Patienternes tøj er utidssvarende

Modsat sundhedspersonalets arbejdsfællesskab eksisterer patienternes fællesskab kun i form af at være patient. Foto: Kissen Møller Hansen. 

I en radioudsendelse om uniformer blev jeg for et par år siden interviewet om, hvilke betydninger og egenskaber jeg knytter til sygeplejerskeuniformen. En togstewardesse og en politibetjent var blandt dem, som gav bud på deres uniform.

Min forudsætning for at deltage var, at jeg havde 19 års erfaring som sygeplejerske. Interviewet udløste en kaskade af tanker, som begyndte hos mig selv og endte hos patienterne:

• Hvorfor har patienter hospitalstøj på?
• Hvordan føles det at gå i patienttøj?
• Påvirker det patienterne at have patienttøj på?
• Hvis det gør, hvordan kommer det så til udtryk?

Litteratursøgning viser, at emnet er sparsomt beskrevet. Søgningen viste, at patienttøj - eller hospitalstøj, betegnelserne bruges i flæng i artiklen - ikke er behandlet ret meget i litteraturen. Jeg fandt nogle artikler skrevet i 80'erne om tøj til ældre på engelske plejehjem og fysisk-psykisk handicappede.

Artiklerne indeholder omtale af undersøgelser og kommentarer til samtidens debat om, hvorvidt ældre og fysisk-psykisk handicappede skulle bære deres eget tøj. Den øvrige litteratur handlede især om velegnet tøj til brystopererede eller andre med behov for tøj af særlig udformning og pasform.

I Sygeplejersken gjorde jeg to fund. Det ene var et interview med en meget erfaren dialysepatient, hvoraf det fremgår, at dialysepatienter ønsker at have patienttøj på under dialyse. Det fremgår ikke hvorfor. Det andet fund er en henvendelse fra en sygeplejestuderende, som undrer sig over den måde, patienter bruger tøjet på. Hun beder om hjælp til at finde litteratur til en opgave. Da denne artikel handler om hospitalstøj i 2005, valgte jeg nævnte litteratur fra.

Jeg har derfor søgt i beslægtede felter og stillet tre spørgsmål:

• Hvordan er det at være patient?
• Hvilke mekanismer er forbundet med personlig fremtræden?
• Har det betydning, hvordan vi er klædt?

Det søger jeg at gøre rede for ved hjælp af litteratur om selviscenesættelse, patientkultur, grundlæggende sygepleje og en række undersøgelser, hvor patienters erfaringer og holdninger kommer frem.

Adfærd styres af grundlæggende egenskaber hos mennesket. Derfor kan litteratur om selviscenesættelse også anvendes i denne sammenhæng. Patientkultur beskriver, hvordan patienter lever sammen på hospitalet med normer og regler og dermed vilkår, som patienter er underlagt.

Grundlæggende sygepleje udføres med udgangspunkt i patienten og er derfor nødvendig viden i denne artikel. Fire undersøgelser, hvor patienterne kommer til orde, omhandler privathed, integritet og kropspleje. De er vigtige, da jeg ønsker svar på, hvordan patienter oplever at have patienttøj på.

En undersøgelse om patienttøjs betydning for mobilisering føjer et forebyggende aspekt til. Desuden vil jeg med eksempler, som jeg enten selv har oplevet, fået fortalt eller fundet i litteraturen, forbinde disse felter, diskutere og komme med en række anbefalinger til, hvordan hospitalstøj kan anvendes.

Tøjet er vores kulturelle hud

Tøjet er vores kulturelle hud. Vi klæder os efter regler og normer, som gælder i det omgivende samfund. Cand.psych. Torben Hanson skriver i sin bog "Selviscenesættelse - hvorfor, hvordan" (1):

 Vi tilpasser og klæder os efter, hvilken gruppe i samfundet vi tilhører for at opnå fællesskabsfølelse og tryghed eller for bevidst eller ubevidst at falde udenfor.

Klæder kan markere køn, stand, social status, politisk og religiøs holdning og personlighed og på den måde vise bærerens identitet. Identitet er individets oplevelse af "at være mig" altid uafhængigt af tid, rum, sindsstemning eller påklædning. Identitet kan være individuel eller kollektiv (1).

Kollektiv identitet udtrykkes gennem uniformer, eller når en påklædningskodeks gælder på en arbejdsplads. Uniformen styrker fællesidentiteten og kan give en beskyttende anonymitet samtidig med, at uniformen kan vise rang og kompetence (1).

Sygeplejerskens uniform

Sundhedspersonale bærer uniform af hygiejniske grunde, for at kunne identificeres som en ud af en personalekategori og for at kunne skabe distance (2,3). I afdelingerne findes et arbejdsfællesskab og et socialt fællesskab, som personalet præger med faglig viden, erfaringer, holdninger, behov og krav.

Sygeplejersken bærer navneskilt med sit fulde navn og stillingsbetegnelse og vælger måske også at bære Dansk Sygeplejeråds emblem. Inden for visse rammer kan sygeplejersken understrege sin personlige stil i valg af sko, strømper, hårpynt, frisure, makeup, smykker og briller. Sygeplejersken fremstår som et individ i et fællesskab.

Tøjet angiver patientrollen

Patienttøj er også en slags uniform, fordi det er ensartet i sin udformning og angiver, hvilken gruppe bæreren tilhører (1). Modellen er simpel i sin unisexudformning, ensartet hvid og ofte med synligt sygehuslogo. Identifikationsarmbånd supplerer indtrykket. Modsat sundhedspersonalets arbejdsfællesskab eksisterer patienternes fællesskab kun i form af at være patient (4,5).

Patient, krop og identitet

Den norske sociolog Dag Album har opholdt sig blandt patienter på en kardiologisk, en reumatologisk og en mave-tarm-kirurgisk afdeling i uger op til et halvt år, hvor han har iagttaget patienternes adfærd og talt med dem (4). Han giver os et indblik i den verden, som eksisterer, når personalet og besøgende har forladt stuen. Album skelner mellem social og personlig identitet. Social identitet er, hvem vi er, og hvordan vi optræder i den aktuelle situation, eksempelvis at jeg til forældremødet er og optræder som min søns mor.

"Personlig identitet knytter vi gerne til kroppen," skriver Album (4). Sygdom præger kroppens måde at udsende informationer på til omgivelserne. Den syge får vanskeligt ved at styre kropstegnene, som kan vise særlige karakteristika. Andre får derfor svært ved at finde ud af, hvem personen er, fordi han ikke kan bruge kroppen, som han plejer. Personen bliver også fremmed over for sin egen krop.

En patient råder kun over få meningsbærende genstande og symboler, som kan fortælle, hvem han er. Det kan være hans toiletsager eller den bog, som ligger på sengebordet. Gæsters påklædning har symbolværdi. Patientens hud, hår og øjne har et andet udtryk, og han mangler sin vanlige påklædning. Han befinder sig i fremmedhed i flere dimensioner. Han er indlagt et fremmed sted. Sygehuset og personalet er fremmede, de andre patienter er fremmede, og hans krop er fremmed, fordi den er syg. Fremtiden er også fremmed. Derved bliver patientens identitet skrøbelig, skriver Album (4).

Patienterne er tvunget til at forholde sig til de mennesker, medpatienter og personale, som omgiver dem. Når patienter har få virkemidler at informere andre om, hvem de er, må de i stedet bruge ord. Samtidig har det nonverbale sprog den største indflydelse og effekt på kommunikationen. Med et kropssprog, som er præget af sygdom, giver vilkårene et ringe afsæt for at lære hinanden at kende, det være sig patient og sygeplejerske eller patient og medpatient.

Album nævner tre opgaver, som patienter står over for (4): De skal finde sig til rette i afdelingen, lære hinanden at kende og finde ud af, hvordan de skal være sammen. Dernæst skal de leve op til disse skjulte aftaler. Den sidste opgave er at arbejde med den usikkerhed, som er kommet ind i tilværelsen med sygdommen.

Man kan forestille sig, at patienter i samme afdeling ville give hinanden stort spillerum i forhold til, hvordan det er tilladt at opføre sig. Men faktisk viser det sig, at de stiller krav til hinanden om ikke at træde ved siden af. Patienter bevæger sig på sporet mellem yderpunkterne for normal adfærd. Omgangstonen er høflig. Nærheden er flygtig, men skattes, fordi man ikke siden skal stå til ansvar.

Patienter åbner sig for hinanden og øser ud af bekymringer, erfaringer og tanker på en måde, som de ikke ville gøre over for deres nærmeste. Åbenheden giver patienterne indsigt og forståelse for deres lidelse og behandling. Men meget personlige forhold berøres ikke, f.eks. hjemlige problemer. Konflikter undgås og afværges, hvis der er optræk til dem. Tavshed er pinlig, altså taler man sammen. Denne indforståede pagt om ikke at træde ved siden af lægger en dæmper på udbrud af fortvivlelse, vrede og glæde. Det er slidsomt at være høflig hele tiden, siger en patient (4).

En ensom proces

At være patient er en ensom proces og tilstand samtidig med, at patienter stort set er sammen med andre hele tiden. I Laila Pertou Ringkøbings undersøgelse "At være patient i vor tid" (5) nævner patienterne den krævende proces, de skal igennem, med mange tanker, nu da de er erklæret syge. En kvinde beskriver, at hun blev så forskrækket, at hun gik ind i sin egen verden og spekulerede. En anden konstaterer, at nok taler man med familie, venner og mange andre, men "inderst inde er du jo trods alt alene med det. Dine reaktioner og dine egne følelser, dem er du jo alene med."

Det personlige rum og urørlighedszonen

Alle mennesker ejer et personligt rum, som andre kan respektere eller overskride bevidst eller ubevidst. Rummet består af fire zoner. Inderst finder vi den intime zone (0-0,5 m). Som regel får kun familie, nære venner eller elsker lov til at komme så tæt på. Vi kan lukke op for den personlige zone (0,5-1,2 m), når vi er til fest eller sammen med venner. På arbejde eller i sammenhænge, hvor der er personer, vi ikke kender så godt, træder den sociale zone til (1,2-4 m). Den offentlige zone (over 4 m) bruger vi, når vi taler til en gruppe, f.eks. når en lærer underviser (1). Zonerne er ikke cirkulære med kroppen som midtpunkt, men udbreder sig mest på forsiden af kroppen. Vi beskytter os mod indtrængen, når vi folder armene hen over brystet eller vender ryggen til. Zonerne er præget af vores kulturelle normer og knytter sig til vores personlighed. Hanson kalder zonerne for afstandsbobler. Tilstrækkelig mange krænkelser - og nogle gange kun én - skader personen. 

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup skriver om urørlighedszonen (6), som Løgstrup tidligere har kaldt blufærdighed. Det er han gået bort fra, muligvis fordi blufærdighed begrænser sig til en psykisk størrelse, som er forbundet med rødmen og forlegenhed. At være blufærdig forbinder vi ofte med noget kropsligt, som igen er præget af den moral og konvention, der gælder på en given tid. Det er ikke dækkende, skriver mag.art., ph.d. i litteraturvidenskab Nils Gunder Hansen om etik i sygeplejen (7).

Når det personlige rum er fysiske sfærer, så forstår jeg urørlighedszonen som den åndelige form. Vi kan invadere en persons urørlighedszone med ord. Sige ord, som blotter personen og aldrig kan forblive usagte. Derfor kan de også krænke. Sygeplejerskerne Widäng og Fridlund giver et eksempel (8): Ved stuegang på en flersengsstue spørger en patient lægen om en levertest. Lægen svarer, at han kan se, at patienten har drukket for meget alkohol. Bagefter er patienten meget vred og siger: "... at det er min egen damned business, men nu har I alle hørt det!" Medpatienten, som fortæller om episoden, siger, at han forstår mandens vrede over at blive stillet til skue over for de andre og måske også over for sig selv.

Tab af frihed

I hverdagen klæder vi os efter humør, efter hvilken opgave vi skal løse, eller hvilket tøj der ligger øverst i bunken. Det er ikke muligt for mange patienter. Det er næppe ukendt for nogen, at man kan føle sig fysisk utilpas i noget bestemt tøj, at man kan føle sig forkert. I psykiatrien er en væsentlig del af plejen og behandlingen at styrke identiteten, selvværdet og selvagtelsen. På den baggrund har det i adskillige år været en selvfølge, at patienter klæder sig i deres eget tøj.

Virginia Henderson skriver, at mennesket oplever tab af frihed, når hans tøj bliver taget fra ham, eller han ikke selv må vælge sit tøj. Denne taktik kan anvendes som en chikane og straf (9).

Det kan have et formål at tage tøjet fra en person eller forhindre ham i selv at vælge sit tøj. På behandlingsinstitutionen for misbrugere, Egeborg, tilbringer patienterne den første tid i hvide badekåber. Formålet må være at sætte patienterne i et ingenmandsland, mens de lægger afstand til deres tidligere identitet, inden de skaber sig en ny.

På Guantanamobasen er fangerne klædt i orange kedeldragter. Fangerne er fortrinsvis muslimer, og fangedragten ligner ikke deres almindelige tøj. Samtidig er de meget synlige i den orange dragt. Enhver bevægelse registreres.

Hospitalstøj er syet til brug ved sengeleje, altså i samme kategori som nattøj. At bære nattøj alle døgnets timer bidrager til, at patienten bevæger sig tilbage på et tidligere udviklingstrin og bliver barn igen, skriver Henderson (9). Det forklarer måske, hvorfor nogle patienter "flytter ind i tøjet." De fralægger ansvar for sig selv en tid.

Blufærdigheden efterladt derhjemme

Det kan måske forklare den "betydningsmættede mangel på orden," som Kari Martinsen (3,10), får øje på, når patienter færdes ugenert på hospitalet, altså i det offentlige rum, i patientskjorte, trusser og sokker. Det synes, som om blufærdigheden, der er bundet til identiteten, er efterladt hjemme. Dette er genstand for stadig undren i personalegruppen. Netop fordi patienter, som umiddelbart synes at fremstå som mennesker med integriteten i behold og ved deres fulde fem, gør det. Hospitalstøjet lægger en dæmper på aktivitet, fordi patienten forbinder "nattøjet" med søvn. Henderson opfordrer til at begrænse dette, "hvis vi ønsker at forhindre patienten i at trække sig tilbage fra livet" (9).

Man har undersøgt tøjs betydning for spontan fysisk aktivitet på, hvor længe 57 kirurgiske patienter var indlagt (11). Målet var at afgøre, om det fremmer mobiliseringen af patienterne, som forebygger postoperative komplikationer. 28 patienter blev opfordret til at gå i eget tøj snarest muligt efter operation. 29 patienter fik ikke denne opfordring og valgte at gå i hospitalstøj, indtil de forlod sygehuset. Den fysiske aktivitet blev målt ved hjælp af et slags ur på det ikke-dominante håndled. Målingen begyndte 24 timer før indlæggelse og til dagen efter udskrivelse. Resultatet var ikke signifikant, men viser en tendens til, at patienterne i eget tøj kom hjem omkring 10 timer førend gruppen i hospitalstøj. I øvrigt blev det konkluderet i undersøgelsen, at brugen af eget tøj blev accepteret af sygeplejersker og patienter og ikke gav problemer i plejen eller komplikationer i form af infektion (11).

Privathed er af betydning for patienter

"Privathed mellem agtelse og krænkelse" er en undersøgelse af patienters oplevelse af privathed under indlæggelse på hospital (10). Forfatteren, sygeplejerske Birgit Bidstrup Jørgensen, har anvendt en hermeneutisk fænomenologisk metode med semistrukturerede interviews af fire informanter, som var erfarne patienter. Fokus var på patienternes levede erfaringer af privathed. Ordet privathed findes ikke på dansk, men er en oversættelse af det engelske ord privacy, som betyder privatliv, hemmelighed, uforstyrrethed og ro (10).

Privathed er betydningsfuld for patienter. Den er deres følgesvend, mens de er indlagte, ligesom den er for alle os andre, som ikke er syge. Undersøgelsen viser, at patienter forbinder privathed med autonomi, integritet og blufærdighed, og den indgår derfor i relationer. Det forklarer forfatteren ved hjælp af husmetaforen, hvor huset er menneskets selv. Alle huse ser forskellige ud både ude og inde, men de har alle en dør. En dør kan åbnes for at lukke besøgende ind. Nogle tager imod og går indenfor, mens andre går forbi. Døren kan lukkes af husejeren for at få fred eller for ikke at se realiteterne i øjnene. Mennesker, der kommer forbi, kan lukke husets dør og lukke ejeren inde, eller de kan åbne døren mod ejerens vilje.

Med dette billedsprog kan vi se, hvordan medmenneskene enten agter eller krænker autonomien, integriteten og blufærdigheden.

Krænkelse af privathed giver stress, som udløser forsvarsadfærd. Det kan komme til udtryk som dårlig opførsel set med sundhedspersonalets øjne, og den vanskelige patient er skabt (10).

I en svensk undersøgelse ønskede forfatterne at finde ud af, om der er overensstemmelse mellem sygeplejerskers og patienters holdning til privathed og patienternes behov for privathed (12).

120 patienter og 42 sygeplejersker, som varetog plejen af de respektive patienter, blev spurgt om deres generelle opfattelse af privathed, både den uden for hospitalet i hverdagslivet og privathed, som den opleves på sygehuset. Deltagerne i undersøgelsen skulle score henholdsvis 20 udsagn om generel privathed og 13 andre udsagn om privathed på hospital.

I forhold til generel privathed scorede sygeplejersker og patienter stort set ens. Patienter med højere uddannelse viste en tendens til at ønske mere privathed. Det svarer til, hvordan Album fandt, at de samme patienter trak sig ud i periferien af fællesskabet (4).

I den svenske undersøgelse udtrykte kvinderne generelt større behov for privathed end mændene. De scorede højere end mændene i udsagnene "at kunne tale med lægen eller sygeplejersken i enrum," "kunne være alene, når jeg har brug for det" og ved udsagn, som omhandlede kropspleje.

Sygeplejerskers og patienters scoring i forhold til patienters ønske om privathed på sygehus afveg ikke meget fra hinanden, men sygeplejerskerne scorede højest. Forfatterne antager, at patienter forventer at opleve brud, når det gælder privathed, og derfor scorer lavere end sygeplejerskerne.

Bäck og Wikblad anfører, at undersøgelsen har visse begrænsninger. For det første det lave antal patienter, for det andet, at sygeplejersker besvarer spørgeskemaet ud fra et idealbillede og ikke med udgangspunkt i praksis. Til slut fremhæver forfatterne, at patienterne er socialiserede til at forvente lav "privacy," men det betyder ikke, at de føler sig tilpas, understreger de.

Vigtigt at bevare kontrollen

På et svensk hospital blev 17 mandlige patienter interviewet om deres opfattelse af integritet (8). Selvrespekt, værdighed og tillid var nøgleordene, som kom frem. At bevare kontrol er vigtigt. Så vigtigt, at patienter undlader at oplyse om følsomme emner som f.eks. privatliv og alkohol. Det kræver mod at sætte grænser, men det er vigtigt, og det kan gøres på mange måder, ofte kraftfuldt. Enten ved at forlange at få opfyldt sine ønsker og behov, undgå at besvare spørgsmål, protestere eller være vanskelig. Patienterne forventer at blive set og respekteret som en hel og troværdig person. Det betyder dels at lytte og stille relevante spørgsmål til patienten, dels at have tiltro til patientens udsagn om, hvad han mener, der er galt med ham. Personalet skal være til at stole på og være dygtige til deres fag. Og så forventer de mandlige patienter at deltage i beslutninger om behandling og pleje.

Ren og velplejet

I sygeplejerske Randi Lima Uglands hovedopgave i sygeplejevidenskab har hun ønsket at kortlægge, hvilke opfattelser patienter har om betydningen af at være ren og velplejet (13). Samtidig har hun spurgt patienterne, om de mener, dette behov bliver imødekommet, mens de er indlagt.

104 patienter, 58 kvinder og 46 mænd mellem 23 og 94 år blev spurgt.

Det betyder meget for patienter at føle sig rene og velplejede og at se ud og lugte, som de plejer. Derfor barberer mændene sig, selvom det næsten er det eneste, de orker. Patienterne forbinder det med at være et værdifuldt menneske og føle at blive mødt med respekt. Det har også betydning for humøret. Omkring halvdelen svarede, at de ikke fik vasket og plejet sig i det omfang, de ønskede og havde behov for, og det er svært at bede om hjælp. Ikke at være ren og velplejet kan fremme en følelse af skam og forlegenhed. Nogle patientudsagn får Ugland til at fremsætte den tanke, om det betyder noget ikke at være velplejet, når patienten skal modtage og forstå information (13).

Hygiejne

Mange vil fremføre hygiejne som argument for fortsat at anvende hospitalstøj på samme måde, som sygeplejepersonale har gjort det i adskillige år.

Talrige undersøgelser viser, at håndhygiejne er den væsentligste enkeltfaktor til at forebygge hospitalsinfektioner, og i disse år vender fokus sig også mod patienternes håndhygiejne (14). Patienter kan overføre smitte indirekte til hinanden gennem bestikket i salatskålen, som går fra hånd til hånd på frokostbuffeten, eller når de afleverer et ugeblad til nabopatienten.

Det er en sygeplejeopgave at forebygge infektioner ved bl.a. at sikre, at patientens tøj er rent og tørt. En fordel ved at anvende hospitalstøj er, at patienten kan skifte ofte, hvis tøjet forurenes af blod eller andet.

Patienttøj kan tåle hyppig vask, hvorimod privat tøj ikke altid kan vaskes eller vaskes grundigt nok. Ved at kombinere patientens beklædning af hospitalstøj og privat tøj kan det være muligt at nå et kompromis, som tilgodeser hygiejnen og patientens ønske om at se ud, som han plejer.

Hygiejnesygeplejersker kan bidrage til nytænkning med hensyn til, hvordan hospitalstøj og privat tøj kan anvendes. Er det eksempelvis nødvendigt i dagkirurgien og på patienthotel?

Fem eksempler fra virkeligheden

Fem eksempler viser, hvordan hospitalstøj anvendes, og hvordan patienter kan reagere herpå.

Patienten retter ind

En kvinde kommer til dagklinikken for at få foretaget et kirurgisk indgreb i håndleddet. Hun bliver bedt om at klæde om til patienttøj: undertrøje, trusser, skjorte, sokker og badekåbe. Dernæst skal hun gå tilbage til venterummet, hvor der sidder mange mennesker, kvinder og mænd med et andet ærinde og i deres eget tøj. Kvinden fortæller mig, at hendes blufærdighedsgrænse er overskredet og lidt til. Hun føler sig nøgen og meget lille. Det kan være anledning til undren at skulle klæde om fra inderst til yderst, når man skal opereres i et håndled. Er patienten uforberedt herpå, kan det forstærke en eventuel usikkerhed eller nervøsitet og svække patientens mod til at sige fra. Kvinden vælger at gøre, som Album beskriver. Hun retter ind og træder ikke ved siden af ved at protestere.

Dagkirurgi er præget af effektivitet og systematik. Der er kun kort tid for personalet til at pejle sig ind på, hvilken person de har budt velkommen. Derfor kan man netop spørge patienterne om, hvor de helst vil opholde sig efter omklædning eller ændre arbejdsgangen på stedet.

Kæmper for at bevare sin identitet

Isabelle Schwartzbach beretter i en artikel i Ugeskrift for Læger (15): "Det er klart, at hvis jeg havde været sød (klædt om til patienttøj og lagt mig i sengen (forfatterens bemærkning)), ville jeg kunne have undgået den næste halve times diskussioner, men at være sød er ikke ligefrem en af mine målsætninger i livet. Det er derimod at bevare min identitet på sygehuset. Når man er indlagt så meget, som jeg er, kan man ikke tillade sig at fralægge sig sin identitet igen og igen, for så bliver man en anden - i værste fald bliver man patient, også når man ikke er indlagt."

Denne patient er erfaren, og hun kender mulighederne på sygehuset for at opnå mere privathed. Hun kræver respekt og kæmper for sin integritet. Hun er bevidst om sin egen situation og handlekraftig. Men hun vil givet blive betragtet måske ikke som vanskelig, men som udfordrende, fordi hun har diskuteret med personalet.

En pårørende i natskjorte

Det er tidlig morgen på intensivafdelingen, og min nattevagt er ved at slutte. På vej til skyllerummet vågner jeg op, da jeg ser en ældre, spinkel og lille kvinde gå ned ad gangen på vej ud af afdelingen i hospitalstøj dvs. i skjorte, trusser og sokker. Min første tanke er, at det er en dement medicinsk patient, som har forvildet sig ud på en af hospitalets mange, lange gange. Det viser sig at være hustruen til en af patienterne, som lige har været forbi for at se til sin mand. Mine kolleger og jeg undrer os. Hvad får en ældre kvinde til at gå i patienttøj, når hun ikke er patient? Og hvad får hende til at gå rundt i det offentlige rum næsten afklædt?

Eksemplet handler om en pårørende, men er taget med, fordi der er meget symbolik i episoden. Hun påkalder sig opmærksomhed, som plejepersonalet ikke kan undgå at reagere på. Hun er ikke patient, men har patienttøj på, måske fordi det er praktisk. Ikke desto mindre sender kvinden et andet signal, end hvis hun var kommet i sit eget nattøj med en kåbe over. Det er måske utilsigtet og ubevidst. Hendes spinkelhed er ikke nødvendigvis tegn på skrøbelighed, men på mig fremstod hun næsten nøgen både fysisk og psykisk, gennemsigtig og uden modstandskraft. Om hun har overskredet en personlig grænse ved at gå næsten bar, eller hun gør som et barn, hvor det er naturligt og tilladt at være sparsomt påklædt, er ikke til at vide. I denne situation er det vigtigt at afklare, om tolkningen svarer til virkeligheden ved at tale med kvinden og handle derefter.

Ny og skrøbelig identitet

En nybagt mor overflyttes fra patienthotel til barselsafdelingen, fordi hendes barn har behov for tættere observation og behandling. Uopfordret klæder moderen om fra eget tøj til hospitalstøj. De fleste andre nybagte mødre på afdelingen går i patienttøj. Det er rart at skifte tøj ofte, når man lige har født. På patienthotellet har denne mor gået i sit eget tøj, men skifter nu til hospitalstøj. Hun er chokeret og reagerer ved at skifte, eller også tror hun, at hun skal skifte.

At blive mor føjer en ny dimension til ens liv og identitet. Man står på mange måder på bar bund og ikke mindre, hvis ens barn er sygt. Den nybagte mors identitet er skrøbelig. Måske viser hun det ubevidst ved at tage patienttøj på. Når hun har det på, så har hun krav på opmærksomhed, hjælp og omsorg.

Mod og styrke til at sætte grænser

"Jeg har i dag skrevet til Radiumstationen for at gøre opmærksom på, at jeg er utilfreds med at skulle møde halvt afklædt, hver gang jeg er til kontrol ... Jeg finder fremgangsmåden stødende. Ikke fordi den krænker min blufærdighed, men fordi det indebærer, at der er en ulighed mellem lægen og mig: han har jo tøj på sin krop."

Citatet fra Jørgensens kandidatspeciale (10) stammer fra "At dø med værdighed" af E. Holst (15). Citatet viser noget af det mod og den styrke, der skal til for at sætte grænser. Her overdøver sygehusets mål om effektivitet respekten for det enkelte menneske. Jeg får det indtryk, at patienten skal sidde parat og lige klar til, at lægen kan tjekke ham eller hende på det sted på kroppen, som er sygt. Hos patienten udløser situationen en følelse af ikke at blive mødt med respekt og agtelse af denne patients værdighed.

Kan påvirkes af at være klædt i patienttøj

Widäng og Fridlund henviser til menneskerettighederne, hvor individets ret til privathed og integritet er nedfældet (8). I de sygeplejeetiske retningslinjer (16) står, at sygeplejersker skal arbejde for at bevare patientens værdighed og integritet. Personalets fortrolighed med organisationen, de fysiske rammer, regler, rutiner og deres egne roller kan gøre blind og døv. Fortroligheden og erfaringen øger kompetencen, hvis personalet reflekterer over, hvad de gør, hvordan og hvorfor. Øget kompetence sætter personalet i stand til at udøve individuel pleje og dermed værne om værdigheden og integriteten.

Henderson bragte mig på sporet til at kunne forklare, hvorfor hospitalstøj er utidssvarende i modellen og i, hvordan tøjet bliver brugt. Hun beskriver tøjet som noget, vi forbinder med sengeleje og søvn. Men patienter i dag får kun lov til at ligge i deres senge, hvis det er nødvendigt for behandlingen, eller hvis de er meget syge. Med andre ord skal patienttøj opfylde andre krav og behov nu end tidligere, i hvert fald for de oppegående og selvhjulpne patienter. Samtidig vil der også fremover være brug for at anvende tøjet, som det altid er blevet gjort.

Jeg indledte artiklen med at stille fire spørgsmål. Hvorfor har patienter hospitalstøj på? Hvordan føles det at være i dette tøj? Påvirker det patienterne at have patienttøj på? Og hvis det gør, hvordan kommer det så til udtryk?

Til første spørgsmål kan jeg nu svare, at det bunder i tradition.

Hvordan det føles at have patienttøj på, kræver to svar. For det første, om det føles godt på kroppen i pasform, stoffets struktur og materiale. Det er også vigtigt, at det er nemt at tage på og af, både hvis patienten skal klare sig selv, eller personalet skal give en hånd. Næste svar må handle om den psykologiske mekanisme ligesom svaret på spørgsmålet, om patienterne påvirkes af at have patienttøj på. Hanson har givet os en indføring i tøjets betydning for identitet og selvopfattelse, og Album har vist os sider af patientkulturen. I undersøgelser om privathed, integritet og kropspleje er patienterne kommet til orde (10,12,13).

Resultaterne efterlader ingen tvivl om, at patienter bliver udfordret mentalt og nogle gange grænseoverskridende. Ord som selvrespekt, værdighed, blufærdighed og autonomi er omdrejningspunkter for patienterne. Litteraturen og de fem nævnte eksempler styrker min antagelse, at patienter kan påvirkes af at være klædt i patienttøj. Set i lyset af nutidens tanke om patienten som forbruger vil det være interessant at undersøge feltet mere indgående. En forbruger har krav på bedste behandling. Et nyt syn på hospitalstøj kan betyde større frihed for patienter.

Fem anbefalinger

• Sygeplejepersonale på alle niveauer gennemgår rutiner for brug af patienttøj og analyserer baggrunden derfor.
• I samråd med hygiejnesygeplejersker udvikles retningslinjer for, hvordan hospitalstøj kan anvendes i de respektive afdelinger og afsnit på somatiske sygehuse.
• Der udvikles nye modeller af patienttøj til mere alsidig anvendelse, f.eks. både herre- og damemodeller til oppegående patienter.
• Plejepersonalet vejleder patienterne individuelt i anvendelsen af tøj. F.eks. ved at anbefale dem at tage privat tøj på til en lægesamtale.
• Plejepersonalet skal være opmærksomt på de signaler, som patienten viser med sine handlinger, sit kropssprog og tøj, eget eller patienttøj, og inddrage denne viden i sygeplejen.

Mette Poulsdatter Kürstein er ansat på Anæstesiologisk/intensiv afdeling I, Y-observationsafsnit, gynækologi/obstetrik, Skejby Sygehus.  

Litteratur

1. Hanson T. Selviscenesættelse - hvorfor, hvordan. Nørhaven Book. Viborg: Aschehougs Forlag; 2003. 
2. Damkjær S. Patient og sygeplejerske - et møde mellem kroppe. I: Hansen HP (redaktør). Omsorg, krop og død. En bog om sygepleje. København: Gyldendal; 1998. p. 135-58.
3. Martinsen K. Øyet og kallet. Bergen: Fagboklaget; 2000. p. 26.
4. Album D. Nære fremmede. Pasientkulturen i sykehus. [1995?] Oslo: Institutt for sosialforskning (INAS).
5. Ringkøbing LP. At være patient i vor tid. En undersøgelse af patienters oplevelse af at være patient set i et eksistentielt, samfundsmæssigt og sygeplejefagligt perspektiv. (Kandidatspeciale nr. 47/2004). Aarhus Universitet: Institut for Sygeplejevidenskab; 2004. p. 48.
6. Løgstrup KE. System og symbol. 2. udgave. København: Gyldendal; 1997; p.174-83.
7. Hansen NG. Løgstrups etik og sygeplejens praksis. I: Hansen HP (redaktør). Omsorg, krop og død. En bog om sygepleje. København: Gyldendal; 1998. p 33-58.
8. Widäng I, Fridlund B. Self-respect, dignity and confidence: conceptions of integrity among male patients. J Adv Nurs 2003;42(1):47-56.
9. Henderson V. Sygeplejens grundlæggende principper. København: Dansk Sygeplejeråd; 2000; p.39-40,54.
10. Jørgensen BB. Privathed mellem agtelse og krænkelse. En undersøgelse af patienters oplevelse af privathed under indlæggelse på hospital. Kandidatspeciale nr. 2/2002. Aarhus Universitet: Institut for Sygeplejevidenskab; 2002.
11. Despond O, Buchser E, Sprunger A, et al. Influence of patient's dressing on spontaneous physical acticivity and length of hospital stay in surgical patients. Soz Praventivmed 1999;44(1):8-13.
12. Bäck E, Wikblad K. Privacy in hospital. J Adv Nurs 1998;27:940-45.
13. Ugland RL. Ren og velstelt? Oslo: Oslo Universitet: Institutt for Sykepleievitenskap; desember 1998.
14. Banfield KR, Kerr KG. Could hospital patients' hands constitute a missing link? J Hosp Infect 2005;61(3):
    183-8.
15. Schwartzbach I. 1001 hospitalsnat. Ugeskr Læger 2001;163:7213-7.
16. Sygeplejeetiske retningslinjer. www.dsr.dk/ser Søgt 20.10.05.