5 faglige minutter: Jeg har ret til en tur i Mercedes

Der er ikke noget som lyden af en Mercedes. Dieselmotoren brummer på en særlig måde, når bilen holder i tomgang uden for gadedøren og venter på en borger i sin bedste alder. Naboerne kan se, at man har magt over det, når chaufføren må vente et øjeblik, før indstigningen foregår. Og man medbringer ingen nævneværdig bagage, for så kan de andre forledes til at tro, at man skal ud i lufthavnen og med morgenmaskinen til Aalborg. Bare et kort møde.

Alternativet er en siddende transport fra Falck. Så kan bedsteveninden komme med, så der bliver en bytur ud af det. Frokost på café, en latte, og så køber man sig glad bagefter.

Samfundssind. Min bare.

"Kommer du selv herhen?" spørger den flinke, skæggede bioanalytiker patienten, mens han står og roder foran døren. Den firkantede trykknap med "døråbner" på har undgået hans opmærksomhed, og han står og hopper og vifter med armene for at aktivere en fotocelle, der ikke findes. Patienten har været til kontrol og er på vej hjem med en ny tid i plastic-hylsteret.

"Ja," svarer patienten. "Jeg er jo ikke invalid."

Bioanalytikeren hæver blikket bag brillen: "Hvis du vidste ..."

Men patienten vidste ikke, at alle patienter i dette ambulatorium får tilbud om kørsel, og at hovedparten af dem takker ja. Uanset fysisk formåen og saldo på dankortet virker turen på det offentliges regning som en gave. En længe ventet gevinst, når man nu er blevet plukket i skat i 20-30 år. Endelig er der mulighed for at få noget forærende af det store uoverskuelige dyr. Staten, samfundet, myndighederne. Skulle man så sige nej? Næh, når sygehuset gerne vil se en til kontrol, har man ret til at blive hentet i bil.

Et andet sted i byen sidder Fru Nielsen med klasket hår og grå aftensmad. Hun kan kun komme i bad hver 14. dag, siger visitator, og håret ser ud, som om hun har sovet med badehætte på i mindst et halvt år. Frokosten bliver hver uge bragt ud i flamingokasser og kastet i fryseren af en ung mand, hvis bukser hænger så langt nede, at man kan se et godt stykke af kanten på hans lyserøde Bjørn Borg-underbukser.

Bare han ikke taber dem på gulvet en dag, tænker Fru Nielsen, men hun er mest optaget af, hvordan de ansvarlige myndigheder er i stand til at komponere talrige, vellydende middagsretter og alligevel sørge for, at de alle har en grålig tone og en ubestemmelig smag af tungen ud ad vinduet.

"Ressourcer," siger de fra kommunen og trækker på skuldrene. Hver måned læser hun alligevel menukortet, hvor der står "frikadeller som vor mor lavede dem, tysk jægergryde, søtunge a la creme" og alt muligt andet, der peger på solide gastronomiske oplevelser. Bagefter sætter hun krydser på sedlen, mens håbet kortvarigt blomstrer.

Fru Nielsen må klare sig med badehættehår og grå mad. Patienterne i ambulatoriet bruger deres ret til fri transport og nyder turene i taxa. Pengekasserne er forskellige og står hver sit sted, aflåste og forsynet med talrige koder, så ingen kan komme og hælde indholdet ud på gulvet, tælle det samlede beløb og begynde den besværlige og diskussionskrævende prioritering. Men det kunne være en god idé.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.