Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2006 nr. 8, s. 51-53

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Konstante krav om ændringer

Peter Kragh Jespersen


Mellem profession og management

København: Handelshøjskolens Forlag 2005
336 sider, 425 kr.

SY-2006-08-51aDet nye begreb i sygehusvæsenet er hybridledere. Faglig ledelse mødes med New Public Management, begge undergår en forvandling og hybridledelse opstår.  

Så enkelt kan indholdet i Jespersens bog ikke gengives, men hvis indholdet skal samles i en sætning, kunne den lyde sådan.

Bogen bygger på data fra det nordjyske sundhedsvæsen og fra et samlet projekt udført sammen med Finn Borum, Hanne Sognstrup m.fl. som en del af forskningsprogrammet FLOS: forskningsprogram for ledelse og organisation i sygehuse.

Sygehusvæsnet beskrives som en stor, kompleks, arbejdsdelt organisation, der i stigende grad udfordres og præges af økonomiske, administrative og politiske dagsordener. Samtidig giver en stigende mediebevågenhed mere politisk opmærksomhed til både enkeltsager og prioritering.

Bogen kan læses fra forskellige perspektiver. For en afdelingsledelse er der adgang til detaljeret viden om, hvordan det er at befinde sig mellem professionernes tradition og kravet om fornyelse. Ledelse er beskrevet teoretisk og konkret i forhold til offentlig afdelingsledelse i danske sygehuse.

Et andet perspektiv at læse fra er afdelingssygeplejerskens. Hun kan hente information om at være leder af egen profession, at være sygeplejerske og leder, og den udvikling, offentlig sygehusledelse er involveret i.

Det centrale som leder i det offentlige sygehusvæsen i dette århundrede er ifølge Jespersen, at ændringskravene til ledere kommer fra flere aktører, er stærkere, mere omfattende, kommer med kortere mellemrum og kan være både modstridende og ukontrollable.

Med denne bog tilbyder Jespersen konkret og saglig indsigt i, hvad lederen i og af egen profession har for arbejdsvilkår og arbejdsmåder. Han nævner, hvor og inden for hvad de kan sætte deres præg, samt hvordan holdninger og professionel identitet spiller ind.

Bogen afsluttes med et metodisk efterskrift, der indeholder undersøgelsens videnskabsteoretiske grundlag, sammenhængen mellem forskningsspørgsmålene i undersøgelsen og valget af casestudiet som metode, samt overvejelser om interview som metode og kildemateriale i kvalitativ forskning.

Af Lisbeth Uhrenfeldt, ph.d.-stipendiat, Institut for folkesundhed, Afdelingen for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.

Til erfarne og uerfarne kliniske vejledere

Redigeret af Helle Brøbecher, Ulla Mulbjerg

Klinisk vejledning og pædagogisk kompetence i professionsuddannelser

København: Munksgaard Danmark 2005
272 sider, 268 kr.

SY-2006-08-51bEndelig er der udkommet en bog, der giver en grundig introduktion til centrale pædagogiske temaer, begreber og teorier inden for de sundhedsfaglige professionsuddannelser. For selvom de sundhedsfaglige bacheloruddannelser er et forholdsvis nyt fænomen, har jeg savnet en indføring i de kliniske undervisningsopgaver, der relaterer sig til området.

Bogen, der er redigeret af Ulla Mulbjerg og Helle Brøbecher, rummer, uden at være kalejdoskopisk, mange kerneområder i forhold til klinisk vejledning og pædagogisk kompetence. Bogens redaktører har begge sundhedsfaglig baggrund i henholdsvis fysioterapi og sygepleje, og bogens 13 forfattere har alle relation til det pædagogiske område og længere tids erfaring med uddannelsesplanlægning, udførelse og udvikling.

Efter reformen af de mellemlange videregående uddannelser i 2000 stilles der nu meget store krav til de personer, der er ansvarlige for de studerendes læring i klinisk praksis, og der er øget fokus på den kliniske undervisning. Bogens formål er i den forbindelse at belyse centrale og relevante pædagogiske begreber, der indgår i uddannelsen af kliniske vejledere i de sundhedsfaglige professionsuddannelser.

Bogen præsenterer og problematiserer overordnede pædagogiske temaer, men rummer også konkrete og handlingsvejledende elementer med stor relevans for den læser, der arbejder med planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af den kliniske undervisning.

Bogen egner sig både til erfarne vejledere og til dem, der netop er startet med funktionen. Forfatternes hensigt er at præsentere, problematisere og reflektere over væsentlige pædagogiske områder, temaer og begreber; men herudover er det en væsentlig pointe, at bogen også kan være med til at skabe og vedligeholde en mere præcis forståelse af egen rolle som pædagogisk formidler i en sundhedsfaglig uddannelse og være med til at synliggøre vigtigheden af den kliniske vejleders funktion. 

Det ligger forfatterne på sinde at præsentere metoder i klinisk undervisning, både gennem fremstilling af konkrete redskaber, der kan benyttes i den kliniske undervisning, men også gennem præ-cisering af de teoretiske anta-gelser, teorier og værdier, der ligger bag de beskrevne metoder. Et grundlag, der kan danne afsæt for kritisk stillingtagen og systematisk udvikling af læringsmuligheder og situationer. Derfor en meget relevant og inspirerende bog for kliniske undervisere i de sundhedsfaglige professionsuddannelser.  

Af Catherine Fenger Benwell, sygeplejerske, cand.mag., Amager Hospital.

I institution hele livet

Redigeret af Kristian Larsen

Arkitektur, krop og læring

København:

Hans Reitzels Forlag 2005

296 sider, 268 kr.

SY-2006-08-51cSammenlagt opholder det moderne menneske sig mange timer i institutioner. Børn tilbringer en stadigt større del af deres barndom i institutionaliseret sammenhæng, stigende uddannelsesaktiviteter og livslang læring bevirker, at en stor del af voksenlivet tilbringes i uddannelsesinstitutioner, vores sidste livsår i behandlingsbygninger og i ældreboliger.

Institutioner sætter en ramme for vores liv og udfoldelse. Fysiske rum er ikke blot et neutralt og ydre anliggende. Mennesket har en sansende tilgang til rummet og er sansende til stede i det. Smukke rum med rolige farver og enkel belysning formodes at give voksne og børn ro i sjælen i en tid, som karakteriseres som flyvsk og urolig.

Hvis den rumlige organisation ikke stemmer overens med den sociale organisation, opstår der ofte problemer. Med en bevidsthed om rumlige egenskaber og viden om bygningens rumlige forudsætninger er det lettere at finde vækstgivende løsninger.

Kristian Larsen, sygeplejerske, ph.d., lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, står bag en tværfaglig antologi, som forholder sig til, hvordan mennesket formes af de omgivelser, der er formet og skabt af mennesket.

Hensigten med bogen er at få nordiske forskere med interesse for arkitektur, krop og læring til at formidle deres forskningsresultater og samtidig gøre rede for, hvordan resultaterne er fremkommet. Ambitionen er ikke at give en fuldstændig oversigt over eksisterende forskning på området, men at bidrage til tænkning og motivere til yderligere studier.

Det lykkes. Bogen bringer os vidt omkring, som læser overraskes man over emnets mangfoldighed: Vi bevæger os fra daginstitutioner og skoler til det nye universitet på Amager, DGI-byens vandkulturhus, til psykiatrien, kirurgiske og medicinske områder, skoven og hjemmet.

Bogens 16 bidragydere har baggrund i antropologi, sociologi, sygepleje, psykologi, pædagogik, arkitektur og filosofi. Tanken bag en antologi er, at man kan læse udvalgte afsnit af interesse. Som boganmelder må det privilegium kun at læse afsnit af interesse tilsidesættes. Det er med denne bog et omfattende projekt at læse alle 12 afsnit. Vi kommer vidt, læs for vidt, omkring, og der er ingen rød tråd, som binder afsnittene sammen. Indlæggene er yderst forskellige og generelt forståelige.

De har ofte en meget akademisk redegørelse for metode, begrebsapparater, observationer og analyseredskaber. Således spærrer man øjnene op og undres, når der i Kristian Larsens bidrag fremkommer et malplaceret postulat, som dette: ”... især mødre og læger, men også jordemoderen, bliver utrygge i dag, når der kun forefindes lavteknologi som f.eks. et ”træstetoskop” og ikke velkendt højteknologi som ”ultralydsdoptone” til at kontrollere barnets hjertelyd med.

Enkelte afsnit er illustreret med grundtegninger og sorthvide fotogengivelser. Kristian Larsen undlader at udpege bogens målgruppe. Jeg vil ikke udelukke, at der er sygeplejersker, som kan få glæde af enkelte af bogens afsnit.

Af Jorit Tellervo, uddannelseskonsulent i Roskilde Amt.

En krævende bog

 Simo Køppe, Birgit Bork Mathiesen, Jesper Brøsted Sørensen, Bjarne Jacobsen, Mette Skovgaard Væver, Susanne Harder, Susanne Lunn

Kroppen i psyken

København: Hans Reitzels Forlag 2004

272 sider, 325 kr.

SY-2006-08-51dBogen fortsætter diskussionen om forholdet mellem krop og psyke, en diskussion, der i vores del af verden startede for et par tusinde år siden med de græske tænkere. Bogens forfattere gør op med den dualisme, som har præget tænkningen siden Descartes, og forfatterne siger i stedet, at krop og psyke hænger uløseligt sammen. Sammenhængen mellem krop og psyke er udgangspunktet og grundtanken gennem hele bogen.

Fra forskellige vinkler belyses, hvordan forholdet mellem krop og psyke kan forklares og forstås. Bogen består af tre dele. En første, almen del med bl.a. en historisk gennemgang. Anden del består af tre kapitler, hvor diskussionen tager udgangspunkt i henholdsvis eksistentialismen, fænomenologien og psykoanalysen. Endelig afsluttes bogen med et kapitel om krop, køn og identitet samt et kapitel om krop og seksualitet.

Bogen er skrevet af syv psykologer, og der er mange svære fagudtryk fra psykologien og filosofien, samtidig med at argumentationer og tankerækker er komplekse. Det er en krævende bog at læse, men den kunne måske foldes ud og forstås nærmere i en studiekreds, hvor bogens emner arbejdes igennem.

Indlæggene i bogen kan være interessante for sygeplejeteoretikere og indgå i den dialog, der udfoldes omkring den teoretiske forståelsesramme for sygeplejen. Måske vil et kapitel også dukke op i et bachelorpensum indimellem.

Af Annette Fløe Møller, sygeplejerske, bachelor i filosofi, underviser ved Social- og sundhedsskolen i Randers.

Nej til leg som eksercits

Mette Vainer Wegloop, Lone Spliid

Leg med din baby

0-12 måneder

København: Politikens Forlag 2005

121 sider,

SY-2006-08-51ePå ethvert gavebord ligger en af Politikens håndbøger. Dette nye skud på stammen vil utvivlsomt også finde sin plads imellem sparkedragter og sølvbestik. Bogen giver ideer til, hvordan barnets motoriske og sansemotoriske udvikling stimuleres gennem leg i starten af livet. Første del af bogen gennemgår barnets motoriske udvikling, og anden del beskriver forskellige lege afpasset barnets alder, som stimulerer denne udvikling.

Gennemgangen er saglig og lettilgængelig, bogen er overskueligt inddelt og dermed nem at finde rundt i, og illustrationerne underbygger teksten. Ideerne er enkle og kan kopieres, uden at det fordrer, at man tømmer en legetøjsbutik eller sidder nætter i træk ved symaskinen. En af de ideer, jeg blev inspireret af, var en hulahopring dekoreret med forskellige strimler i forskellige farver og materialer, interessant for en 4-6-måneders baby at ligge på maven og undersøge og rotere inde i.Alt i alt formår bogen udmærket at beskrive barnets motoriske og sansemotoriske udvikling og at inspirere til, hvordan udviklingen kan støttes, når den har brug for en hånd.

Jeg har dog en væsentlig anke, som gør, at jeg ikke vil anbefale denne bog til nogen forældre, slet ikke til pligtopfyldende, usikre forældre, uden den følgende kommentar. På de i øvrigt illustrative fotos er forældrene iklædt hvidt gymnastiktøj, og ved hver leg, som er beskrevet, er der sat tid på, f.eks. ”Legens varighed: 10-15 minutter.”

Faren ved dette er, at legen derved kan få karakter af eksercits, og ikke som der andetsteds i bogen står: ”Leg handler om lyst.” Bliver legen lagt ind som en af dagens pligter, med minuturet sat til, går noget af det allervigtigste let tabt, nemlig samspillet imellem barn og forældre. Leg er ikke noget, man gør på sit barn, leg er noget, man gør sammen, og det skal være sjovt.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Farum. 

Gør sygeplejen synlig

 Tove Gulbrandsen,Dag-Gunnar Stubberud (red.)

Intensivsykepleie

Oslo: Akribe 2005

560 sider, 781 kr.

SY-2006-08-51fDette er den første norske lærebog i intensivsygepleje. Den er skrevet af sygeplejersker og henvender sig til studerende på videreuddannelsen i intensivsygepleje. Bogen er også tænkt som opslagsværk til intensivsygeplejersker i klinisk praksis. Det er en stor bog, der indeholder fire dele: En indledende del, en del om generelle problemer og behov hos intensivpatienter, en del om monitorering og endelig en del om intensivsygepleje til specielle patientgrupper.

Bogen er behagelig at læse og virker relevant for målgruppen. Hvert tema er kort beskrevet med mange talepunkter (bullet points), der gør teksten overskuelig. Denne overskuelighed giver køb på en dyberegående behandling af stoffet. Bogen fungerer således som en opslagsbog, hvor man kan finde en mængde emner kort beskrevet, men hvor læseren henvises til særligt anbefalet litteratur eller referencerne for at få en større indsigt i emnernes kompleksitet.

Hvert kapitel er grundigt refereret med videnskabelig litteratur. Overordnet virker bogen nok meget naturvidenskabelig. Dette kan ses i lyset af, at intensivsygepleje  i sagens natur bygger påen stor viden om patologi og beherskelse af teknisk udstyr. Som der står i bogen, er kendskab til teknikken ikke en barriere, men en forudsætning for patientomsorgen.

Der er dog kapitler, der retter sig mere mod patientologien, f.eks. kapitlet om patientens psykosociale behov og kapitlet om pårørende. Baggrundslitteraturen henviser til relevante nordiske og internationale kvalitative undersøgelser inden for intensivsygeplejen. Men selv om disse kan findes frem, ville det være ønskeligt, om en sygeplejefaglig vinkel var endnu mere synlig i bogen.

Hvert kapitel indledes med en kort introduktion og beskrivelse af de grundlæggende kundskaber, læseren skal besidde for at få udbytte af teksten. I forbindelse med patientens psykosociale behov forventes det f.eks., at læseren kender til nervesystemets anatomi og fysiologi, det hormonelle systems anatomi og fysiologi, stress- og kriseteori, søvnens fysiologi, kommunikation og samarbejde med patienter samt etik.

Med denne baggrundsviden som forudsætning har forfatteren udvalgt de mest relevante temaer i forhold til intensivsygepleje og koncentrerer sig om disse. Det er en god måde at rette grundlæggende sygeplejeviden mod særlig viden om intensiv terapi.

Bogen er rettet mod et norsk  publikum, men kan godt anvendes til den danske specialuddannelse i intensivsygepleje. Den har i forhold til andre bøger mange nordiske referencer og beskriver norske forhold, som nok ligner de danske meget. Hvis man skulle se lidt frem, kunne bogen godt indeholde lidt mere om brugerinddragelse og konsekvenserne af en indlæggelse på intensivafdelingen.

Af Ingrid Egerod, seniorforsker, sygeplejerske, ph.d. (ie@ucsf.dk) Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning.