5 faglige minutter: Sort folie skåner børnene

Til sommer udkommer Sygeplejersken med sort folie på forsiden af hvert nummer. Folien kan fjernes ved at trække i øverste venstre hjørne, hvorefter forsidebilledet på bladet blottes. Hensigten er, at læseren kan tjekke, om forsiden er af en karakter, der gør eksponering i hjemmet relevant. Det sker ved, at læseren tjekker en nedfotograferet udgave af forsidebilledet i indholdsfortegnelsen, før hun beslutter, om den sorte folie skal fjernes.

Som en ekstra sommergave til læserne sender vi en tv-persienne ud sammen med det første folierede nummer af Sygeplejersken. Persiennen fastgøres på modtagerens tv vha. af tre sugekopper, der fugtes let med vand eller spyt. Herefter kan persiennen rulles ned over skærmen og rulles op igen ved et enkelt ryk i persiennesnoren. Amerikanske undersøgelser viser, at der kan opstå skader i armmusklerne, når manøvren udføres hyppigt, så ved samme lejlighed får læseren mulighed for at bestille en plasticskinne til højre eller venstre arm i enten lyserød eller grøn.

Ideen bag de nye tiltag er, at det bliver muligt for læserne at lukke virkeligheden ind i fragmenter tilpasset den enkeltes husholdning.

Sygeplejerskerne bryder sig ikke altid om Sygeplejerskens forsider. Det kan være pga. billeder af sygeplejersker med utæmmet langt hår, dyppet i patientens suppe, sovs eller sår, eller pga. sygeplejersker med lange sortlakerede negle, ur og ring, når de burde have usmykkede, rene og velplejede hænder. Men mest af alt pga. børnene. Sygeplejerskers børn bliver der passet på. De skal have en god og beskyttet barndom, indtil de er vokset fra at bemærke forsiden på mors eller fars fagblad. Fra at undre sig over, hvad verden byder på af mærkværdigheder.

Nu kan læseren indvende, at en forside, der illustrerer en del af virkeligheden, overvægt og fedme i nr. 1/06 eller grimt patienttøj i nr. 7/06 f.eks., kan være et godt udgangspunkt for en samtale med poderne om de sager, men nej. De skal skånes, skal de.

Selv tænker jeg, at det kan være forståeligt, hvis sygeplejersker er så skolede i at tænke på patientens identitet og blufærdighed, at de i faglig solidaritet med den svage part kommer til at overreagere, men det er ikke den vinkel, sygeplejerskerne lægger på problemet. Det er stemningen i børneværelset, der tæller.

Vi skal værne om vores børn, ja. Men vi skal også værne om retten til at forandre tåbelige ydre vilkår eller rigide indstillinger hos os selv. Når et forsidebillede vækker irritation, så start med at spørge dig selv og de andre: Hvad handler det her om? før den sure kritik bølger, og dialogen stopper, før den er begyndt.

Der er kun yderligere to ting at sige: De patienter, der optræder på Sygeplejerskens forside, har sagt ja til at træde frem. F.eks. den modige patient i det grimme hospitalstøj, hvis bemærkning: "Kan jeg være med til at ændre på det her tøj, så gør jeg det gerne," viser et beundringsværdigt overskud hos en nyopereret.

Den person, der viser sit blege, bølgende maveskind for at illustrere, at overvægt kan anskues og behandles på flere måder, er en frivillig model, hvis ansigt og identitet er fuldstændig sløret. Nutidens patienter og modeller er ikke svage. Spørgsmålet er, hvor svage sygeplejerskernes børn er.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.