Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersken er selv hiv-smittet

Dobbelt ramt. For sygeplejersker i Swaziland er aids en dobbelt byrde. Hver måned begraver de en kollega. Og hver dag kommer nye patienter ind på sygehusene med hiv-relaterede sygdomme.

Sygeplejersken 2006 nr. 5, s. 18-21

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2006-05-18a
Den medicinske afdeling for mænd på Mbabane Government Hospital i Swaziland er knap så overfyldt som kvindeafdelingen. Enkelte må ligge på gulvet, men de fleste har en seng. Foto: Jørn Stjerneklar

Den medicinske afdeling for kvinder på Mbabane Government Hospital i Swaziland er beregnet på 30-35 patienter. Denne tirsdag eftermiddag i januar ligger der 65. Sengene står tæt, og under hver eneste seng er der redt op på gulvet til endnu en patient.

Rundt om madrasserne står krus, drikkevarer og bylter med personlige ejendele. Det er svært at finde et sted at sætte fødderne for personalet og de pårørende, som hjælper til, når patienterne skal mades og vaskes.

Sygeplejerske Patrick Ntshangase står med ansvaret for medicingivning, sårpleje, temperaturmåling, stuegang, bestilling af undersøgelser, anamnese ved indlæggelserne, information og undervisning i sundhedsadfærd ved udskrivelserne. En nærmest håbløs opgave, og lugten på den store stue vidner om, at rengøring og hygiejne også har svære betingelser.

Aids-epidemien er ved at få Swazilands sundhedsvæsen til at bryde sammen, advarer den organisation, som repræsenterer Patrick Ntshangase og de 3.000 andre swazi-sygeplejersker.

"Selv om der efterhånden er mange initiativer, der skal gøre det muligt for aids-syge at blive passet hjemme, vokser arbejdsbyrden på hospitalerne stadig," fortæller Masitsela Mhlanga, formand for Swaziland Nurses' Association (SNA).

"Og det betyder igen, at patienternes tillid til sygeplejerskerne er begyndt at svigte. Den har været stor, men i dag oplever patienterne, at de ikke får den samme pleje som tidligere. Den kan man ikke give, når én sygeplejerske har ansvaret for 60-80 patienter."

Unge sygeplejersker dør

Mens det vælter ind med patienter med hiv-relaterede sygdomme, bliver sygeplejerskerne færre og færre. Af alle afrikanske lande har Swaziland den højeste andel af hiv-smittede i den voksne befolkning.

SY-2006-05-18cMasitsela Mhlanga er formand for Swaziland Nurses' Association. Han underviser til daglig sygeplejersker på regeringens sygehuse i hvordan de undgår at få eller sprede smitten på arbejdet. Foto: Jørn Stjerneklar

Det officielle skøn ligger omkring 40 pct., og mange sygeplejersker er selv hiv-smittede.

"Hver måned eller hver anden må vi begrave en sygeplejerske," konstaterer Masitsela Mhlanga. "Og selv om vi uddanner 80 sygeplejersker om året, mister vi endnu flere. Ikke kun fordi de dør, men også fordi de rejser til andre lande."

I 2005 rejste 161 swazilandske sygeplejersker til et job i udlandet, de fleste af dem til Storbritannien. Der får de en meget bedre løn, men det er ikke den væsentligste grund til, at de forlader deres eget land.

"Vi har lavet flere undersøgelser, og hver gang angiver sygeplejerskerne deres arbejdsvilkår som den væsentligste grund," siger Masitsela. "En anden undersøgelse har vist, at 95 pct. af sygeplejerskerne går rundt og er bange for stikuheld."

Hvis sundhedsvæsenet ikke skal gå helt i opløsning, må sygeplejerskerne have hjælp til at klare hverdagens belastninger. Og man må sikre, at alle hiv-smittede sygeplejersker kommer i behandling, så de kan blive ved med at passe deres arbejde.

Det er en hjertesag for Swaziland Nurses' Association, og det er formålet med det sundhedscenter, som SNA er ved at oprette med hjælp fra Dansk Sygeplejeråds Solidaritetsfond.

Når det nye sundhedscenter, Comprehensive Wellness Centre for Health Workers, lukker dørene op ved udgangen af marts, bliver rådgivning og kurser i stress-håndtering et af de allerførste tilbud til sygeplejersker og andre sundhedsarbejdere. Hiv-test og medicinsk behandling, hvis man er smittet, skal sygeplejerskerne også kunne få i centeret fra den første dag.

SY-2006-05-18bHiv og aids er forklaringen på den voldsomme overbelægning på de medicinske afdelinger i Swaziland. Nogle patienter har aids i udbrud, men flere har følgesygdomme til smitten som diare, luftvejsinfektioner og tuberkulose. Foto: Jørn Stjerneklar

Svær dobbeltrolle

I dag kan alle i Swaziland blive testet på regeringens sygehuse og klinikker, og, hvis man er smittet, få udleveret gratis medicin. De dage, hvor afrikanske regeringer kunne finde på at lukke øjnene og benægte epidemien, er endegyldigt ved at være forbi.

I dag kører der store oplysningskampagner i Swaziland, og sundhedsministeriet udleverer gratis kondomer. Men blandt befolkningen er hiv og aids stadig noget, man ikke gerne taler åbent om. Derfor må der et særligt tilbud til, hvis man skal have opdaget alle hiv-smittede sygeplejersker i tide og få dem i behandling.

"I dag må sygeplejersker stå i kø sammen med andre patienter og vente på deres behandling. Og vi kan se, at det går ud over befolkningens tillid," siger Masitsela Mhlanga. "I dag er begge patienter. I morgen er den ene af dem sygeplejerske og skal pleje den, hun stod i kø med i går. Det går ud over tilliden hos den person, der skal have pleje."

SY-2006-05-18eEsther Dlamini er afdelingssygeplejerske på provinshospitalet Mankayane Government Hospital. Der er så få sygeplejersker, at de pårørende må hjælpe med at passe patienterne. Foto: Jørn Stjerneklar

Kender sin egen prognose

Rådgivning er et ord, som Masitsela hele tiden vender tilbage til. "En sygeplejerske, der er smittet med hiv, søger ikke rådgivning af sig selv. Hun synes, hun ved alt om sygdommen og om de forskellige stadier. Men det gør hendes viden endnu tungere.

Hun ved, hun kan dø af smitten, og det gør det svært for hende at leve med sin situation. Hun har brug for nogen at tale med for ikke at miste håbet."

Centerets tilbud skal både være til sygeplejerskerne som privatpersoner og som professionelle. De to sygeplejersker, der bliver ansat i centeret, skal også undervise i sikre arbejdsprocedurer og i, hvordan sundhedsvæsenet bliver bedre til at rådgive og behandle patienterne.

Det handler ikke mindst om at forebygge de mange følgesygdomme, som rammer hiv-smittede, diare, lungebetændelse og tuberkulose, hudlidelser, osv. Eller opspore disse sygdomme så tidligt, at de kan behandles.

"Hver dag ser vi dødsfald i sygehusafdelingerne, som kunne være forebygget. Som sundhedsprofessionelle har vi slet ikke været forberedt på den voldsomme udvikling, vi har haft de sidste 10-15 år," siger Masitsela.

"Men i dag er hiv-smitte en tilstand, der kan forebygges og holdes nede i et stærkt sundhedsvæsen. I dag behøver hiv ikke at være andet end en kronisk sygdom som så mange andre."

SY-2006-05-18d

Swaziland

SY-2006-5-20-01er et lille kongedømme med ca. 1,1 mio. indbyggere, som ligger på grænsen mellem Mozambique og Sydafrika.Landbrug med kvæghold er udbredt, men der er også skovbrug i de højereliggende områder.

Swaziland har fem offentlige sygehuse og klinikker i landområderne. Der er omkring 3.000 sygeplejersker, hvoraf godt 2.000 er medlemmer af Swaziland Nurses' Organisation.

Swaziland er bedst kendt i resten af verden for jomfrudansen, hvor kongen hvert år vælger en ny kone.

Hiv og aids

Aids er stadig en af de alvorligste sygdomme i verden. Aids er den hyppigste dødsårsag for mennesker under 60 år. I 2005 døde 8.220 mennesker om dagen af aids eller aids-relaterede sygdomme.

40 mio. mennesker verden over er smittet med hiv, flest i Sydøstasien og Afrika syd for Sahara. Men udviklingen er trods alt begyndt at vende. Smitteraterne falder i en række afrikanske lande, og flere hiv-smittede får livsforlængende medicinsk behandling, også i udviklingslande.

Sygeplejersken har besøgt det lille sydafrikanske kongedømme Swaziland, der har Afrikas højeste andel af hiv-smittede.