delegation." (Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration af 6. februar 1998 afsnit 2.5).

Af rammerne fremgår, at: "... for hver afdeling skal foreligge instruks, godkendt af ansvarlig overlæge, som omfatter kriterier for sygeplejerskens faglige kompetence og kliniske erfaringer."

Oplæringsprogrammet er udarbejdet som en trinvis og parallel oplæring inden for tre hovedområder: teoretisk viden og praktiske færdigheder, erfaringsdannelse og refleksionsøvelser samt strukturerede undervisningsdage.

Efter deltagelse i oplæringsprogrammet indstilles den enkelte sygeplejerske af den ledende sygeplejerske til delegation af insulinkompetence hos den kliniske overlæge. Delegeringen skal foreligge skriftligt og omfatter kun kompetence til at justere på insulindosis hos patienter tilknyttet klinikken. Forudsætningen for sygeplejerskers justering af insulin er, at det af journalen fremgår, at lægen har delegeret insulinjustering på den enkelte patient til kompetencehavende sygeplejerske.

Delegering omfatter aktuelt kun den medicinske afdeling, den er givet til. Inden for H:S og SDC vil det være naturligt, at sygeplejersker, der skifter arbejdsplads, kan tage deres kompetence med efter godkendelse af klinisk ansvarlig overlæge på den nye afdeling.

Hvis ansvarlig overlæge ikke kan stå inde for delegering af insulinjustering til en sygeplejerske, kan denne inddrages. Som led i kvalitetssikring anbefales det, at klinikken med passende interval gennemfører journalaudit.

Perspektivet i den fælles instruks kan blive, at sygeplejersker fremover påtager sig andre opgaver i relation til diabetesbehandlingen. Dette kan være behandlingsstart hos patienter med type 2-diabetes efter beskrevne retningslinjer.

Det vil medføre en udvidelse af undervisnings- og oplæringsprogrammet. Når en specialuddannelse til diabetessygeplejerske etableres, kan der blive krav om bestået eksamen, hvor ovenstående program vil være en del af eksamenspensum.

Charlotte Schiøtz er klinisk specialist på Medicinsk endokrinologisk klinik PE på Rigshospitalet, og Lis Borrild er chefsygeplejerske på Steno Diabetes Center.