Synspunkt: Arbejdsvilkårene har betydning for kvaliteten af sygeplejen

Politiske krav om højere produktivitet, flere behandlingstilbud, kortere ventelister og tilbagevendende krav om nye besparelser - det hænger simpelthen ikke sammen i den verden, vi arbejder i. På arbejdspladserne tales dagligt om vores arbejdsvilkår, og sygeplejerskerne har snart fået nok.

Arbejdsvilkårene er så pressede, at det går ud over den faglige kvalitet i pleje og behandling, for ikke at tale om konsekvenserne for vores helbred, trivsel og fastholdelse i faget. Det er almindeligt kendt, at arbejdsvilkår har betydning for helbred og trivsel, men det fører sjældent til, at politikere og arbejdsgivere tager det så alvorligt, at de gør en indsats for arbejdsmiljøforbedringer, der rykker.

Hvis vores arbejdsvilkår skal tages alvorligt af politikere og beslutningstagere, må vi flytte fokus og se på sammenhængen mellem arbejdsvilkår og faglig kvalitet i pleje og behandling. Jeg har inden for det sidste halve år talt med tre sygeplejersker, der valgte at sige deres stilling op, fordi de ikke følte, de kunne stå inde for den faglige kvalitet på afdelingen. De mente simpelthen ikke, den var forsvarlig. Det var erfarne sygeplejersker, så det burde give anledning til bekymring.

Andre sygeplejersker fortæller, hvordan de bryder grædende sammen, fordi de for mange gange skal prioritere mellem flere sygeplejehandlinger, der alle burde prioriteres først. Det opleves som urimelige og umulige valg, og det holder man som sygeplejerske ikke til i længden. Flere og flere ledere giver uformelt udtryk for, at grænsen er nået og endda overskredet, og at det handler om ren overlevelse de fleste dage.

Som sundhedspersonale må vi være synlige i den offentlige debat og gøre opmærksom på, at vores pressede arbejdsvilkår har konsekvenser for den faglige kvalitet i pleje og behandling af patienter og borgere. Det vil i højere grad få politikerne til at lytte.

Der findes dokumentation, der påviser sammenhæng mellem arbejdsvilkår og kvalitet, og at pressede arbejdsforhold har negative konsekvenser for pleje og behandling. Dugan et al. påviste i 1996 en klar sammenhæng mellem stressniveauet hos sygeplejersker og forekomsten af utilsigtede hændelser.

Aiken et al. påviste i 2002, at der er sammenhæng mellem sygeplejerskenormering, øget patientdødelighed, genindlæggelser, komplikationer og fald. Denne dokumentation må synliggøres over for borgere og politikere, så arbejdet med at forbedre vores arbejdsvilkår tages alvorligt, og arbejdsmiljøforbedringer bliver en naturlig og løbende del af udviklingsarbejdet i sundhedsarbejdet. Det er en opgave, jeg mener, vi skal forvente os af Dansk Sygeplejeråd. Vores opgave som sundhedspersonale er at turde gøre opmærksom på de konsekvenser, vi ser, samt at sige fra.

Mari Holen og Dorte Steenberg beskrev fint i Sygeplejersken nr. 13-14/06, hvordan det er lykkedes politikerne at flytte ansvaret for det skæve forhold mellem krav og ressourcer ud til os, der arbejder tæt på patienterne. Indtil nu har vi taget det ansvar på os, men det er ikke længere forsvarligt.

Vi betaler selv prisen, hvis vi ikke siger fra f.eks. i form af patientklager med efterfølgende straf. Nu må vi give ansvaret tilbage til dem, der burde have det, og som reelt kan gøre noget ved det, hvis de vil: politikerne. De er ansvarlige for sundhedspolitik og sundhedsprioriteringer i vores land.

Kristina Robins er sygeplejerske og fællestillidsrepræsentant på Bispebjerg Hospital og amtskredsbestyrelsesmedlem i Hovedstadens amtskreds.