5 faglige minutter: Det sidder mellem ørerne

Fru Gerda har slidgigt i hofterne og en tennisalbue, der dukker op, hver gang hun gør rent. Og nogle gange en forstuvet tunge af at råbe efter gemalen, der også lider af alderdommens gener. De får hjælp til at vende nullermænd og lufte underbukser, kommunen bringer mad samt holder have og rydder sne.

Frøken Sille klarer sig selv; bad og mad, hus og have. Frøken Sille mangler et ben, et bryst og alle tænderne i undermunden, men det forstyrrer ikke store ånder på 88 år, og det er ånd, det handler om.

Hvad er det, der gør, at vi opfatter vores lidelser og handicap forskelligt?

Vi kalder det funktionsevne i vores fagsprog, evnen til at fungere. Men koncentrerer os i øvrigt mest om at beskrive funktionsniveauet. Det er også meget mere synligt og ulige nemmere at vurdere.

Med famlende pen og lidt prosa i baglommen forsøger vi os indimellem med at notere, at sindet er lyst og egenomsorgen stor, men det dækker ikke. Det er noget andet, en indre dims, der styrer opfattelsen af selv smerte og tab, og den lader sig ikke fange eller beskrive.

Vores redskab til at fange evnedimsen er diverse kreative spørgsmål suppleret med tværfaglige test, som COPM. Så bliver vi klogere på, hvad patienten kan, og hvad patienten selv synes om det. Men det siger ikke noget om, hvorfor nogle mestrer livet på trods af uendelige handicap, mens andre klapper sammen som en ostesouffle, når vejret er dårligt.

Heller ikke fælles sprog I eller II når derind. Vi kan lave lige så mange kasser og niveauer, der fletter sig ind i hinanden, der er ikke bid.

Og store filosoffer har givet op over det mentale farvesyn, og forskere har endnu ikke fundet det gen, som kvalitetsoplevelser er bundet til, men du genkender det, når du møder det som en trykkende sur bøvs i et formørket sind, eller som det flagrende gardin i en lys og venlig Karl Larsson-stue.

Jeg husker en gammel kone, jeg besøgte som hjemmesygeplejerske. Hun havde en anamnese som en telefonbog (de gule sider), og kroniske ledforandringer og smerter havde krøllet hendes krop, men sjælen fik de ikke.

"Hvordan gør du?" spurgte jeg hende. "Hvordan kan du blive ved med at hamle op med smerte og tab?"

"Det er noget, der sidder mellem ørerne," sagde hun.

Hende vil jeg gerne klone. Ikke for at spare på den dyre hjemmehjælp. Heller ikke for at være nærig med hjælpemidler og slet ikke for at slippe for at lægge øre til bekymrede anmodninger om mere eller hurtigere hjælp.

Kun fordi jeg under alle en optik, der er påvirket af en holdning og en tro på, at der er en udvej, og at livet ikke er det værste, man har, når verden opleves igennem den dér dims mellem ørerne.

PS. Når socialministeren aktuelt er ude og lede efter kvalitet i ældreplejen, så vil jeg anbefale hende også at kigge dér. Der foregår så meget mellem ørerne.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.