Eget tøj gør patienten synlig

Sygeplejerske Mette Kürstein har lånt en patientskjorte for at demonstrere sin pointe: Eget tøj gør det lettere for patienten at holde fast i sin identitet og sit selvværd. Foto: Kissen Møller Hansen

I går var patienten afdelingschef, klædt i en dyr habit, vant til at formulere sig og tage beslutninger og på alle måder afdelingslægens og sygeplejerskens ligemand.

I dag sidder han til en vigtig samtale i en forvasket hospitalsslåbrok med stikkelsbærben og strømper i ål, og forholdet er ikke længere ligeværdigt. Danske sygehuse har tradition for, at patienterne må trække i det hvide, upersonlige patienttøj, når de bliver indlagt. Men hvorfor har den oppegående patient ikke sit eget tøj på, når han skal til samtale?

Og hvordan skal man bevare værdigheden i en skjorte, der er to numre for stor? Eller når man som mandlig patient må færdes på gangen med unisexflagretrusser, der hverken dækker helt eller halvt?
Den slags spørgsmål vil sygeplejerske Mette Kürstein gerne have sine kolleger rundt om i de danske sygehusafdelinger til at stille sig selv. Hun har skrevet en Klinisk Sygepleje-artikel om emnet til dette nummer af Sygeplejersken (læs artiklen "Patienternes tøj er utidssvarende" side 28).

Hun har en formodning om, at en mere tidssvarende tøjpolitik på de danske sygehuse kan gøre kommunikationen mellem patienter og professionelle bedre og mere ligeværdig.

"Hvis man i hverdagen har en stilling, hvor man er vant til at tage beslutninger, så er det den måde, man kender sig selv på. Og så matcher det ikke, når man sidder over for personalet i sit patienttøj. Så er man nederst i hierarkiet," siger Mette Kürstein til Sygeplejersken.

"Patienttøjet kan være med til at fratage patienterne evnen til at handle for sig selv eller nedtone den. Man ser somme tider patienter, der nærmest flytter ind i tøjet og trækker sig fuldstændig tilbage. Men for en ældre patient kan det i sig selv være stimulerende at komme i sin egen kjole."

Privat tøj smitter i afdelingen

Ja, tøjet gør bestemt en forskel, oplever Isabelle Schwartzbach. "Man bliver så forbandet anonym," forklarer hun

Som patient med en kronisk sygdom har Isabelle Schwartzbach været indlagt på mange forskellige afdelinger i kortere eller længere tid. Hun har ingen problemer med at være klædt i patienttøj i situationer, hvor hun rent faktisk er sengeliggende. "Men jeg går aldrig til samtale med lægen i hospitalstøj. Det kunne jeg ikke drømme om. For så er jeg underlegen."

Isabelle Schwartzbach kan fortælle, at der allerede er løst meget op på tidligere tiders rigoristiske praksis.

"Før i tiden skulle man være i patienttøj. For mange år siden skulle jeg f.eks. indlægges på et sygehus i Københavnsområdet, og i modtagelsen blev jeg automatisk iført patienttøj og lagt i en seng og kørt op i en afdeling. Hvor jeg så kunne tage mit eget tøj på igen." Dengang protesterede Isabelle Schwartzbach, for hun ville ikke finde sig i den rutinemæssige anonymisering, hun oplevede.

Den praksis har hun aldrig oplevet på sygehusene i Århus, hvor hun bor. Patienttøj behøver ikke at være et problem for de patienter, der kun er på sygehuset i kort tid, mener hun. "Men jeg har været indlagt så meget. Jeg kan ikke tillade mig at være anonym så tit, uden at det også påvirker mig uden for sygehuset."

Anonymiteten opstår, f.eks. når man ligger på en intensiv afdeling bag maskiner og slanger. Så er det svært at komme til udtryk som individ. Men Isabelle Schwartzbach har fundet ud af, at hun kan blive synlig ved at få noget andet tøj på. Så er personalet nødt til at tage stilling til hende.

På samme måde er hendes eget tøj vigtigt under de langvarige indlæggelser, hvor hun er oppegående en stor del af tiden.
"Man kan ikke aflægge sin identitet i så lang tid. Man er nødt til at være nogen," siger Isabelle Schwartzbach.

"Og så har jeg lagt mærke til, at det smitter, når jeg går rundt i mit eget tøj i en afdeling. Så måske tror mange patienter, at det er noget, de ikke må."