Aids har en kvindes ansigt

Smangele Jele har ligget på Mankayane Government Hospital i to måneder. Hendes mor, Mirriam Mvubu, bad Sygeplejerskens fotograf tage et billede af datteren, da bladet besøgte afdelingen. Hun ønskede ikke at få det sendt, hun bad kun om, at det skulle tages. Smangele Jele er 24 år. Foto: Jørn Stjerneklar

Historien om aids i Afrika er ikke uden lyspunkter. I de seneste år er smitteraten faldet i lande som Kenya og Zimbabwe. Og hiv-smittede i de afrikanske lande begynder at komme i medicinsk behandling.

Der er indgået aftaler med medicinalindustrien om patentrettigheder, og der bliver givet store beløb fra internationale organisationer og fonde til medicin.

Men det sydlige Afrika er stadig ufattelig hårdt ramt. I det lille kongedømme Swaziland på grænsen mellem Sydafrika og Mozambique var 43 pct. af de gravide kvinder, der kom til svangrekontrol i 2004, smittet med hiv.

Gcebile Ndlovu er en af de meget få sygeplejersker i Swaziland, som står frem og fortæller, at hun er hiv-smittet. Foto: Jørn Stjerneklar 

"Vi begynder at se resultaterne af den gratis behandling," siger en centralt placeret swazilandsk sygeplejerske, Gcebile Ndlovu fra organisationen International Community of Women Living with Hiv/Aids.

"Vi har set folk rejse sig fra deres dødsseng og gå på arbejde igen. Men det er også i disse år, at vi ser alle dødsfaldene blandt de mennesker, der blev smittet for 10-15 år siden."

Som sygeplejerske har Gcebile Ndlovu set hiv og aids forandre det samfund, hun er vokset op i. Hun har set folk ligge syge med uforklarlige symptomer, dengang hun begyndte at arbejde i et hjemmehospiceprogram i 1993. Hun har plejet mange aids-syge til en rolig og smertefri død i de syv år, hun arbejdede her. Uden at vide, at hun samtidig forberedte sig på at pleje sin egen mand. Han døde af en hiv-relateret sygdom i 1998.

"For 10 år siden kom folk på sygehuset, lå der et par dage eller en uge og kom hjem igen," siger hun om sygeplejerskernes særlige situation.

"Nu er de indlagt i lang tid, og mange dør på sygehuset. En stor belastning for sygeplejerskerne. For samtidig er man måske selv smittet. Eller man har en mand eller kusine eller søn, som er syg derhjemme og har brug for pleje."

Gcebile Ndlovu har været hiv-smittet siden 1989 og er en af de meget få sundhedsprofessionelle, der taler åbent om det. Som regional koordinator for en organisation af hiv-smittede kvinder arbejder hun først og fremmest på at skaffe kvinder samme adgang til behandling som mænd.

"Som FN har sagt, har aids-epidemien en kvindes ansigt. Hvis kvinder havde samme status i dette samfund som mænd, ville epidemien slet ikke have fået samme udbredelse," siger hun.

To tredjedele af Swazilands befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og det giver aids og følgesygdommene gode betingelser. Sund kost og rent vand er lige så vigtig som medicinsk behandling, når man er smittet.  Foto: Jørn Stjerneklar

Smittet i deres egen seng

I Swaziland har regeringen i de seneste år sørget for gratis medicin til hiv-smittede. Og når man ser, at der står flere kvinder end mænd i kø ved klinikkerne, har man måske svært ved at forestille sig, at kvinder skulle have et særligt problem med at komme i behandling.

Men man skal vide, at mange mænd foretrækker at blive testet og behandlet hos en læge i stedet for at få deres behandling i fuld offentlighed, fortæller Gcebile Ndlovu.

"Hver gang man ser 10 kvinder og fem mænd i en kø på et behandlingssted, er der 1.000 kvinder, der ikke får den behandling, de burde have. Fordi transporten koster penge, men også fordi de ikke bryder sig om at fortælle deres omgivelser, at de er smittede.

Hvis de ikke selv arbejder, må de bede deres mand om penge til bussen, eller deres svigermor, hvis manden arbejder uden for landsbyen. Hun må forklare, hvorfor hun skal med bussen, og hvis hun ikke er parat til at fortælle det, må hun lyve.

For det er stadig sådan, at mange kvinder får skylden for smitten. Selv om vi ved, at de har fået den i deres egen seng.

Og mange gange fortæller manden ikke sin kone, at han er smittet og har søgt læge. Det får hun først at vide, den dag han bliver syg."

Hvis man er hiv-smittet i Swaziland, kan man få gratis livsforlængende behandling. Men mange kvinder har problemer med at udnytte tilbuddet.
 

Hold kvinderne i live

I sundhedsvæsenet bliver hiv-smittede kvinder stadig mødt med fordomme og fordømmelse.

"De går ud fra, at så snart man er hiv-smittet, har man mistet sin seksualitet: Hvorfor er du gravid, når du er smittet? Hvorfor kommer du her for at få prævention? Meget sundhedspersonale ved ikke engang, at man sagtens kan få et sundt barn, selv om man har hiv."

Swaziland er et af de lande, der rent faktisk har gjort en indsats for at få hiv-smittede i behandling. Men hiv-smittede har ikke kun brug for medicin, påpeger Gcebile Ndlovu. Det handler også om sund kost, rent vand og omgivelser, der støtter én i at få adgang til behandling og i at tage medicinen korrekt.

"Jeg er selv smittet, men jeg har ikke brug for medicin endnu. Jeg har råd til at spise godt, og min krop er stadig stærk.

Men 69 pct. af Swazilands befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og kvinder er de fattigste af de fattige.
Det er ikke store ting, der skal til for at gøre en forskel for Swazilands kvinder. En lille køkkenhave, så de kan dyrke grønsager. Penge til at købe lidt fjerkræ for. Men mange har ikke engang det."

Man burde ellers gøre alt for at holde kvinderne i live. For det er god samfundsøkonomi, siger Gcebile Ndlovu.

"Tag mine børn som eksempel. Da min mand døde, var min yngste to år og tre måneder. I dag er han 10 år, og mine to andre sønner er 20 og 22. Jeg vil gerne leve, så jeg kan nå at se mine børnebørn. Men hvis jeg dør nu, er det trods alt bedre for dem, end hvis jeg var død, da den yngste var to år. Og det ville have været en større byrde for samfundet."

For 15 år siden var Swaziland et tæt og meget traditionelt samfund. Men det har epidemien også ændret.

"Mennesker, der burde dø hjemme, må blive på sygehuset, fordi der ingen er til at passe dem. Aids har opløst det tætte samfund, vi engang havde. Før i tiden vidste jeg, at hvis jeg dør, vil min mor eller min tante tage sig af mine børn. I dag har bedstemødre og tanter alt for mange at tage sig af. Der er ikke bare mine børn, der er også min søsters og min svigerindes. Men noget af det mest opmuntrende, vi ser i disse år, er regeringens forsøg på at styrke de lokale samfund. At få lederne til at tage ansvar for de forældreløse børn, sådan at jeg kan vide, at min landsby vil tage sig af mine børn, hvis jeg dør."