Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mere end en oplevelse

Karrierefremmende. Opholdet i Australien har givet Claus Jensen masser af nye indtryk, men han har også haft fokus på, hvordan erfaringerne kan gavne karrieren.

Sygeplejersken 2006 nr. 24, s. 17

Af:

Nils Gottlieb Johansen, journalist

Læs artikel som PDF - gå til side 17

2406-17-01-2Claus Jensen blev med to års erfaring som sygeplejerske betragtet som meget erfaren og fik hurtigt tildelt ansvar på en onkologisk afdeling. Foto: Stephen John Wallton

For den 26-årige sygeplejerske Claus Jensen kom muligheden for at tage til Australien på det rigtige tidspunkt. Allerede under studierne overvejede han at tage til udlandet, men først efter et par års arbejde herhjemme blev tankerne til virkelighed, da han i foråret rejste til Sydney. Det passede godt ind i hans planer.

"Allerede under uddannelsen tænkte jeg på at tage til udlandet på et eller andet tidspunkt, men jeg havde ikke specielt tænkt på Australien. Jeg var lige gået fra min kæreste efter et langt forhold, så der var alligevel nogle ting under forandring i mit liv. Da den her mulighed for at komme på et børnehospital i Sydney opstod, sprang jeg til. Det var god timing," forklarer Claus Jensen.
Da han var færdig med studierne, fik han arbejde på Rigshospitalets semi-intensive børneafdeling. Det var bl.a. nogle af hans erfaringer fra jobbet i Danmark, der hjalp ham i gang i Australien.

"Jeg startede på den onkologiske afdeling. Til jobsamtalen fløj de helt op i loftet, da de hørte, at jeg havde arbejdet med knoglemarvstransplantation derhjemme. Jeg kendte forløbet og de komplikationer, der kunne opstå, og den erfaring kunne jeg bruge på afdelingen. Til gengæld var der andre ting, som jeg blev smidt ud i, hvor de troede, at jeg havde erfaring - men det havde jeg ikke," siger Claus Jensen.

På grund af et turnusforløb for nyuddannede australske sygeplejersker er der stor udskiftning blandt personalet på den onkologiske afdeling på hospitalet i Sydney, og det betyder også, at Claus Jensen med to års erfaring blev betragtet som en erfaren sygeplejerske, og han fik hurtigt tildelt et ansvar på afdelingen.

Tænker på karrieren

Efter et par måneder på den onkologiske afdeling fik Claus Jensen muligheden for at skifte afdeling. Han greb chancen og skiftede til den intensive afdeling på hospitalet. På den måde kan erfaringerne fra det australske børnehospital også hjælpe ham videre i karrieren.

"Jeg havde gennem længere tid ønsket at få respiratorerfaring, og derfor søgte jeg over på intensivafdelingen. Jeg kunne lige så godt bruge opholdet til at kigge lidt på min karriere, og jeg vil gerne være anæstesisygeplejerske, så jeg har brug for respiratorerfaring."

På den onkologiske afdeling var Claus blevet kastet ud i jobbet efter to-tre dages oplæring, men da han kom over på intensivafdelingen, brugte han en måned sammen med en erfaren sygeplejerske, inden han skulle klare sig selv.

"Det fungerer ikke helt som på danske hospitaler. Bl.a. tager sygeplejerskerne i Australien sig af overvågningsarbejdet, som i Danmark ville have været medicinstuderende. De har heller ikke en semi-intensiv afdeling, så hvis patienterne bare er lidt for dårlige til skadestuen, så bliver de sendt herover. Omkring 60 pct. af patienterne ville også ende på en dansk intensivafdeling. Jeg har fået respiratorerfaring, og det har været spændende at arbejde én til én," siger Claus Jensen.

På den intensive afdeling har Claus Jensens vagtskema bestået af 12 timers vagter tre dage om ugen, og det har også givet nogle fridage til at se sig omkring.

"Man kan godt mærke, at man var indstillet på at være her i længere tid. Jeg tror, der gik 14 dage, før jeg så Jørn Utzons operahus. Det var nok det første, man ville gøre, hvis man bare var turist," siger Claus Jensen.